Yahya Hassan er et poetisk maskingevær

Yahya Hassan er tilbage med en forrygende digtsamling, der placerer ham som en lysende skikkelse i det danske poetiske landskab

Allerstærkest er Hassan i sine langdigte, som der ligesom i den første samling er et par stykker af i 2’eren. Her skifter motiver, stilarter, synsvinkler og tonefald uophørligt, når vi føres rundt i Hassans univers.
Allerstærkest er Hassan i sine langdigte, som der ligesom i den første samling er et par stykker af i 2’eren. Her skifter motiver, stilarter, synsvinkler og tonefald uophørligt, når vi føres rundt i Hassans univers. . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Så kom Yahya Hassan efter seks år med det, der med en kliché er blevet kaldt den svære toer. Man kan diskutere, om klichéen har relation til Hassans værk, for på den ene side har man gennem en årrække i pressen kunnet høre om Hassans svære liv med kriminalitet, fængselsdomme og psykiatriske indlæggelser. På den anden side er ”Yahya Hassan 2” en imponerende helstøbt bog, hvor digteren udfolder sit enorme artilleri af poetiske virkemidler på en måde, der ikke står tilbage for 1’eren fra 2013. Bogen slutter selvbevidst med en deklaration, som ikke rammer ved siden af: ”JEG ER ET LITTERÆRT HANGARSKIB / ET POETISK MASKINGEVÆR”.

Thorkild Bjørnvig skrev i 1959 et essay om begrebet ”den æstetiske idiosynkrasi”, hvormed han hentydede til et fænomen i moderne kunst og samfund, hvor en persons følelsesliv koncentreres i et hæmningsløst raseri, der udløses over detaljer, genstande og personer i omverdenen. Denne tilgang til verden, hvor fornuft, empati og etik er sat på standby, er ikke sjælden i moderne lyrik og resulterer ofte i en rablende, søndersprængt og eksperimenterende stil, som man ser det hos nogle af dette århundredes bedste danske digtere som Jess Ørnsbo, Klaus Rifbjerg, Henrik Nordbrandt – og Yahya Hassan. Der skydes i ”Hassan 2” som i 1’eren med pumpgun mod alt, hvad der bevæger sig.

Til forskel fra det første værk, hvor vi biografisk fik historien om Hassans opvækst i et ghettoområde i Aarhus og hans dysfunktionelle familieforhold, kriminelle aktiviteter og ophold i ungdomsfængsel, så tager 2’eren fat og beskriver digterens år siden debuten, hvor livet ikke blot har budt på penge, berømmelse og succes, men også på en tilværelse med livvagter, voldsdomme og psykiske sammenbrud.

Ser vi på, hvor Hassans frenetiske ordsalver rammer, kan man for eksempel læse den følgende sarkastiske beskrivelse af det dannede borgerskab: ”DE INTELEKTUELLE HAR ALLE SAMMEN SOMMERHUS / OG DE ER BANGE FOR STORMSKADER / DE BOR PÅ ØSTERBRO / OG PLAGES AF BANDEKONFLIKTEN PÅ NØRREBRO / DE VANDER KARTOFLERNE I RÆKKERNE / OG PISKER BØRNENE MED IDYL / DE HILSER HELLERE PÅ EN KENDT / END EN BEKENDT”. Også undertrykkelsen af den palæstinensiske befolkning og flygtningekrisen er blandt de emner, der har en central plads i den sociale indignation: ”I GAZASTRIBEN BADER BØRNENE FOR FODEN AF KRIGSSKIBET / GRANATERNE RAMMER DEM / OG BØLGERNE TAGER DEM / FLYGTNINGE DRIVES SOM KVÆG / OG TRANSPORTERES SOM SLAGTESVIN / JORDSKÆLV OG HIMMELSKÆLV / FOSFORREGN OG PALMER I NAPALMREGN / MÅ GUDEN OG FANDEN FORBYDE DET I ENIGHED.”

Allerstærkest er Hassan i sine langdigte, som der ligesom i den første samling er et par stykker af i 2’eren. Her skifter motiver, stilarter, synsvinkler og tonefald uophørligt, når vi føres rundt i Hassans univers med voldelige overfald med rustne søm, sex på rastepladser, fixering på psykiatriske afdelinger, kokainrus, vold i familien, forfølgelse af pædofile på fængselsafdelinger og andre rå situationer. Er raseriet og vreden den drivende kraft i skriften, så er der imidlertid også passager, hvor man møder en følsom og sårbar side som modpol til den brutale og selvhævdende attitude.

Man hører f.eks. i en række smukke og sorgfulde passager om digterens ex-kæreste: ”HUN ER BLEVET MAGER OG MISMODIG AF AT ELSKE MIG / JEG HAR MALKET HENDE / SÅ SNART HUN FORLADER MIG / BEGYNDER HENDES KROP OG SIND AT RESTITUERE / OG TAGE FORM IGEN / OG HUN BLIVER VAKKER SOM DAGEN JEG TRAF HENDE”.

Endelig bør det nævnes, at Hassans digte tit har en absurdistisk humor, som virker forløsende midt i al elendigheden. Et herligt digt hedder ”VILDT” og lader et selvhøjtideligt statement fise ud et par gakkede rim: ”JEG HAR HAFT EN SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN / SIDEN ÅR 2013 / TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN / DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED / OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED.” Man kan ligeledes ikke andet end nyde det følgende elegante skift fra en patosladet beskrivelse af fængselstilværelsen til et vrængende og plat rim: ”MINE ØJNE HAR VÆNNET SIG TIL AT ALT ER GRÅT / NÅR HIMLEN ER GRÅ TRÆKKER JEG GARDINERNE FOR / JEG GIVER BARE OP NÅR KÆRESTEN SLÅR OP / DET SKAL JO NOK BLIVE LIGE SÅ GODT / MED EN DER BARE ER LIGESÅ FLOT”.

Yahya Hassan er tilbage med en forrygende samling digte, der som i 2013 placerer ham som en lysende skikkelse i det danske poetiske landskab.