Forbrydelser og hævn tilsat tatoveringer og blomster på Samsø

Sissel-Jo Gazans nye roman, ”Hvide blomster”, hører til den slags, man ikke ønsker får en ende

Det sker indimellem, at man sidder med en roman i hænderne, som man egentlig ikke har lyst til skal ende. Nogle gang kan man gå så vidt, at man doserer læsningen, fordi man er så godt underholdt og så optaget af historien, at man egentlig ikke ønsker, at den skal slutte.

Sådan havde denne skribent det med Sissel-Jo Gazans nyeste roman, ”Hvide blomster”. Det er for snævert at sætte romanen i bås som ”krimi”, selvom den også indeholder de elementer, der kendetegner den genre: plot, forbrydelser og opklaring. Men ”Hvide blomster” indeholder så meget andet, at det er mere korrekt at sige, at det er en roman om forbrydelse og hævn, om tatoveringer og blomster og om pigeliv, venskaber og familieliv.

Historien udspiller sig på Samsø, hvor de to kusiner Jenny og Tessa vokser op i 1990’erne. Det er Jenny, der fortæller historien, og alt, hvad der sker, opleves og fortolkes gennem hendes øjne. Jenny er en klog og intelligent pige, der lever sammen med sin mor Kisser, der ernærer sig som tatovør på øen. Kusinen Tessa er som udgangspunkt dårligere stillet. Hendes mor er misbruger, og hendes far, der også er Jennys onkel, er næsten lige så ustabil. Men de to kusiner har hinanden, og deres venskab er ubrydeligt.

Da en ung kvinde forsvinder, og politiet kommer ind i sagen, hvirvles de to kusiner ind i et dramatisk forløb, som de voksne forsøger at beskytte dem mod. Men Jenny især er god til at lægge to og to sammen, og endnu en gang skal det vise sig, at børn ofte ved meget mere, end de voksne tror.

Jenny og Tessa er klar over, at noget er ravruskende galt på øen, og da Tessa samtidig begynder at opføre sig virkelig mærkeligt og anderledes, bliver Jenny først for alvor urolig.

Endnu nogle dramatiske begivenheder, som begge piger kommer til at spille afgørende roller i, følger, efterhånden som historien breder sig ud.

For selvom forbrydelserne og især hævnen er omdrejningspunktet i ”Hvide blomster”, så er der som nævnt så meget andet. For eksempel en varm og kærlig beskrivelse af den familie, som de to kusiner deler. Jennys mor, Kisser, er tvillingesøster til Tessas far, onkel Jimmy, der igen er børn af bedstefar Palle, der driver en berømt tatoo-forretning i Aarhus.

Således kommer tatoveringer, både den tekniske og den kulturhistoriske del, til at fylde meget, og det er lærerig og interessant læsning, som kun kan være resultatet af en omfattende research.

Det samme gælder den floraen på øen. Jennys store interesse er botanik, især den på Samsø. Hun cykler øen rundt for at indsamle planter, identificere og registrere dem og lægge dem i pres. Hendes forbillede er bedstefaren i familien, der også var en kendt botaniker med smag for især de giftige planter. Bogens titel refererer til sætningen om, at ikke alle hvide blomster er giftige, men dem, der er giftige, er hvide.

Man bliver i godt humør af at læse ”Hvide blomster”, og det er svært at tage afsked med den ”skøre”, men også empatiske og kærlige familie, der er villige til at gå over grænsen for at søge retfærdighed for forbydelser mod børn.