Ny bog om tysk filosof får anmelder til at håbe på flere bøger af denne slags fra både forfatter og forlag

Lars Christiansen og hans forlag brillerer med lille bog om Walter Benjamin, der både er en introduktion til og fortolkning af forfatterskabet

Ny bog om tysk filosof får anmelder til at håbe på flere bøger af denne slags fra både forfatter og forlag

Under et skakbord sidder en dværg. Ved bordet befinder der sig en spillende hånddukke, som dværgen styrer. Ved den listiges kløgt vinder hånddukken overlegent alle sine partier. Dværgen er grim, faktisk hæslig. Den repræsenterer teologien, og den styrer dukken, der er et udtryk for filosofien.

Således forestillede den sære tyske filosof Walter Benjamin (1892-1940) sig forholdet mellem filosofi og teologi. Han ville være fri for teologien, men den forblev dukkefører.

Det forklarer germanisten Lars Christiansen i sin lille bog om Walter Benjamin, der dels er en almen introduktion, dels understreger disse ”messianske motiver” hos en filosof, som mange ellers ofte forbinder med en form for marxisme.

I tre hovedafdelinger gennemgår Christiansen legende og pædagogisk emner som sprogfilosofi, mytekritik og dæmoni. Benjamin er notorisk kendt for at være uforståelig, fragmenteret, postulerende. Dette omdømme får Lars Christiansen til at levere en form for undskyldning for sig selv, der slet ikke er behov for: ”Som Benjamin-kommentator er man dog nødt til at gøre netop det, han selv vægrede sig ved, nemlig at begrebsliggøre hans tankebilleder.” Det lyder, som om germanisten frygter, at både aficionadoer og nye læsere vil kede sig. Det kommer ikke til at ske.

Lars Christiansens indsigt i forfatterskabet, hans retorisk overlegne stil og et ungt forlag med ild i den redaktionelle udvikling sikrer snarere det modsatte: Gennem bemeldte temaer opstår der nye, anskuelige billeder på Benjamins tankeverden. Det er muligt, at det er en ”begrebsliggørelse,” men i så fald er det sagt med en tunge af ild. Og ingen prædiken mild.

Grundanliggendet er som antydet en udlægning af Benjamins syn på, hvad den menneskelige historie er med fokus på jødiske forestillinger om det messianske. Det er en gengivelse af Benjamins ”forventning” (ordet er vigtigt) om, at der kan og vil indtræde en ”brat afbrydelse af historien”, ofte vekslende mellem en kommunistisk og en religiøs udgave.

Benjamins historiesyn er paradoksalt bagudrettet, fordi der er tale om et brat omslag, der reetablerer en mistet orden. Historien ophører, og vi genvinder paradis. Derfor er Benjamin ”en bagudrettet profet”. Derfor er menneskets historie også udspændt mellem en fortid og en fremtid, der ”spejler hinanden, og det, vi almindeligvis kalder ’historien’ er et interregnum, en langstrakt krise, der ligger imellem det. Dette interregnum rummer imidlertid gnister, der peger ud over historien selv, tilbage på det, der var, før den begyndte, og frem mod det, der kommer, efter dens afslutning. Som historisk tegntyder så Benjamin det som sin mission at frigøre disse gnister og få dem til at flamme op.” Så billedrigt, så korrekt. Samtidig.

Til yderligere gnist for den opflammede læser leveres her som eksempel på dette korrekt-rige billedsprog Lars Christiansens ”Benjaminske Ordbog”:

Kapitalisme: Lavreligiøs fetichisme og arkaisk, totemistisk kult. Kommunisme: Den abrupte opvågnen fra et mareridt. Goethe: Ypperstepræst i en hedensk offerkult. Goethes ærede kvindeskikkelse Ottilie: En plante. Det tyske sørgespil: Smagløst, ufordøjeligt og overbelæsset. Historien: En endeløs serie af katastrofer. Djævelen: Den Lede.

Der er to indlysende problemer ved dette stykke kvalitetsessayistik. Man må spørge sig selv, om denne ildfulde pen lover mere, end den holder. Det sidste kapitel hedder eksempelvis smukt og æggende ”Historisk apokatastasis” – men er på to en halv miniside. I hvert fald lover denne bog, at Lars Christiansen kan endnu mere. Mon han vover at tænde et større bål næste gang?

Det andet problem handler om, hvorfor og hvordan det pludselige omslag vil indtræde i historien. Hvorfor er der med andre ord håb, når mennesket konstant tømmer ”tiden og historien” for mening? Lars Christiansen vil med Benjamin selvfølgelig svare, at der er håb, fordi der er tale om en såkaldt negativ teologi. Verden skal tømmes for mening, for at den sande mening kan indtræde. Kun hvor der er grave, gives der opstandelse.

Der er imidlertid mere røg fra bålet, når det handler om at sige, hvad denne drøms natur er. Forløsningen beskrives smukt som bogens overvældende intense sidste linjer:

”Når hele fortiden er samlet som i et brændglas er vi ved tidernes ende, og Minervas ugle flyver ud for sidste gang: Så blæser stormen fra paradiset ikke længere, katastroferne hører op, og historiens engel kan folde vingerne sammen og genopbygge ruinerne. Mandslingens pukkel forsvinder, det sønderbrudte kar heles, og alle sjæle genopstår frelste; ret, myte og skæbne er detroniserede, eventyrets løfte om lykke går i opfyldelse, og Gud, menneske og natur kommunikerer atter i navnesproget. Vi er nået frem til begyndelsen.”

Men: Er denne forløsning postuleret som desperat håb midt i alle katastroferne? I Benjamins utroskab, gæld, og forfølgelse fra nazisterne? Er det en filosofisk tydning af verdenshistorien, der påkalder sig muligheden for at kunne afgøres som sand eller falsk? Er det ligefrem et argument? Smid håbet på bålet, eller sig os, hvorfor det ikke er brændbart.

På sin vis overtager Chri-stiansens bog denne mere ucharmerende side af Benjamins mærkeligt insinuerende argumentationsstrategi, hvor man aldrig ved, om der er tale om påstande eller fantasier. Det diskvalificerer ingen af delene, men er stadig begyndelsen på et problem. Og forhåbentlig på flere bøger af denne slags fra både forfatter og forlag.