Den socialt akavede kronofysiker Sverre Jun forelsker sig i to piger på én gang, og for at minimere risikoen for at fortryde sit valg af livspartner beslutter han sig for at konstruere en prognosemaskine, der ved hjælp af algoritmer kan forudsige fremtiden. I det såkaldte tillidssamfund, Nøjrup, hvor penge er afskaffet, og fokus er på fællesskab frem for individ, dedikerer han sig til sin opfindelse, hvor de andre lokale karakterer har mere eller mindre relaterede projekter, blandt andre psykologen Annet, der arbejder med personlighedsomstillinger.
Dette tilsat et omfattende note-apparat, et litteraturteoretisk metaspor og et væld af referencer til begivenheder og personer fra forfatterens andre romaner – og meget, meget mere – udgør Svend Åge Madsens nyeste roman ”Fremtidsspejl” (Gyldendal). Og den er ifølge Erik Svendsen i Morgenavisen Jyllands-Posten en Madsen Classic, omend det etisk-eksperimentelle gør ham trekantet i hovedet.
Han konstaterer, som flere af sine anmelderkolleger, at denne nye roman er skrevet til forfatterens mange fans, da person-netværket kræver maksimal koncentration, hvis ikke læseren skal ende begravet i de mange informationer. Men det ændrer dog ingenlunde ved forfatterens særstatus: ”Svend Åge Madsen er unik i dansk litteratur. Ingen – ingen – har så udpræget sans for at skabe parallelsamfund, der både ligner og langt overgår den verden, vi troede, vi kendte.”
Det bliver til fire stjerner ud af seks til ”Fremtidsspejl”, og hvis Weekendavisen begav sig af sted med den slags vurderinger, ville der utvivlsomt være mange flere fra en nærmest ekstatisk Lars Bukdahl, der erklærer sig for såvel Svend Åge Madsen-nørd som -fan i en anmeldelse, der forgrener sig som en af forfatterens egne romaner. Han konkluderer:
”Man kunne godt forestille sig en fortælling af Madsen, hvis ikke han selv ville dømme den for uoriginal, hvor en blød maskine ud fra et massivt karakterfuldt forfatterskab som Madsens kunne generere et helt nyt værk totalt og perfekt i forfatterens ånd, og sådan et værk kan ’Fremtidsspejl’ i bedste forstand godt ligne, jævnfør også alle noterne til alle bøgerne.”
Så begejstret er Tue Andersen Nexø dog langtfra i Information . For ham føles romanen som ”en intenst sammenfiltret klump inde fra fortællekrattets midte”, der måske mest af alt giver lyst til at gå på opdagelse i bagkataloget for at se, om det kan læses på ny, og han sidder tilbage med en fornemmelse af, at skriften ikke længere kan følge med forfatterens mange påfund: ”I hvert fald er store dele af romanen skrevet i en kortfattet notatform, nærmest som om den er mere optaget af at komme videre til sin næste idé end at folde sine scener og skikkelser ud. Men man har også brug for øjeblikkets og sprogets nærvær, hvis gamle fortællinger skal have et nyt vrid. Denne gang er afstanden mellem tanke og sætning alligevel for stor.”
Heller ikke Mette Leonard Høeg i Berlingske er begejstret for romanen, der ifølge hende aldrig bliver rigtig sjov eller gribende, da idéerne til teknologiske opfindelser er så uplausible og fjollede, at det er umuligt for hende at lade sig fascinere og rive med:
”’Fremtidsspejl’ er en eksperimenterende og udpræget svend-åge-madsensk finurlig fortælling om fiktion, teknologi, kærlighed, tid, bevidsthed, fællesskab og det posthumane i et fremtidigt Danmark. Det lyder i teorien interessant, men i praksis forløser værket ikke de flotte og sympatiske ambitioner. Skønt ’Fremtidsspejl’ fortælle- og referencemæssigt er vidtforgrenet og -rækkende, er det også en begrænset bog, der både skuffer og irriterer med sin nuttethed, sin ufarlighed og sit rod.”
Det bliver til tre stjerner, præcis som i Kristeligt Dagblad, hvor Lars Handesten konkluderer, at den nye roman måske nok er en lækkerbisken for Svend Åge Madsen-fans, men at der dog ikke er meget nyt under solen fra den aarhusianske fiktionsmaskine:
”Er man den, man er, eller kan man vælge at være en anden? Det spørgsmål er ofte stillet i Madsens romaner. Man kunne også spørge: Er man som forfatter én gang kommet op på et spor, hænger man så på det, eller findes der skiftespor? Det er min (!) oplevelse, at Madsen ikke selv sætter sin fiktion på spil og forsøger at gå nye veje. Han gør, hvad han har gjort mange gange – med en anelse variation. Er det nok? Vist ikke. Der skal mere til at se ind i fremtiden end en app ved navn ’Fremtidsspejlet’.”
Men i Politiken mener Jes Stein Pedersen imidlertid, at det er nok og mere til, så han kvitterer med fem hjerter ud af seks og konstaterer, at Svend Åge Madsens nye roman veloplagt forholder sig til menneskets gamle drøm om at kunne se ind i fremtiden, samt at den føjer flere tænksomme lag til forfatterens evige leg med eget forfatterskab, som ifølge ham ikke er set så udpræget som i denne kredsen om blandt meget andet narrativ terapi, krænkelseskultur, kunstig intelligens og ikke mindst fortællingens betydning:
”Det er litterær og spekulativ befrugtning og genbefrugtning på utallige niveauer i en roman, der som en del af spillet selvfølgelig er helt bevidst om netop denne ret enestående kvalitet.”
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.
Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen på
k.dk/kultur