Den ligner et funkishus: skarp, voldsom i sats, tung og kompakt. Caffe latte-farvet skrift på snittet trykt på det tyndest mulige papir med voldsomt gennemslag. At læse den i en lænestol eller i sengen er umuligt. Papiret er for tyndt, og bogblokken for tung. Den ville kunne stoppe et pistolskud, hvis man bar den under jakken.
”Bibelen 2020” er en bog, der har det bedst på et bord, hvor siderne falder smukt og tungt i opslagene. Den er mere en studiebibel end en bibel til baglommen. Bevares, den er flot trykt hos Jongbloed i Holland, men jeg forstår ikke dens status ud fra dens form og materialitet.
Den nye bibeltekst har et stort pladsbehov, da den ikke er sat i spalter, men har megen margen. Mange steder er teksten sat i en ret smal klumme, fordi den har en hymnisk eller poetisk karakter. Man kan mene, at der i en bog skal være en vis sammenhæg mellem satstyperne. Det er der ikke, men særligt det at benytte fed i overskrifter er aldrig et pænt syn.
De nye navne til bøgerne er ikke uefne. Temaerne serveres med det samme. De er godt valgt. Bibelen har mange genrer og stillejer. Med hensyn til det fortællende, historien, er Samuelsbøgerne eksemplariske, men her udstilles også svaghederne ved oversættelsen. Den er flad og unødigt uvarieret. I 1. Sam. 2, 26 benyttes verbet ”blev” hele tre gange i én sætning. Det er for meget og for kedeligt. Det bliver uinteressant sprog – især ved den manglende variation. I kapitel 13, vers 13, er ordlyden som andre steder den flade: ”Han er skyld i, at hans slægt er fordømt for altid.” To gange ”er”, men også en uelegant og uambitiøs brug af sproget. I 7, 15 lyder det: ”Resten af Samuels liv fungerede han som leder og dommer i Israel.” Det er ikke rigtigt, fordi det ikke er resten, det handler om, men derimod Samuel. Det bør vel hedde: ”I resten af sit liv fungerede Samuel”.
Især i lange fortællinger trænger man til variation, ikke til ensformighed. Der bruges få passivformer; de er omskrevet til noget med ”blev…”. Parallelismerne kunne give mulighed for forklaring, variation og indførsel af nye ordbetydninger, da de gentager et udsagn med en variation, men også de falder svagt ud. Sproget behøver ikke at være højstemt eller arkaisk, men er danskerne virkelig så dårlige sprogbrugere, og har de så lidt gehør for ordenes valør, som oversætterne antager? Det kan da godt være, at nogen siger ”meget tid”, men forkert er det.
Man bør ikke nødvendigvis ændre i oversættelser, hvis det går ud over poesien. Et kendt stykke fra Det Gamle Testamente er prædikerens vanitas, at alt har sin tid. Hvorfor det upoetiske ”alting har sin tid”, når man kunne skrive ”alt har sin tid”? For mange stavelser ødelægger strømmen i opremsningen. Er ordet ”dræbe” ikke gangbart i stedet for det klodsede ”slå ihjel”? Og hvorfor ”tie stille” og ikke blot ”tie”?
Vigtig er bebudelsen i Lukas 1, 26, hvor englen kommer ind til Maria og siger, at Gud har udvalgt hende: ”Du er noget særligt i hans øjne.” Det forstyrrer meningen. Siger Gud: ”Du er noget specielt”? Eller siger Gud, at hun ikke er noget særligt, men at hun i dette nu bliver det? Guds sindelag har intet med englens ord, forkyndelse og udråb at gøre.
Oversættelsen affortryller ved sin afståen fra vigtige billeddannelser og forklaringer. Maria og Elisabeth mødes som bekendt i Luk. 1, 40, men nu er der ikke nogen logisk sammenhæng mellem vers 43 og 44. Hvorfor springer barnet i Elisabeths liv? På grund af en abstrakt ære? Nej. Derimod egentlig mere omstændeligt, da lyden af Marias hilsen ramte Elisabeths øre og således kom ind i hende. Man må tænke sig lyden ”fonæ” på græsk som en kraft, der går ind i mennesket, og der forårsager noget – herunder, at hilsenen i moderens legeme også når fostrets øre.
Se, det er forunderligt og sjovt, men måske fremmed i en kultur, der tænker for meget på ære. En unødig beskæring, som oversætteren skulle have brugt mere tid på, for intet er jo umuligt at gengive med en vis poetisk elegance, hvis man vil. Til gengæld har oversætterne smart sparet og udskudt ordet ”velsignet” om Maria, så det ikke er englen, der kalder hende det, men derimod Elisabeth i vers 46.
Man klarer sig bedre igennem brevlitteraturen, hvor et brev som Andet Korintherbrev med sine fantastiske tanker og billeder egentlig bliver bedre forståeligt og lidt af en fornøjelse. Som helhed er den nye oversættelse en begrænset fornøjelse, hvilket ikke betyder, at der ikke også er gode glimt og greb i den. Men i en kirkehistorisk sammenhæng er den ikke nyttig.