Vi befinder os i Finland kort efter den russiske revolution. Militsen har indtaget byen, rundt omkring gemmer officerer fra den finske hær sig på lofter. En af dem er Ivan, det er hans søster Aïno, der gemmer ham. Men denne nat er det som om, der bogstaveligt talt går en prop af en flaske. Byen bliver beruset, vinen flyder i gaderne, alle må ud, alle giver slip, der er noget ustyrligt på færde. Ivan stikker af for at opsøge kvinder, og den pænt gifte Aïno kan ikke sove, men lister væk fra sin ikke særligt charmerende snorkende ægtemand og ud til den soldat, hun har set, har øje for hende. Sikke en nat.
Hvem, der ikke bifalder al den løssluppenhed, er de to gammeljomfrusøstre Illmanen. De er som taget ud af en Herman Bang-novelle, som de sidder der, anæmiske, hostende, den ene af dem stadigt smagende på et kys, hun fik som 13-årig af ovennævnte Ivan. Også de krydser rundt i byen denne nat med deres flaksende kapper om de alt for magre kroppe ikke i begærets blodrus, men som let bitre observatører af et liv, der gik dem forbi.
Irène Némirovsky udgav titelnovellen ”Blodrus” i 1934. Hendes forfatterskab er ikke så kendt, som det burde være, måske fordi hun med sin undsigelse af det jødiske er en lidt besværlig figur. Hun bliver født i Kiev i 1903 og efter Oktoberrevolutionen ender hun i Paris, gifter sig fransk, får to piger. Hun er jøde men uden at føle identitet med det jødiske. Alligevel ender hun sit liv i Auschwitz i 1942. Hendes børn undslipper mirakuløst, og med sig gennem livet har de en kuffert med hendes uudgivne manuskripter, heriblandt romanen ”Storm i juni”, som udkom i 2004, og posthumt indbragte hende Renaudot-prisen, og er såmænd også filmatiseret.
”Blodrus” er udkommet på det lille, frankofile forlag Chataigne (Kastanje), og det er deres tredje udgivelse af Némirovsky. Det er otte noveller udgivet mellem 1934 og 1941. Flere af dem i den højrenationale, politiske ugeavis Gringoire, nogle af dem skrevet under mandlige pseudonymer.
Irène Némirovskys tekster kan godt udspille sig i en større politisk kontekst, men det, der interesserer hende, er karaktererne, deres selvbedrag og løgne. I novellen ”Heksen” ser man en kvinde, hvis egne fallerede ambitioner har fået hende til at skubbe først den ene datter og nu den anden ind i karrierer, de ikke kan holde til eller ikke har evner til. Men som hun siger, er det ”forældres triste skæbne altid at blive skuffet over de børn, de har sat i verden”. Hun har måske indset, at datter nummer to heller ikke kommer til at gøre det så godt på de skrå brædder, men, som hun slutteligt smækker på som trumf, så er der også et barnebarn.
Némirovsky kan fange en karakter som Hugo, den gamle egoistiske rigmand, der betragter verden som et teaterstykke. Her ser vi ham sove: ”Halvt afklædt, med den ene hånd på en bog, mens han med den anden vellystigt pressede en frisk frugt, som om den var et kvindebryst.”
Man kan blive ved med at finde perler hos Némirovsky, selv om ikke alle novellerne er lige prægnante. Nogle af dem vil man ikke så meget huske for skildringen af en karakter, men mere for det helt ekstremt uhyggelige i, at Irène Némirovskys skriver om, hvordan krigen kommer i 1940, hun ser i sin tekst, hvor galt det kan gå. Det hele står der på sin vis. Men alligevel indser hun ikke før alt for sent den fare, hun med sin baggrund selv stod i.
Hun kan minde om Guy de Maupassant, som jo også var optaget af at vise, hvor kort, der kunne være fra den ene yderkant af livet til den anden, og også, hvordan mennesket bliver offer for sin egen forfængelighed. Mennesket er en dåre.
Novellerne er oversat af forlæggerne selv, og de har også skrevet en fremragende indledning. De er grundige, og formentlig kunne de også have drømt om flere midler til det grafiske udstyr. Om man synes, oversættelser skal forsynes med noter, som de har valgt, er en smagssag.