Kloge mennesker skulle have fundet ud af, at der er 37 forskellige familieformer i Danmark. Det er mange, men gad vide, om de havde Pernille Ipsens familie med? Rent fysisk holdt den kun sammen hendes første fire barneår, men fordi den også er fortællingen om en helt specifik tid og dens drømme og håb om nye måder at leve sammen på, er den interessant langt ud over de private rammer.
Pernille Ipsen er vidnet, men hun er også historiker, og det er med en meget smuk balance mellem de to poler, hun har skrevet bogen om dengang, syv kvinder fandt sammen i et særligt fællesskab. Hun blev født på Rigshospitalet nytårsaftensdag 1972. Ud over den biologske mor, Sanne, er der seks medmødre, som bor sammen i Kvindehuset i gaden Åbenrå i København. I dag er Ipsen lektor i køns- og kvindestudier på University of Wisconsin i USA, og fortællingen om det korte øjeblik i danmarkshistorien, hvor det synes muligt at forandre verden, at leve idealerne ud, har hun arbejdet på i mange år.
Man forstår fuldstændigt, hvor vanskeligt det må have været for hende at finde formen på sit helt enorme materiale, som dels består af arkivmateriale fra kvindebevægelsen og den lesbiske bevægelse, dels af mange timers båndede samtaler med mødrene optaget over de seneste 10 år.
Det helt fantastisk smukke ved bogen er den kærlighed, som Pernille Ipsen har skrevet den med, og som hun stadig har til alle sine mødre, uanset at kontakten ændrede sig over tid. Deres varme hænder, deres forskellige former for omsorg, har gjort hende til den, hun er.
Der kunne have været andre fortællinger, for naturligvis er der også svigt og uformåen i sådan et eksperiment, men Pernille Ipsen har ikke fokus på sig selv, men på sine mødre, og hun ser, at det koster at bryde nyt land.
Som en anden fortællende samtidshistoriker, Peter Øvig Knudsen, har erfaret, oplever Pernille Ipsen også undervejs i arbejdet, at hendes kilders forklaringer er modstridende og tilmed ændrer sig over tid. Men hun er en stærk og rummelig samler af trådene, og den fortvivlelse, som jeg forestiller mig, hun må have følt undervejs, mærker man ikke. Tværtimod emmer den af kærlighed til alle syv mødre og alt det, de hver især gav for den sag, de virkelig troede på.
De syv kvinder kom fra vidt forskellige miljøer og egne af Danmark, de mødtes i København, da rødstrømpebevægelsen blev stiftet i 1970, de er alle med på den første Femølejr i 1971, men først i efteråret 1971 bliver de en samlet gruppe, da de ved besættelsen af Kvindehuset i Åbenrå i det indre København beslutter sig for at etablere et kvindekollektiv i huset ved siden af. Projektet er helt igennem båret af idealisme og en vilje til at skabe en tilværelse, der ikke er defineret af patriarkatet og manden. Og det er benhårdt, huset er primitivt, det er koldt, pengene er små, maden ussel, ikke alle er lige skrappe på det organisatoriske, og hvordan organiserer man sig i øvrigt, når ingen må være mere dominerende end andre?
Det handler ikke bare om at bo sammen som kvinder, men om at forholde sig klarsynet til alle de strukturer, man som kvinde har været spundet ind i lige fra barnsben. En af de mest ideologiske mødre, forfatteren Vibeke Vasbo, sammenligner hele processen med en afkolonialisering: ”Jeg følte meget stærkt, at vi simpelthen ikke havde vores egne tanker. Vi havde tænkt med mænds tanker og sprog og begreber. Jeg måtte smide det hele ud.”
Det er ikke let, men det er rørende. Som Ipsen skriver: ”De fortsatte med at gøre en masse af det gamle: De spiste medisterpølse, reparerede tøj, nogle gik på arbejde, de besøgte deres forældre, stemte til kommunalvalget. Men først og fremmest koncentrerede de sig om at gøre det nye. De talte højt og længe om kvinders erfaringer og viden. De satte Kvindehuset i stand, holdt foredrag og organiserede demonstrationer. De gik ud efter mørkets frembrud og lo højt og længe uden at føle sig larmende eller klodsede.”
Da Sanne, ironisk nok under aborthøringen i maj 1972, finder ud af, at hun er gravid, bakker kollektivet op. Det er en ideologisk og en kærlig beslutning. Som Vibeke Vasbo senere forklarer, hvis de kunne tage det ansvar på sig, var det et bevis på, at kollektivet ikke bare var en spejderlejr.
Kollektivet var ikke en spejderlejr. Efter Kvindehuset viderefører de kollektivet indtil foråret 1976, hvor øjeblikket lukker sig igen. Forud er gået private relationsproblemer (der er en del kæresteforhold at holde rede på) og mange opslidende ideologiske diskussioner. I forvejen havde kollektivets kvinder markeret sig i forhold til den mere teoretiske del af rødstrømpebevægelsen, men der er også hårde fronter mellem rødstrømpebevægelsen og den lesbiske bevægelse. Ipsens værk kan være et interessant spejl for nutidens identitetspolitiske diskussioner. Hvad skete der dengang, hvad var erfaringerne?
Bogen er en vigtig historisk kilde, og et stærkt vidnesbyrd om, at man godt kan tænke verden anderledes. Den er rigt illustreret med fotos og materiale fra tiden, layoutet af Bettina Kjærulff-Schmidt i en kærlig opdatering af datidens æstetik.