”Sankt Hansblus på Skagen strand” af Peder Severin Krøyer skildrer en velkendt dansk tradition, som jeg altid selv har holdt af. Sommeren er lige startet, man er næsten midt på året, og det føles som en anledning til at gøre status, lidt som en nytårsaften midt på sommeren.
Jeg har selv holdt sankthans i Skagen hvert år, siden jeg flyttede hertil. Min familie og jeg bor tæt ved Vippefyret, hvor motivet er fra, og hvor skagboerne og andre hvert år mødes, fejrer sankthans og selvfølgelig synger ”Midsommervisen”. Det plejer ofte at regne og ruske, men i mange menneskers tanker og forestillinger tror jeg værket fanger den særlige stemning af en juniaften foran et blussende bål, som man forbinder med sankthans.
Jeg har altid selv holdt af billedet og har to børn, den ene en søn på seks, og det er uden sammenligning hans favoritbillede på museet. Det er fantastisk udført og bærer på en stor fortælling, som drager beskueren til sig på en meget umiddelbar måde.
Man kan i første omgang tænke, at det ”bare” er en skildring af en festlig sommeraften og en dansk tradition. Men dykker man ned i værket, belyser det Krøyer som menneske og hans liv som kunstner, mand og far.
Noget af det mest fascinerende ved værket er de valg, Krøyer har truffet. De mennesker, han har valgt at portrættere, og den vej, deres blikke og opmærksomhed er vendt: Selvfølgelig mod hovedmotivet, bålet, men også mod hinanden og beskueren.
Til højre i billedet står de lokale skagboer, på jorden sidder de lokale børn, og til venstre står en række af eftertidens mest kendte kunstnere som Michael og Anna Ancher, Holger Drachmann og Soffi og borgmesterparret Otto og Alba Schwartz. I maleriet skildrer Krøyer i alt 42 personer, deres kroppe, påklædning og fremtoning, men også deres indbyrdes relationer og deres relationer til ham.
Man kan nævne hovedværker fra Krøyers kunstnerkarriere i flæng: ”Hip, Hip, Hurra”, ”Sommeraften ved Skagen Sønderstrand”, ”Roser”. Men jeg har altid opfattet netop dette maleri som et livsværk fra Krøyers side. Et værk, som havde stor betydning for ham, et værk, han måtte færdiggøre.
Mange vil nok især fremhæve Marie Krøyer, som står lænet op ad en båd lidt tilbage i billedet sammen med komponisten Hugo Alfvén, og trekantsdramaet imellem dem. I 1906, hvor værket stod færdigt, var P. S. Krøyer og Marie Krøyer gået fra hinanden, og man kan undre sig over, at han har valgt at male hende så centralt i billedet. Det virker som at gnide salt i såret, men jeg ser det mere i relation til livsværket. Marie Krøyer var en vigtig del af hans liv, portrætteret utallige gange i hans værker, mor til hans datter, og hans store kærlighed, som endte med at forlade ham til fordel for Alfvén.
Værket blev færdigt tre år inden, P. S. Krøyer døde – i en tid, hvor han kæmpede med sygdom og i perioder var indlagt på et sindssygehospital i Middelfart. Det er et stærkt billede malet i en tid, hvor Krøyers helbred var skrøbeligt. På det store lærred ligger både en skildring af hans professionelle arbejde med oliemaleriet, af de personer i hans liv, som betød mest, og af Skagen, som blev omdrejningspunkt for hans kunstnerliv.
Man siger, at Krøyer havde tre hjem: København, Skagen og Europa. Selvom han i forhold til de øvrige skagensmalere kom forholdsvist sent til Skagen, vendte han tilbage hertil nærmest hvert år indtil sin død. Mange af de ting, der betød noget af ham, er omfavnet i dette værk: Skildringen af forskellige lyskilder, festen, samværet og det sociale sammenhold, skagboerne, de andre kunstnere, kærligheden, Marie Krøyer og deres datter Vibeke.