Fortællekunst om oldingen og løgnhalsen Drakenberg er ualmindeligt underholdende

Myterne om Drakenberg, der formentlig selv fabrikerede sin dåbsattest og overtog en anden mands identitet, har været ualmindelig underholdende i sin samtid. Og det er Morten Leth Jacobsens fortælling om ham også. Samtidig er det en tragisk fortælling om at være ufri

Fortællekunst om oldingen og løgnhalsen Drakenberg er ualmindeligt underholdende

Da jeg i 2018 læste første bind af Morten Leth Jacobsens fiktionalisering af Drakenbergs liv, sammenlignede jeg den med Scheherazades eventyr i ”Tusind og en nat”. Scheherazade forsøgte at redde sit liv ved at blive ved med at fortælle historier og lave cliffhangers fra nat til nat, og på samme måde har Drakenberg – her i andet bind om hans liv, ”Ligfærd” – ganske svært ved at stoppe sin egen mytologisering.

På trods af en kompromisløs komposition, hvor lange monologer lader Drakenbergs liv udspille sig for øjnene af læseren, og et ualmindeligt godt sprog hos forfatteren selv, så bliver de mange anekdoter fra Drakenbergs 146 år gamle liv, mere eller mindre, til slut en gentagelse af den overordnede historie.

Vi træder ind i universet i 1770, da Drakenberg ligger for døden. Forvalteren Peder Mønster, der er sat til at skrive en levnedsbeskrivelse om den norske olding Drakenberg, har til tider mere end svært ved at komme ind på livet af den aldrende løgnhals, der helst fortæller dramatiske historier om slagsmål, erobringer og de høje herrer, han har været i residens hos.

Undervejs træder en tragedie frem, der handler om at være ufri. I bind et forlod vi den ”sagnindfedtede” nisse på Cypern, hvor han med nød og næppe undslipper fangenskab, men han får det ikke bedre i Danmark.

Drakenberg bliver ansat som en del af et adeligt menageri, der også består af andre slaver, og får sin plads hos grev Frederik Danneskiold-Samsøe, der med Drakenbergs hjælp er blevet chef for marinen, og hans job er at underholde grevens bekendtskaber med sin mange røverhistorier.

Greven får ny residens i det fornemme Charlottenborg, men her er der pludselig ikke plads til Drakenberg, der mod sin vilje giftes bort til en sømandsenke i Aarhus. Helst vil han ud på landevejene og hutle sig gennem livet, gå fra gård til gård op gennem Jylland og leve af at fortælle sine historier.

Én historie kan han dog ikke få over sine læber, uanset hvor meget forvalter-forfatteren Peder Mønster plager ham på sin egen fromme måde, og det er historien om bondepigen Line.

Hun var en smuk 18-årig pige på Allinggård i Skive-egnen, hvor Drakenberg netop var blevet arresteret for knivstikkeri på nogle højtråbende tyske sømænd (og en enkelt enke). For første – eller måske anden – gang blev Drakenberg forelsket og ganske lysten, men misforstod samtidig signalerne fra ungmøen, der i al hast måtte flygte mod sine forældres gård, efter at Drakenberg havde anmodet om hendes hånd og dernæst næsten nedlagt hende.

Den historie er alligevel for pinlig for den døende Drakenberg, der – som de fleste andre – helst ser tilbage på sit liv med fokus på de imponerende anekdoter.

Morten Leth Jacobsen er utroligt velskrivende og har om nogen ordet i sin magt. Sammenspillet mellem den på alle måder grænseoverskridende Drakenberg og den fromme Peder Mønster er kosteligt, og begge personer har forfatteren et virkelig fint greb om.

Desværre bliver det for meget af det samme i længden, og jeg er tilbøjelig til at sige, at hvis man har læst bind et, kan man springe over bind to. Og det er jo ikke meningen, når man har at gøre med en ægte norsk Scheherazade på 146 år.