For konger, grever og baroner var det langt tilbage i tiden muligt at eje mere end ét hus. I midten af 1800-tallet var det en mulighed for privilegerede at eje et landsted ude på landet. Men det første deciderede sommerhuskvarter med dertilhørende dansk sommerhuskultur blev født i 1886, da staten besluttede at sælge en række parceller i skellet mellem plantage og klit ved Horneby Sand vest for Hornbæk i Nordsjælland.
Syv af parcellerne blev opkøbt af den københavnske overretssagfører, fuldmægtig i Krigsministeriet og kancelliråd Harald Christian Plockross, og hans ven arkitekten Andreas Clemmensen gav sig til at tegne en stribe hvide sommervillaer efter italiensk forbillede ud fra en vision om, at her ved skov og strand kunne det bedre københavnske borgerskab tage op, slappe af, svømme i Kattegat og ellers i store træk fortsætte deres levevis med familie, tjenestefolk og lejlighedsvise gæstebud.
”Det var første gang, et areal direkte blev udstykket til rekreationsformål og bebygget med sommervillaer, og der var en hel sommerdrøm indlejret i arkitekturen. En drøm om i Danmark at skabe en pendant til Amalfikysten i Italien med masser af lys, hav og sol,” fortæller Line Vestergaard Knudsen, etnolog, lektor ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen ”De første sommerhuse”, der udkommer den 12. maj.
Hvis Hornbæk kom først, så havde den nordsjællandske badeby ikke monopolet på at være sommerhusby ret længe. Nogenlunde samtidig med, at Plockross og Clemmensen i 1890’erne og ind i det nye århundrede skabte Danmarks Amalfi, så blev Fanø omskabt til badeø efter tysk forbillede og i et samarbejde mellem lokale kræfter og tyske investorer.
Og på Jyllands nordspids skete det epokegørende, at de københavnske kunstmalere fandt ud af, at de ville gøre Skagen til sommerbolig og kunstnerkoloni. I begyndelsen af det 20. århundrede fik Danmark således tre sommerbyer med hver sit særpræg.
”Mens husene ved Horneby Sand var italiensk inspirerede, så lignede nogle af de tidlige huse på Fanø sydtyske huse i en nærmest Disneyland-agtig stil. Og i Skagen var det forestillingen om dansk almue, man dyrkede lige fra begyndelsen i 1892, da P.S. Krøyer lejede sig ind i byfogedgården. På et tidspunkt, hvor man i Skagen ellers lige havde fået mulighed for at forbedre husene med mursten, som den nyanlagte jernbane kunne fragte op, holdt Krøyer fast i den ældre lokale byggeskik med en facade i store, sorte træplanker, da han byggede den gamle længe om til sommerhus,” fortæller Line Vestergaard Knudsen.
Weekendhytter til folket
Hun konstaterer, at tendensen til, at rige mennesker og kunstneriske sjæle om sommeren rykkede ud i lys, luft og hav i ”det andet hjem” ikke er enestående dansk. Det samme ses i mange lande. Det særlige ved Danmark var imidlertid, at sommerdrømmen inden længe bredte sig nedad i de sociale lag, så også almindelige mennesker kunne få små, hyggelige ekstraboliger, hvad enten det var primitive weekendhytter eller kolonihaver i udkanten af de store byer. Disse huse var ikke præget af den store luksus, men de videreførte drømmen om lys og luft.
”Weekendbyerne opstod allerede i 1930’erne. Det var typisk nogle små knaldhytter på 10 kvadratmeter, der var primitive, selvbyggede og lå på små grunde. Det er herfra, demokratiseringen af sommerhuskulturen stammer. Alle kunne være med,” siger Line Vestergaard Knudsen, som konstaterer, at danskerne sammen med nordmænd og finner er det folk i verden, der er gladest for idéen om et ”andet hjem” i form af et sommerhus, en hytte eller en kolonihave.
”Kulturen begyndte at gribe om sig i 1950’erne, og op gennem 1960’erne gik det stærkt. Det interessante er, at de mennesker, som for alvor blev sommerhusejere i stort tal, er de samme, som i denne periode blev parcelhusejere i forstæderne. Det var ikke så meget folk på landet eller i lejligheder i byen, der fik sommerhus.”
Hvis knudepunkterne for borgerskabets og kunstnersjælenes sommerdrømme blev lokaliteter som Hornbæk, Fanø og Skagen – og derefter Løkken og Blokhus i Vendsyssel, Søndervig ved Ringkøbing, Rørvig på Sjælland samt Møn – så udpeger Line Vestergaard Knudsen den københavnske forstad Hvidovre som stedet, hvor jævne folks drøm om det andet hjem blev virkelighed.
”Hvidovre lå tæt på kysten ligesom borgerskabets badebyer, men det var en mere uattraktiv kyst, så her var der plads til at mennesker fra mere jævne kår kunne tage ud og dyrke grønsager, bade og udleve drømmen om sundhed, lys og luft,” fortæller etnologen.
Kampen om kysten
Det var midt i det 20. århundrede, at Danmark for alvor blev sommerhusland. I slutningen af 1940’erne var der endnu under 10.000 sommerhuse i Danmark. I 1966 var antallet eksploderet til omkring 100.000, og i 1974 lå det lige under 150.000. Siden faldt tempoet lidt, efter at der i 1977 blev indført byggestop for sommerhuse, men antallet er i dag helt oppe på 230.000 – og boligstandarden er vokset gevaldigt siden de primitive weekendhytter, idet ikke så få af husene har fået mere plads, sauna, spabad og alskens elektronik og hårde hvidevarer.
”I dag findes der alt fra kæmpe poolhuse til sommerhuse, som er særligt spartansk indrettede, fordi ejerne ikke har lyst til at have al den luksus. Sommerhuse kan se meget forskellige ud, men det er ikke så klassebestemt, som det var, dengang da arbejderne boede i små lysthuse og borgerskabet i sommervillaer. I dag vælger man sit eget sommerhusudtryk på tværs af indkomstgrupper,” forklarer Line Vestergaard Knudsen.
Sommerhusstoppet i 1977 bundede i en bekymring for, at de danske kyster skulle blive plastret til med huse og dermed skændet. Sammen med sommerhuskulturen opstod nemlig også tankerne om beskyttelse af kysterne, som blandt andet har affødt begrænsninger på, hvor tæt på havet og hvor stort, man må bygge. I dag sikrer en 100 meters kystzone strandene, men jævnligt udkæmpes der lokale slag om, hvem der egentlig har ret til de danske kyster. Vi vil gerne have vores eget tilflugtssted, men vi bliver irriteret, når alle de andre tager den pæne udsigt med deres huse.
De bedste familieøjeblikke
Er byggeriet taget en smule af, så sætter selve brugen af sommerhuse stadig nye rekorder. Man behøver nemlig ikke eje et sommerhus for at få en lille bid af drømmen. Mange lejer sig ind for en uge eller to og er fri for alt bøvlet med at vedligeholde huset. I 1993 lejede danskerne sig til i alt 17 millioner sommerhusovernatninger. Siden er det vokset til i dag omkring 21 millioner overnatninger.
”Nogle lejer et sommerhus for at leve et andet liv end det, der kan lade sig gøre i hjemmet, for eksempel være sammen med venner, feste og være vilde. Men mindst lige så mange giver i undersøgelser udtryk for, at de i sommerhuset kan leve en intensiveret udgave af familielivet. Familien lejer sig ind i et hus i en uge, hvor pointen er, at der ikke skal ske meget andet, end at man får nogle ekstra gode familieøjeblikke i kernefamilien,” fortæller Line Vestergaard Knudsen.
Som lejer af et sommerhus går man imidlertid glip af et andet element af den nutidige danske sommerhuskultur, som ifølge Line Vestergaard Knudsen har fået stadig større betydning, men som med garanti ikke optrådte i tankerne hos Plockross og Clemmensen, da de for godt 130 år siden grundlagde den danske sommerhuskultur:
”Mange har i dag sommerhuset som en fælles arv i familien. Dermed kan det i en tid, hvor man ellers flytter mellem flere adresser, blive et samlingspunkt, som bærer på familiens fælles historie gennem generationer. Sommerhuset bliver en vigtig del af fortællingen om, hvem vi er”.