Engang lå det fast, at det var bogreolen, man vendte sig mod, når man skulle søge viden om skovens svampe, danske statsministre eller europæisk kunsthistorie. Sådan er det ikke længere. I dag er det ofte en browser eller en app i stedet for en fagbog, der åbnes. Og mens den digitale verden kun er vokset de senere år, er antallet af både nye og genoptrykte fagbogsudgivelser faldet.
I 2007 blev der i alt udgivet 9636 fysiske fagbøger, mens der i 2019 blev udgivet 6245 fysiske fagbøger, viser tal fra Danmarks Statistik. Til sammenligning er antallet af skønlitterære fysiske udgivelser steget i samme periode. Også antallet af fagbøger, der er udgivet som online e-bøger, er faldet i perioden fra 2012 til 2019.
”Fagbogen er i krise,” lyder det fra Henrik Poulsen, formand for Dansk Forfatterforenings undergruppe for faglitterære forfatter.
Han ser fagbogens svækkede position som et problem for den offentlige debat.
”Det, der kendetegner fagbogen, er, at den er lavet af en person, som ud over at have evner i at formidle stof også er en person, der er godt inde i det konkrete fagområde, hvad enten det er en havebog, en akademisk bog eller en biografi. Derfor er der en pålidelighed i fagbogen, som man ikke finder, når en tilfældig person skriver noget på sociale medier. Men desværre overtager sociale medier i øjeblikket i stigende grad den vidensformidling, som fagbøgerne tidligere har stået for, og når faglighed og fagbøger mister betydning, kommer objektiv viden til forhandling,” siger Henrik Poulsen, der ikke kun mener, at det er sociale medier og fake news, der truer fagbogen.
Ifølge ham nedprioriteres fagbogen nemlig generelt i det danske samfund, hvilket blandt andet illustreres ved, at en skønlitterær forfatter modtager flere penge i biblioteksafgift pr. skrevet side end en faglitterær forfatter, ”selvom det kan tage den faglitterære forfatter en måned at researche til én enkelt side”.
”I Norge har fagbogen en helt anden status. Dér er der oprettet tre professorater, som forsker i fagbogen, og når der er bevilget forskningspenge til et område, er der en helt anden opmærksomhed på det. Det kunne vi lære noget af i Danmark,” siger Henrik Poulsen.
En af de forskere og fagbogsforfattere, der oplever, at det bliver mindre og mindre attraktivt at skrive og udgive fagbøger herhjemme, er Anna Karlskov Skyggebjerg, der er ph.d. og lektor ved DPU, Aarhus Universitet, med børnelitteratur og fagdidaktik som område.
”Hvis man som forsker skal udgive en specialiseret fagbog hos et forlag, skal man i dag selv have omkring 100.000 kroner med fra en fond eller universitetet, fordi forlagene ikke kan tjene penge på udgivelserne. For 15 år siden var det bare 5000 kroner, og det var noget mere overskueligt. Fra et forskerperspektiv er det med til at presse fagbogen,” siger Anna Karlskov Skyggebjerg, der også peger på en anden grund til, at det i dag ikke er attraktivt at skrive fagbøger:
”Hvor vi tidligere oftest skrev bøger eller antologier, udgiver vi nu i højere grad artikler i internationale tidsskrifter, fordi det er det, universitetsssystemet belønner.”
Christina Matthiesen er lektor i retorik ved Københavns Universitet og redaktionsrådsmedlem af det nordiske forskningstidsskrift Sakprosa. Hun vurderer også, at fagbogen står svagere i Danmark end i Norge.
”I både biblioteksvæsenet, i litteraturhusene og i skolesystemet i Norge er skønlitteratur og sagprosa i højere grad ligestillet,” siger hun og tilføjer, at der i Norge også er ”en helt anden kultur for at holde store ’sakprosa’-festivaler og udgive lækre fagbogstidsskrifter”.
Lektoren peger på to aktører som helt afgørende for fagbogens status i Norge. Den ene er fonden Fritt Ord, der poster mange penge i faglitteraturen, og hvis midler kommer fra den norske kioskkæde Narvesen. Den anden er Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening.
”Foreningen har penge, fordi den blandt andet har lavet en ordning, hvor de faglitterære forfattere giver en andel af deres indtjening til foreningen og dermed fagbogsmiljøet. For mens mange fagbøger sælger meget lidt, så er der også nogle få, der sælger meget. Pengene bruges så til forskningssamarbejder med universiteterne, festivaler og stipendier til fagbogsforfattere,” fortæller Christina Matthiesen, der mener, at tiltagene har en positiv effekt på hele det norske samfunds syn på faglitteratur, mens det ser anderledes ud herhjemme.
”Min oplevelse er, at man i Danmark har et mere ensidigt blik på, hvad faglitteratur er og kan, ikke mindst i grundskolen og gymnasiet. Når man bruger ordet ’skønlitteratur’, vil mange med det samme få associationer til forskellige skønlitterære genrer som drama, novelle, roman, graphic novel eller billedbøger til børn. Jeg kunne godt tænke mig, at fagbogen blev opfattet som lige så vigtig, engagerende og forskelligartet, for den kan udvikle vores viden og være en dyb æstetisk oplevelse, hvad enten den er en reportagebog, kogebog eller informationstegneserie om biens liv,” siger Christina Matthiesen, der mener, at fagbogen i dag ud over sociale medier også udfordres af podcasts, ”som leverer informationer af fagbogsagtig karakter og typisk kan indeholde både vidensformidling, debat og fakta”.
”Men det er vigtigt for et samfund, at vi ikke kun har podcasts, men også har skønlitteratur og faglitteratur, for skriften og læsningen af skrift kan noget særligt, få tænkning og sprog til at vokse, blive dybere, mere præcis og nuanceret,” mener Christina Matthiesen.