En stor mester – mesterligt beskrevet

Overdådig og nybrydende bog om Nicolai Abildgaard og hans bygningsdesign

Abildgaard var helt sin egen, og nok var han klassicist, men han genbrugte dog også dele af rokokoens udsmykninger, han benyttede tapeter og pigmenter, som egentlig var blevet umoderne i hans tid. Alt dette kommer man omkring i den smukke bog. Her ses gallasalen i arveprinsens palæ på Amalienborg, hovedværket i Nicolai Abildgaards restaurering, som blev foretaget efter branden i 1794. – Foto: Peter Nørby/Kongernes Samling.
Abildgaard var helt sin egen, og nok var han klassicist, men han genbrugte dog også dele af rokokoens udsmykninger, han benyttede tapeter og pigmenter, som egentlig var blevet umoderne i hans tid. Alt dette kommer man omkring i den smukke bog. Her ses gallasalen i arveprinsens palæ på Amalienborg, hovedværket i Nicolai Abildgaards restaurering, som blev foretaget efter branden i 1794. – Foto: Peter Nørby/Kongernes Samling.

Nicolai Abildgaard levede mellem 1743 og 1809 og tilhørte den første generation af elever og lærere fra Kunstakademiet i København. Klassicist, revolutionær, lærd og måske besværlig. Han hjemsendte i 1775 fra Rom sit banebrydende maleri af den sårede Filoktet, der åbnede vejen til de højeste opgaver og embeder for ham.

Han blev overdraget at levere de store historiske malerier til Christiansborgs riddersal, hvor de imidlertid gik op i luer ved slotsbranden i 1794. Abildgaard har altid hørt til i den tunge ende af beskæftigelsen for danske og udenlandske kunsthistorikere.

Det sidste store værk om ham var Patrick Kragelunds om kunstneren mellem oprørerne, Abildgaard som politisk kunstner, der udnyttede den romerske republiks kunst til en samtidsanalyse.

I 1990’erne kom der en ny opmærksomhed på Abildgaards tegninger til ombygningen af Amalienborg, hvortil den kongelige familie måtte flytte efter slotsbranden i 1794. Det skete i forbindelse med restaureringen af Levetzaus Palæ. Efter at Amalienborgs palæer havde tjent som bolig for skiftende konger, var de blevet indrettet i nye tiders stil, men nu søgte man tilbage til det ret rige materiale, der var i arkiver og samlinger.

Man blev forbløffet over, hvor voldsom og moderne Abildgaard var, når han skulle ombygge og farvesætte rummene.

Arkitekturhistorikeren Hanne Raabyemagle har gennem hele sit virke arbejdet med 1700-tallets bygninger og skrevet om Nicolai Eigtved og Amalienborg; nu er der tale om et nyt og frugtbart kompagniskab, idet bogen om Abildgaard som arkitekt er skrevet af såvel farvearkæolog konservator Line Bregnhøi som Hanne Raabyemagle. Og hvilken bog? En svær bog, en dybt faglig bog, en overdådig bog, der vender enhver sten på vejen. Der kradses, skrabes og afdækkes, der søges og findes, der tolkes og fortælles – og enorme mængder af nyt stof kommer frem.

Det er ikke en bog, man stryger igennem. Man må læse langsomt og i bidder. Langt den største del handler om indretningen af arveprinsens palæ, hvor vi som læsere får mulighed for at følge Abildgaard i selve arbejdsprocessen, hans valg af løsninger, hans krav til farver, hans inspiration af de arkæologiske værker om romersk arkitektur. Forfatterne kan ligefrem kritisere de valg, der blev truffet ved den sidste restaurering i 1990’erne. Man har slået af på materialekvaliteten og intensiteten.

Abildgaard var helt sin egen, og nok var han klassicist, men han genbrugte dog også dele af rokokoens udsmykninger, han benyttede tapeter og pigmenter, som egentlig var blevet umoderne i hans tid. Alt dette kommer vi omkring. Den lange historie skal gøres kort. Barndommens længsels ø var formodentlig for andre en mig det kinesiske tehus i Frederiksberg Have. Her kunne man ikke komme til, da det er på en ø. Man har antaget, at det helt og holdent var Andreas Kirkerups værk, men det viser sig, at Abildgaard har haft meget mere end antaget at gøre med indretningen. Han har sat sig ind i den engelske arkitekt William Chambers’ værker om kinesisk arkitektur og insisteret på en indre og ydre dekoration, der skulle få huset til at skinne og stråle i de vilde farver. Klassicisten bliver kinesisk, tænker konsekvent kinesisk.

Anderledes ved anlægget af de såkaldte schweiziske og norske huse i Søndermarken og i Sorgenfri bag, hvis simple ydre rummer florlette interiører med høje kupler og skønne loftsmalerier. Det viser alt sammen spændvidden hos Abildgaard, en arkitekt for de rigeste, for hoffet, for eliten, en designer, en indretningsarkitekt af format.

Man tør nok sige, at Abildgaard ikke bliver helt den samme som før efter denne topprofessionelle øjenåbner. Det er en bog, der skriver sig ind i en fornem række af kunsthistoriske afhandlinger – og dermed selvfølgelig allerede er en klassiker.8