Theodor Fontane blev født i Brandenburg for 200 år siden, ved overgangen til 1820. Som blot 16-årig kom han i apotekerlære, men Fontane frekventerede samtidig litterære cirkler og blev siden journalist og teateranmelder.
Hans omtale af hjemstavnen var ikke ligefrem smigrende:
”Hvis man har snakket med dumme folk i tre timer, begynder man selv at lire tåbeligheder af.”
Men at blive udsat for tåbelig snak kan jo også ægge til eftertanke. Og det er just, hvad der sker hos Fontane, hvor det er dagligdagens kedsommelige trummerum og pligtselskabelighed, der får de kvindelige romanpersoner til at længes efter noget andet og mindre banalt.
Det er det indre drama i mennesket, som interesserer Fontane, og deri adskiller han sig fra 1800-tallets store realister. I et brev bemærker Fontane, at når han aldrig blev en verdensberømthed som Ivan Turgenev eller Emile Zola, var det, fordi han vægtede det enkelte menneskes skæbne over samfundsskildringen. Da Fontane engang overværede en middelmådig teaterforestilling, fortrak han efterfølgende til en kirke:
”Bag en af kirkens søjler så jeg en grædende mand, og det rystede mig langt mere end den treakters tragedie, jeg netop havde overværet.”
Det er denne sans for mennesker og menneskelighed, der placerer Fontane som den fremmeste tyske romanforfatter i perioden mellem Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) og Thomas Mann (1875-1955).
Fontane kom sent i gang. Kort før sin 60-årsfødselsdag erklærede han, at nu ville han skrive romaner: ”Der er intet bag mig, alt er foran mig, hvilket både er heldigt og uheldigt på samme tid.”
Mest heldigt skulle det vise sig. I løbet af de næste 20 år fik Fontane skrevet 17 romaner.
Med romanen ”Lene” fra 1888 fik han sit gennembrud. Heri redder en ung officer og baron ved navn Botho von Rienäcker syersken Lene Nimptsch fra at drukne, og de bliver forelskede. Fortælleren lader dog læseren fornemme, at også den kulturelle kapital adskiller de to. Under et hotelophold får Lene øje på to reproduktioner, hun ikke finder mening i:
”Her [blev] hun bevidst om den kløft, der skilte hende fra Botho.”
Til Botho siger hun: ”En dag er du fløjet bort (…) Alle smukke mænd er svage og beherskes af dem, som er stærke… Og den stærkere… Ja, hvem er den stærkere? Ja, enten er det din mor, eller det er folks snak eller forholdene. Eller måske er det alle tre på en gang.”
Det skal vise sig at være en ganske præcis forudsigelse. En dag modtager Botho nemlig et brev fra sin mor, der meddeler, at familiens finansielle situation med ét er blevet så alvorlig, at han hurtigst mulig må gifte sig med sin velhavende kusine Käthe.
Tre år senere lærer Lene en håndværker at kende, som hun bliver gift med. Også det er et fornuftsægteskab. Botho finder de gamle breve fra Lene frem og sukker melankolsk:
”Stor fryd, stor smerte. Ingen roser uden torne. Det er den gamle historie.”
Ja, det er den gamle historie, og man kunne godt kalde ”Lene” for en trivialroman – blot helt uden trivialitet. Fontane imødekom nemlig ikke sine kritikeres mest beredvillige fordomme. De bebrejdede ham, at han ikke straffede den udenomsægteskabelige elskov og lod Lene blive gravid med Botho. Fontane ville i stedet indirekte kritisere den bestående samfundsorden, der hindrede, at Lene og Botho fik hinanden. Til slut har de dog affundet sig med deres respektive skæbner, eller som Botho udrykker det: ”Vores hjerter kan rumme mange modsætninger.”
I sit hovedværk ”Effi Briest” (1895) portrætterer Fontane en kvinde, som ikke kan rumme indre modsætninger. Handlingen kan koges ned til fem sætninger: Effi bliver i en alder af 17 år gift med en 20 år ældre baron. Geert von Innstetten kan dog ikke indfri hendes romantiske drømme. Derfor indleder Effi en affære med en major von Crampas. År senere opdager Innstetten den gamle affære og dræber majoren i en duel. Effi bliver forstødt af både gemalen og sin egen familie.
Effi bliver i modsætning til Lene ikke tromlet af klassesamfundet, som hun netop dyrker:
”Du gør dig ingen forestilling om, hvor ærgerrig jeg er. Det er i grunden kun af ærgerrighed, at jeg har giftet mig med dig.”
Effi lægger følgelig megen vægt på statussymboler, men hun fatter ikke, at der i alle livets grundforhold gælder en grundlov, der hedder: noget for noget. Vil man have privilegierne, må man betale prisen.
Lige inden Effi skal giftes, kalder en legekammerat på hende ud ad vinduet: ”Effi, kom!”. Geert kan ikke glemme de ord, ”som om den lille episode dog havde været mere end en ren tilfældighed”. Han tyder det som et varsel om, at der hviler en skygge over ægteskabet. Og det skal da også snart vise sig, at Effi er en sværmerisk natur, hvem ægteskabet ikke falder nemt. Går jeg glip af noget? Er der nogen, der har det sjovt uden mig? Den blotte tanke blev Effi for byrdefuld, hun tålte den ikke, og den drev hende i armene på en skørtejæger af en major. De amourøse forviklinger bliver opdaget ved en tilfældighed år senere, da Effi ellers har slået sig til ro i ægteskabet. Det bliver fatalt:
”For en time siden en lykkelig hustru, afholdt af alle, der kendte hende, og nu udstødt.”
Fontane lader imidlertid med suveræn psykologisk sans den ellers principfaste Geert fortryde det valg, han har truffet, og betvivle den afvisende holdning, han har indtaget over for Effi:
”Jeg skulle have brændt brevene, og verden burde aldrig have haft noget at vide.”
Sådan ender ”Effi Briest” som en ægteskabelig tragedie, der minder os om, at vi aldrig kommer til bunds i et andet menneskes gåde – heller ikke efter mange års samliv. Alt dette og ikke så lidt mere kom under socialpsykologisk lup i et forfatterskab, der sluttede med Theodor Fontanes død i 1898.