Naturroman er en usædvanlig stor læseroplevelse

Norske Tore Kvævens store force er hans indlevende naturbeskrivelser, og at han som forfatter kan skrive med en isbjørns sensibilitet, så man tror på det

Naturroman er en usædvanlig stor læseroplevelse

Når man rejser i Sydgrønland og længere nord på i fjordene omkring Nuuk, møder man ruinerne efter nordboerne. I Qassiarsuk, der engang hed Brattahlid, har man sågar genopført Thjodhildes kirke. Det var her Erik den Røde slog sig ned omkring 985, det område kaldte nordboerne Østerbygden, mens det område, hvor Nuuk i dag ligger, blev kaldt Vesterbygden.

Som vi ved, forsvandt nordboerne og efterlod kun ruinerne bag sig. Myterne om, hvad der skete, har været mange – blev de måske ligefrem udryddet, eller døde de af sygdom? Aron fra Kangeq (1822-1869) lavede et dramatisk træsnit af, hvordan en inuit nedkæmper en nordbo, men sandheden var nok snarere den, at nordboerne i overvejende grad stille og roligt sivede væk fra området igen, fordi klimaet ændrede sig radikalt.

Norske Tore Kvæven lader os møde nogle af de sidste nordboere i sin digre roman ”Når landet mørkner”. Han har placeret handlingen i Vesterbygden og begynder sin fortælling i 1293.

Den gennemgående figur, helten, er den unge, lysende og stærke, ikke-kristne Arnar, som allerede i første kapitel, som 15-årig, forelsker sig i den lige så stærke og selvberoende unge kvinde Eir. Det burde have været ligetil, men det er det ikke, og romanens ene ben er denne umulige, men stærke kærlighed, der trodser alle farer. Hører man lidt ironi her, er det ikke helt forkert. Det er et forførende narrativ, men det bliver også for klichéfyldt, og som karakterer udvikler romanens figurer sig ikke rigtigt.

Allerede fra første kapitel er det også klart, at tiden er slidt, og at den unge Arnars entreprenante drømme skal mødes af modstand: ”Og kun sjældent, ganske sjældent, bliver fremtiden, som menneskene forestiller sig”.

Menneskene, sådan som Kvæven beskriver dem, finder ikke ud af at holde sammen i tider, som er blevet hårde. Tværtimod er det, som om kampene mellem dem tager til. Der er kamp mellem fjordgårdene, der bekender sig til den Hvidekrist, og de asatro fjeldgårde. Der er kamp om land, om fangst og om kvinder. Arnar er nok en helt, men han er også voldelig.

Det, der i min optik gør romanen til en usædvanlig stor læseoplevelse, er Kvævens måde at skifte perspektivet og lade os opleve verden gennem forskellige karakterer, både nordboer og skrællingers (inuit), men især gennem andre sanseapparater.

Som læser ér man den sultne isbjørn, der længe, længe jager en sæl, man mærker den sult, der har gjort den store krop slap og svag, og den sanseløse blodrus, der følger, da samme isbjørn møder en fåreflok. Man er sælen, der mærker, at kampen er tabt, fårene, der kaster sig ud over klippen. Det føles fysisk nærværende, og der er ingen moralsk pegen eller nåde.

Det er der i det hele taget ikke i Kvævens univers. En af romanens mest uafrystelige scener følger en båd med folk på vej tilbage til det gamle land. Alt er godt. Så kommer stormen. Det uafvendelige må ske, og det sker, og vi er med til det allersidste.

Forfatteren Tore Kvæven er selv et naturmenneske, og det kan man mærke, når han skriver landskabet frem som en karakter i sig selv. Som her, hvor Arnar er på tur alene:

”Tre dage roede han langs ubrudte kyster, så sprak klipperne, og fjorde åbnede sig bag dem, og han roede derind. Langs klippeskær, hvor flokke af havfugle gik på vingene, ind under stejle klippesider, hvor bække faldt ud og hang i luften som striber af røg. Han roede hen over et spejl af himmelblåt og sol, for dagene var vindstille, og billederne af himmel og fjeld trak vejret i rolige dønninger under hans båd.”

De skildringer, forstår man godt, kunne indbringe ham Brageprisen.

Bogen kunne med fordel være redigeret 100 sider ned, og det havde været så skønt med et kort, for alle stednavne, og der er virkelig mange, er islandske og ikke til at finde på kort i dag.