Det er givetvis nødvendigt, at vi strammer op, kan man forstå på filosof Ole Fogh Kirkeby, der er professor emeritus fra Handelshøjskolen i København, CBS, og med sin nye bog “Hvad kan filosofi?” vil slå et slag for, at filosofien kommer mere i spil i vores dagligdag og i de politiske diskussioner. Målet er at komme frem til erkendelsen, at vi er forpligtede over for vores medmennesker – nu sat på spidsen af coronakrisen.
I bogen lægger Ole Fogh Kirkeby op til kritisk refleksion over spørgsmål så gamle som livet selv: Hvad vil det sige at være menneske? Hvem er det andet menneske for mig? Hvad er natur, hvad er kultur? Med blandt andre Kierkegaard, de gamle græske filosoffer og oplysningstænkeren Immanuel Kant forklarer han, at filosofien i al sin dybsindige enkelthed skal lære os at bruge skyldfølelsen proaktivt:
"Jeg mener, at skylden kan befri dig, hvis du ser den i øjnene og tager den på dig. Men det er ikke tilfældet med skam. Skammen er skylden, hvis følelsen på en eller anden måde udvikler sig til, at man skal knæle for de andre, eller at de andre tager retten til at dømme en. Skylden skal man selv tage på sig, men kun med henblik på at kunne handle anderledes," siger han.
Ole Fogh Kirkeby argumenterer i ”Hvad kan filosofi?” for, at verden engang, når pandemien er ovre, ikke vil “overleve” uden filosofi. Men hvilken rolle spiller skylden i den ligning, og hvordan skal den forstås som noget positivt? Jo, skyld er den menneskelige funktion, der dybest set opbygger samvittigheden og dermed den personlige etik:
"Det er kun, hvis du er i fred med din samvittighed, at du nogenlunde kan håndtere dit liv. Aristoteles siger det meget flot: 'Den, der lyver, lader sin erindring styre af fremtiden, men den, der føler skyld, lader sin erindring styre af fortiden.' Og vi skal jo gerne komme til tåls med skylden eller opnå en våbenhvile, så vi kan begynde at lade være med at lyve," siger han og uddyber, at løgnen er det, der leder mennesket væk fra pligten og trumfer samvittigheden ved at tilbyde en belejlig grund til ikke at være næstekærlig.
Ole Fogh Kirkeby skriver i sin bog, at mennesker med et refleksivt forhold til sig selv har et ansvar for at bremse og afhjælpe den udvikling, samfundet har gennemgået under coronapandemien, særligt med blik for den ensomhed, mange har oplevet. Det sociale liv er voldsomt forandret og har måttet tænkes på ny. Samtidig står etiske spørgsmål - hvem der skal behandles først? Hvor mange dødsfald er acceptable over for indhug i statskassen eller psykisk mistrivsel og meningstab? - lysende aktuelle.
Men kommer tænkningen alene ikke til kort over for praktiske udfordringer ude i verden?
"Tanken er i og for sig ikke nok, nej. Men det er følelserne heller ikke. Vi er nødt til at gøre noget, som man siger. Men vi kan ikke gøre noget, hvis vi ikke har et billede at gøre det i, hvis vi ikke har et mål," siger Ole Fogh Kirkeby med henvisning til, hvad han også skriver i sin bog:
At politik først kan blive legitimt gennem filosofiens kritiske filter, altså via en refleksiv gennemgang af værdier, motiver, konsekvenser og ansvar. Og konsekvenserne skal komme "almenvellet" til gode, ellers er den politiske vision i strid med idéen om retfærdighed.
"Den filosofiske politik har hele tiden fællesskabet for øje. Og den er selvfølgelig også hele tiden bevidst om de værdier, som den agerer ud fra. Det vil sige, at den ikke tillader strategier for strategiernes skyld eller argumenter for argumenternes skyld. Den prøver at rodfæste tingene i det væsentlige,” siger han.
Som eksempel på politik, der ikke lever op til den idé, nævner Ole Fogh Kirkeby bestræbelsen på vedvarende vækst. Gør man sig ikke klart, hvilken vækst og hvor meget, begår man nogle "fatale fejl".
Fejlene skal forstås i lyset af filosofiens forpligtelse på at anlægge et universelt perspektiv, som formes af, hvad han kalder menneskets "spirituelle sans". Det er en etisk fornemmelse for det "magtpåliggende, væsentlige og uopsættelige", kort sagt evnen til at føle skyld.
Selv er Ole Fogh Kirkeby ikke troende, men han finder ad filosofiens vej alligevel frem til en moralsk bestemmelse af det mellemmenneskelige forhold. Her kan den ikke-religiøse filosofi dog løbe ind i en udfordring. For hvis der ikke findes en højere bestemmelse for, hvorfor man bør være generøs, som er et andet ord, han bruger for en næstekærlig indstilling, bliver tilbøjeligheden til at sætte andre før sig selv så blot en taktik for at fremstå som et godt menneske – og senere høste frugterne af det i form af anseelse? Det ville en filosof kalde en funktionalistisk forklaring af generøsitet; at det nytter at være generøs.
Ole Fogh Kirkeby giver alligevel et sæde til næstekærligheden i moralens regering. For ifølge ham vil det næsten være “umuligt” for filosofien at argumentere imod buddet uden at argumentere “selvmodsigende”:
“Alle tanker, de smukkeste og varmeste og dejligste, dem kan du altid reducere til en funktionalistisk forklaring. Det er barnemad, og det tager to sekunder. Men spørgsmålet er, om det svarer til den måde, vi føler på. Jeg tror ikke, vi kun er generøse for at retfærdiggøre os selv over for nogen deroppe," siger han og kigger op i loftet, inden han fortsætter:
"Jeg tror, vi er generøse også for generøsitetens skyld. Det er jo det aristoteliske argument: Gør det gode for det godes egen skyld.”
Er der noget medfødt eller essentielt i mennesket, der lader det vælge det gode frem for det onde?
"Der er en sjov person, der har argumenteret for det, nemlig Darwin – hvilket man ikke ville tro, han ville sige. I Darwins to sidste bøger, som handler om parringsvalget, argumenterer han for, at generøsiteten er den indstilling, der har gjort, at mennesket har overlevet. Nogle mennesker har været villige til at ofre sig for fællesskabet, for stammen, for gruppen – ellers havde arten ikke overlevet. Det er sådan set et meget interessant argument, selvom det er funktionalistisk."
Er det det, filosofien skal lære os?
"Ja, filosofien skal lære os generøsitet. Det er et vidunderligt ord, ikke? Det kommer af det samme ord som 'gener' af en protoindoeuropæisk rod, der hedder 'gen-', og det at være generøs betyder gennem sine handlinger at vise, at man er af ædel byrd. Det er flot, ikke?".
Og således formår Ole Fogh Kirkeby også afslutningsvist at understrege handlingens - ikke tankens, ikke viljens - vigtighed for det at være et godt menneske.