Oprindeligt er en elegi et sørgedigt, men genren udvider sig og bliver i Rom i 1. århundrede f.Kr. en særlig form for kærlighedsdigte. Ovid er den mest kendte af disse digtere, hans forgængere var Gallus, Tibul og Properts. Sextus Propertius – også kaldet Properts på dansk – er klart den vanskeligste elegiker at læse og digter om sit forhold til pigen Cynthia. Forholdet til hende varede i fem år, fra 29-23 f.Kr. Nogle af digtene har Ole Meyer nu gendigtet på dansk.
Vi følger Properts’ stormende forelskelse, Cynthias skønhed, når han kommer beruset hjem om natten og betragter hende sovende, hans svireture, deres skænderier, brud og forsoning. Indimellem læser vi hans gode råd om monogam kærlighed til en ven, og vi ser bekymringen, når Cynthia er på badeferie uden ham, eller over dødens trussel (dødeligheden i Rom var høj: Døden afsluttede tre fjerdedele af alle ægteskaber inden sølvbrylluppet). Kærlighed er livets mening for Properts, og han skriver om den som alternativ til krige (”Hvorfor skal jeg avle sønner til kejserrigets triumfer?/ Ikke én søn af mit blod lader jeg springe soldat.”), om alderdommens ødelæggelse af kærlighed og skønhed (”den dag din skønhed er væk, er du nok ikke så kæk,” lyder et af de vellykkede vers) og om frygten i kærligheden for at miste den elskede. Samlingen slutter med et gribende digt, hvor Properts lader den døde Cynthia tale til sig i drømme. Det er selvkritisk, Cynthia er generøs over for Properts og hans svigt, og Properts sætter indirekte et smukt minde over Cynthia, når han lader hende sige:
”Men jeg klandrer dig ikke, Propertius, som du fortjener:/ dronning er jeg for længst i de bøger du skrev.”
Den forelskede mand må risikere formue, ære, tryghed og social anseelse, han må tåle ydmygelser, være parat til fysiske strabadser i den kolde nat, og guderne misunder ham hans fornøjelser. Kærlighed og erotik bliver hans livsprojekt og selve livets mening helt ind i døden:
”Du, Cynthia, du og kun du er mit hjem, kun du min familie;/ hvert et øjebliks fryd skylder jeg dig, og kun dig!”
Denne livsstil stod i skarp kontrast til det traditionelle romerske mandeideal: en hårdfør bonde, en myndig pater familias, en udholdende soldat og en principfast politiker på forum. I den romerske republiks sidste år var der plads til elegikernes alternativ, men da Augustus’ regime fik et fast greb om magten, skulle romerne genoprette de tidligere dyder, elegien dør som genre, og den sidste store elegiker, Ovid, bliver landsforvist.
Properts brugte ordet ”blandus”, der betyder attraktiv og venlig, om sig selv og sine digte. De har deres egen sproglige melodi, fine rytmer og lærde allusioner med stor billedskabende kraft. I en del digte lykkes det oversættelsen at ramme disse kvaliteter, og derfor må den hilses velkommen som en ny mulighed for at læse Properts.
Men Properts er som sagt en af de sværeste digtere. Hans sprog og tankegang er speciel, og hans tekst har taget betydelig skade under sin overlevering. Der står mange forkerte ord i de overleverede håndskrifter, og mange verselinjer er blevet byttet rundt. Alt dette volder oversætteren en del vanskeligheder.
Han oversætter nogle steder meget frit, andre steder forkert. For eksempel i det digt, hvor Properts råder en ven til at være tro mod sin kæreste. Oversættelsen her slutter:
”Hvo som vil finde lykken hos én, den eneste kvinde,/ han må i alt hvad han gør glemme sin frihed fra før.”
Den latinske tekst betyder mere tekstnært oversat:
”Den mand kan forblive lykkelig med én kvinde, som aldrig har et lunkent og uforpligtet hjerte.”
Det er jo en noget mere positiv idé end at skulle give afkald på en frihed. Et andet sted oversættes ”poma”, pærer, til bryster – på dansk kan man kalde en kvindes bryster for frugter, men den betydning af ordet ”poma” er ikke belagt på latin, og et tredje sted lader oversættelsen Properts savne at sove på gaden ved nymåne. Et sært savn, for det må da ikke være behageligt, men meningen er da også, at han savner at sove med Cynthia i det fri.
Oversættelsen følger en konservativ tekstudgave. Dog har oversætteren ét sted accepteret en god rettelse, en såkaldt konjektur, i sin trykte latinske tekst, men han oversætter alligevel den overleverede tekst, som ikke giver mening. Det er svært at forstå, hvordan sådan noget kan ske.
Denne kritik skal dog ikke opfattes så hård, som den lyder. Forklaringen på disse fejl er nemlig, at Properts som nævnt er en meget svær forfatter, og han vil derfor volde alle oversættere undtagen de mest kyndige problemer.