Vi er langt fra de universer, hun opbyggede med blandt andet Hvium-tetralogien, ”En ny tid” samt ”Doktor Bagges anagrammer”, og med sin nye mammut-roman, ”Kaptajnen og Ann Barbara” (Gyldendal) demonstrerer Ida Jessen atter sin spændvidde som forfatter.
Hun er nemlig, med Thomas Bredsdorffs ord, ”hoppet ud på dybt vand i et meget lidt oplyst hjørne af oplysningstiden og har med støtte i genrefiktion som cowboyer-mod-indianere opbygget et univers, der lever i kraft af stærke kvinder og en mand, der er lige så mystisk til sidst som først. Med alle den psykologiske bogs midler har hun beskrevet ham som en lukket bog. En, man får lyst til at tænke videre over.”
I Politiken kalder han Ida Jessens nye roman formidabel og plottet raffineret, og han giver fem hjerter ud af seks til fortællingen om kaptajn Ludwig von Kahlen, som i 1754 af kongen bliver sendt til den jyske hede, nærmere betegnet det sted, som vi i dag kalder Kongenshus, for at opdyrke den. Han går i krig med såvel det umulige, trøstesløse landskab som med den lokale og nederdrægtige godsejer Schinkel, men heldigvis får han hjælp af to kvinder i forsøget på at holde sig selv, sin gård og sit halsbrækkende projekt på den tørre hede oven vande: den lille vilde taterpige, Anmai Mus, og den stolte, ubændige Ann Barbara.
Også i Kristeligt Dagblad er der fem stjerner fra Lars Handesten, der kalder ”Kaptajnen og Ann Barbara” for en voldsom og farverig historie, som handler om menneskelig godhed og ondskab, og som giver sig velgørende god tid til at rulle dramaet ud. Og han bemærker sig som Thomas Bredsdorff, der kalder et afsnit i sin anmeldelse for ”MeToo på heden”, romanens aktualitet:
”Ida Jessens sidste roman hed ’Telefon’ og handlede om aktuelle problemstillinger. Med ’Kaptajnen og Ann Barbara’ er hun trådt 250 år tilbage i tid. Men noget er dog også helt aktuelt i den. Indvandrere og foragtede befolkningsgrupper og spændingerne, som følger dem, kender man kun alt for godt i dag. Men ikke mindst seriekrænkeren Schinkel har sine moderne brødre. Magtmisbrug har til alle tider været en svøbe.”
I Information er det Ida Jessens stil, persontegning og sprog, der for alvor imponerer Lone Nikolajsen, som er begejstret for det, hun betegner som en sagtmodig western, hvis karakterer fascinerer ved deres evne til at holde ud og blive ved. Og så er hun yderst tilfreds med, at romanen ikke udpensler følelser, at den udviser en klædelig mangel på sentimentalitet, samt at den er dejligt utilbøjelig til at overforklare, men til gengæld stærk i sine lakoniske formuleringer:
”Ida Jessens enkle, udramatiserende fortællemåde virker utroligt imødekommende. Landskabet, vejret og den øvrige omverden fremmanes gennem en (syntaktisk varieret og elegant) opremsning af konkrete forekomster, fra dyre- og planteliv til inventar og påklædning (…). Den distance, som fortællemåden i ’Kaptajnen og Ann Barbara’ skaber til karaktererne, er befriende. I stedet for at blive inviteret ind og vist rundt i deres psyker opridser Ida Jessen på en både meget enkel, sikker og gedigen måde en livsverden, der er radikalt anderledes end den, hvori man sidder mageligt og læser, men som fremstår lige så håndgribelig som lyng og træsko.”
Og det er noget nyt, skriver Henriette Bacher Lind i sin anmeldelse i Morgenavisen Jyllands-Posten, at Ida Jessen, som netop er kendt for sine dybe psykologiske portrætter, navnlig af kvinder, giver naturen den store og afgørende rolle i handlingen i ”Kaptajnen og Ann Barbara”. Hun kalder den for en lovsang til heden, som ”beskrives vidunderligt, med vibrerende tændte sanser. Den krydrede duft, lyngens lilla tæppe, vilde skyer på den vide himmel, uvejr med brag og lyn m.v. skildres med skønhed, poesi og realisme og står helt skarpt, mens karaktererne er fjerne.”
Hun krydrer sin læsning med fire stjerner ud af seks mulige, men er dog mindre begejstret end Lone Nikolajsen for den distance, som Ida Jessen har lagt til sine romankarakterer:
”Forfatteren holder sig på – ærbødig? – afstand af kaptajnen og de mennesker, som udgør en del af hans lille verden, men atmosfæren var blevet mere levende, hvis hun, som hun er så fabelagtigt god til, havde bevæget sig ind i den fiktive Ann Barbara.”
Men det er nu ikke der, Lars Bukdahl i Weekendavisen sætter sine forbehold ind. Det er snarere ved de enorme forventninger, som han selv havde til ”Ida Jessens nye, magtfulde mursten”. I den ”går en standhaftig tinsoldat holmgang med Jyllands nådesløse ørkenlandskab”.
Men inden han konkluderer, undrer han sig højlydt over, at ingen af hendes romaner er blevet filmatiseret:
”Det filmiske hos Jessen har både noget at gøre med de sindsoprivende plots, som faktisk er plots, og med den tykke stemningsfuldhed, herunder landsskabsstemningsfuldhed, og med de skamløst håndfaste trivigenrekvaliteter, suspense, melodrama etcetera.”
Og så bemærker han, som Lone Nikolajsen, at selvom det måske nogle gange nærmer sig det, som han kalder ”en art armods-porno”, så kammer det aldrig over, fordi Ida Jessen ”hele tiden er så forbandet, stilistisk forbenet konkret”. Men han står og tripper lidt, inden han skal fælde den endelige dom over ”Kaptajnen og Ann Barbara”. Den er en klassisk formelt vellykket roman, som han dog finder en smule mindre original og egensindig end mange af Ida Jessens tidligere romaner, ikke mindst Hvium-trilogien:
”Så ja, jeg piver mig forkælet over, at Jessen denne gang er for Pontoppidansk, bare lige for at læseren forstår, at fra næsten enhver anden anmelder ville, hvad jeg vrantent fremmumler her, fremstå som en uforbeholden ros.”
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.
Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen her.