Direktørslipset sidder stadig om halsen på Johannes Riis, selvom Gyldendals mangeårige litterære direktør for nyligt er blevet freelancer og egentlig er fri som en trane.
”Jeg kunne stadig ikke forestille mig at gå rundt her på Gyldendal uden slips, selvom jeg i mange år har været den eneste, der bar slips herinde. Jeg tilhører nok lidt den gamle skole. Jeg kunne ikke drømme om at gå med slips derhjemme, men her er slipset en del af min uniform, som jeg synes markerer både seriøsitet og frugtbar distance,” forklarer Johannes Riis med et lille smil i overskægget, da han hjemmevant har ført os gennem det store forlags korridorer for at komme frem til det lånekontor, han i dagens anledning har fået stillet til rådighed for interviewet.
Men forholdet til Gyldendal holder det 70-årige bogmenneske fast i. Og forkærligheden for god litteratur slipper han slet ikke. Også i fremtiden vil han – nu som konsulent og redaktør – være bogstavsbotaniker for andres tekstvækster. For forlagsarbejdet har han altid betragtet som en slags gartneri, der hele hans liv har bygget bro til landbrugsbarndommen på Mors.
”Min mor og andre familiemedlemmer læste højt for mig, så jeg fra en tidlig alder fandt ud, at der fandtes en anden verden end den, jeg voksede op i. Jeg var ikke særlig interesseret i at arbejde ude i stalden eller marken, men jeg havde en lille have, som jeg gik meget op i og passede efter alle kunstens regler. Og før jeg selv lærte at læse, havde jeg planer om at blive gartner, når jeg blev stor,” siger Johannes Riis, der altså i stedet fik gødet sin interesse for bøgerne så meget, at han aldrig lukkede dem igen. Men han er heller aldrig blevet træt af havearbejde.
”Vi har en pænt stor have nede ved vores sommerhus med en køkkenhave, som jeg går meget op i. Og jeg mener helt alvorligt, at hvis man har med kunst og litteratur at gøre, så burde man egentlig have en have. En have kan lære en nogle helt fundamentale ting. Den kan lære en, at man kan gøde, beskære, vande og så videre, men man kan ikke få jordbær i februar, og man kan ikke få pærer på et æbletræ. Det kan man sagtens overføre fra haven til det arbejde, jeg har lavet til daglig de sidste 40 år. Der er grænser for gartneri. Man kan simpelthen ikke få kirsebær på en georgine. Sådan nogle helt basale ting om organisk vækst kan det være nyttigt at vide som redaktør.”
Handler det så om at respektere, at den ene forfatter ikke nødvendigvis skal skrive som den anden?
”Ja, det handler netop om at respektere forfatterskaber ved at forstå deres muligheder og begrænsninger. Det kan man lære at forstå ved at forsøge at sætte sig grundigt i, hvilket værk forfatteren er i gang med at skrive. Det er en god måde at skabe et frugtbart samarbejde med forfattere på frem for at forsøge at presse dem ned i en bestemt skabelon. Derfor skal man som redaktør virkelig gøre sig forfatterens intention klar. Hvis man ikke ved, hvad forfatteren selv vil med sit værk, kan man komme til at lave ulykker som redaktør,” siger Johannes Riis, som også har taget andre ting med sig fra sin nordjyske opvækst.
”Der er forskel på at leve på landet i 1950’erne og leve i byen i 2020. Det er to meget forskellige verdener, men jeg vil sige, at de grundværdier, jeg fik med hjemmefra, har jeg ikke haft grund til at løbe fra. I et lille samfund som det, jeg voksede op i, handler det om at opføre sig ordentligt, bestille noget, holde sig til sandheden, sådan nogle helt enkelte og basale ting, som var en selvfølge, da jeg var dreng. Mine forældre sagde altid, at hvis folk ikke kan stole på en, så kan det hele være lige meget. Det er så vigtigt, at man kan stole på hinanden,” siger han.
Selv er Johannes Riis stolt over den mangfoldighed, der altid har præget Gyldendal.
”Gyldendal er blevet kaldt mahogniforlaget, og man har altid haft en forestilling om, at Gyldendal har været et vældigt kulturradikalt sted. Noget har der også været om snakken. Men Bent Jensen og Søren Krarup og Birthe Rønn Hornbech er også udkommet på Gyldendal, og det er en kendsgerning, at det var Villy Sørensen, der anbefalede udgivelsen af Bent Jensens bog om stalinismens fascination, så her har været en politisk og ideologisk mangfoldighed på forlaget,” siger Johannes Riis, der selv har været redaktør for så forskellige forfattere som Tage Skou-Hansen, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Jakob Ejersbo, Henrik Nordbrandt, Pia Tafdrup, Jens Smærup Sørensen, Jens Christian Grøndahl og Søren Ulrik Thomsen.
”Da jeg begyndte herinde i 1979, var der en anden kultur. Der var ikke tradition for at redigere forfatternes manuskripter. Jeg kan huske, at Thorkild Bjørnvig sagde til mig, at hvis han en dag afleverede et manuskript, skulle jeg ikke bryde mig om at begynde at pille ved det. Skou-Hansen var også meget skeptisk, men endte med at være glad for nærlæsning. Men efter at Forfatterskolen er kommet til, er der opstået nye forventninger til forlagsredaktøren, fordi man blev vant til at diskutere tekster på en helt anden måde, end man gjorde før i tiden, og selvfølgelig skal redaktøren lytte til forfatterens behov.”
Det er ikke kun kulturen for at redigere tekster, der har ændret sig i tidens løb, men mange forskellige strømninger har ramt landet, mens Johannes Riis i mange år havde rollen som kongerigets store kulturseismograf, som hvert år udlagde teksten til forlagets efterårsreception i sin traditionsrige tale.
Hvis talen skulle være skrevet i år, hvor receptionen i øvrigt blev aflyst, ville det nok være svært at komme uden om coronakrisen og MeToo-bevægelsen, som begge har ramt Danmark med en kraftig anden bølge, ligesom raceurolighederne med Black Lives Matter har rejst sig i USA i kølvandet på den amerikanske valgkamp med uro, splittelse og væltede statuer til følge. Men Johannes Riis er skeptisk over for vor tids stormløb på usunde kulturer i fortiden.
”Det er, som om nogle opfatter os, der er her nu, som ’the crown of creation’ og mener at have ret til at fjerne alt det, der er kommet før os, og som ikke passer os. Men når man vælter statuer af gamle ’racister’, minder det jo egentlig lidt om det, Taleban gjorde i Afghanistan, hvor man ville slette alle spor fra den tidligere kultur ved at sprænge det hele i luften. Vi sprænger jo også vores historie i luften, når vi udrydder det, vi ikke kan lide, for eksempel i gadebilledet eller i kunst og litteratur. Vi skal jo ikke bilde os selv ind, at der ikke har været noget grimt nogensinde. Det gør ikke spor, at vi bliver mindet om det. Det er som at ville gøre byrummet til en tryghedszone på en helt forkert måde. Det er meget kortsynet. For det er jo en selvfølge, at man vil se helt anderledes på mangt og meget i vores tid om 50 år; man vil ryste på hovedet eller grine ad os. Det er selvfølgelig ikke det rigtige at destruere det, vi ikke kan lide synet af eller tanken om lige nu,” siger han og rømmer sig.
”Der er 100 procent sikkert brug for kulturændringer på mange områder. Men det har både været interessant og urovækkende at se, hvordan anstødsstenene nærmest skifter fra måned til måned i denne tid. Nu handler det hele om sexisme. For nogle måneder siden handlede det hele om racisme, men med samme tørst efter at udpege slyngler. Man kunne såmænd indimellem godt ønske sig, at arvesynden var lidt længere fremme i bevidstheden rundtomkring: Lad den, der er ren, kaste den første sten,” siger Johannes Riis og hælder mere kaffe op, inden han minder om, at mange af de værker, vi i dag betragter som klassikere, er skabt af mennesker, som ikke var ufejlbarlige.
”Tiden læger alle sår og alle lår for den sags skyld. Og værkerne står der jo, også selvom ophavsmanden er døde og borte. Nu kan vi godt læse Hamsun eller synge Harald Bergstedts sange, selvom de to forfattere flirtede med nazismen. Og i kirken kan man sagtens læse Davids salmer eller synge Jakob Knudsens salmer, selvom de også havde deres sexskandaler.”
Han tier et øjeblik.
”Nu står vi lige midt i MeToo herhjemme, og det er svært at vide, hvilke konsekvenser det får, ud over at det får kæmpestore konsekvenser. Det er der ingen, der kan være i tvivl om eller have ondt af. Men man kan være bange for, at den får nogle ikke alt for kønne afledte effekter, for eksempel i magtspil i både politik og andre steder. I øjeblikket er det simpelthen umuligt at vide, hvor det fører hen. Det har allerede haft nogle ret radikale følger, må man sige. Og det bliver jo ikke det sidste. Det har statsministeren allerede antydet.”
Har der ikke også været brug for en kulturændring her på Gyldendal?
”Jo, det kan man læse om i Pernille Stensgaards bog (om Gyldendal, red.), og mange ting er jo også blevet ændret. Men det var også en anden tid, da jeg startede herinde. Dengang var der mere vin på bordene, dagene på forlaget var længere, der var ikke så mange, der skulle hjem for at hente børn som i dag,” siger Johannes Riis.
Men i dag tolker han også MeToo-bevægelsen som et billede på, hvordan ”tidsånden kan ændre sig afgørende på kort tid”, som han siger.
”Hvad der tidligere blev accepteret, måske stiltiende, bliver pludselig ikke accepteret mere. Det kan jeg egentlig godt forstå, men at en episode for 10-15 år siden som en hånd på et lår pludselig kan få så stor en betydning så mange år efter, synes jeg viser en fare for en nivellering, hvor man skærer alting over en kam. Jeg synes ikke, at det er sjovt at tænke på, at bagateller kan komme til at betyde lige så meget som grove og grelle overskridelser af folks grænser. Der er en stemning i øjeblikket, som virkelig er radikal. Der er en stor og grim trang til at fordømme og udskamme og dømme folk ude. Det er, som om tilgivelse ikke findes mere. Og det kan efterlade sår, som kan være svære at komme over. Det er pinagtigt at se folk blive tvunget til at bekende deres synder for åbent tæppe uden mindste mulighed for at tage til genmæle. Det er jo som i missionshuset i gamle dage, men da var der dog tilgivelse at få. Hvis man ikke kan tilgive en malplaceret hånd for mange år siden, er man blevet for nærtagende, kan jeg ikke lade være med at synes. Men en krænkelse er jo en subjektiv størrelse, og at den, som vi efterhånden har set mange eksempler på, i tidens løb kan skifte valør, gør den ikke nemmere at håndtere.”
Hvorfor tror du, at det er sådan?
”Det har jeg ingen skudsikker forklaring på, men det kunne jo have at gøre med, at kristendommen er blevet trængt i baggrunden. Vi bliver ikke længere præget af kristendommen og dens nådebegreber, som vi var før. Og så er der heller ingen tvivl om, at de sociale medier har en stor betydning i alt dette her. Ting, der før måske blev hvisket og sagt i krogene, kommer nu frem for fuld udblæsning på de sociale medier. Hvis man før i tiden skulle give sig til kende om et eller andet, skulle man først finde brevpapiret frem og en blyant eller en kuglepen for at skrive ned, hvad man ville sige. Så skulle man finde en kuvert og klistre et frimærke på og så af sted for at putte det i en postkasse. Tit sagde man også til sig selv, at man lige skulle sove på det. Og det kan være et udmærket princip at gøre det, før man foretager sig noget drastisk. Men nu sender man indfald af sted med det samme på de sociale medier. Det går så stærkt. Man kan næsten se, hvordan det ene ord tager det andet, mens man hidser sig mere og mere op foran tastaturet. Man bliver ikke modsagt, som hvis det havde været en telefonsamtale. Og så får man det sendt, måske fortryder man det. Der er i hvert fald ikke den samme langsomhed i kommunikationen mere, som der var før i tiden, og det tror jeg ikke altid er et gode,” siger Johannes Riis, der ikke selv er på nogen af de sociale medier, men stadig foretrækker aviser og bøger med redaktører, der har haft tid til at redigere teksterne som tålmodige gartnere.