Livet ligner én lang gentagelse. Vi trækker vejret ind og ud. Hjertet banker blodet ud i kroppen med trofaste taktslag. Solen står op og går ned i en uendelighed. Og årstiderne lader alting blomstre og visne for igen at opstå det næste år. Genopstandelsen er livets dna.
Vi genfødes i gentagelsen, der giver tilværelsen rytme, og derfor er gentagelse også en gave, mener den norske forfatter og dramatiker Jon Fosse, der selv nyder at leve et enkelt liv med faste rutiner, så han efter eget udsagn lever som et barn ved at gå tidligt i seng og stå tidligt op for at skrive i de rolige timer fra fem til ni om morgenen.
Tidligere rejste han halvdelen af året for at gå til premierer og litteraturfestivaler, hvor han til sidst begyndte at drikke for at kunne holde ud at stille op til alle de arrangementer og interviews med fremmede mennesker, men nu lever den tørlagte katolik i stedet disciplineret som en munk. Det gør ham til gengæld uhyre produktiv. Herhjemme er han aktuel med bind tre og fire af syvbindsværket ”Septologien”, som han allerede færdiggjorde i fjor, og siden har han skrevet tre teaterstykker og er godt i gang med en ny prosafortælling (som nok kommer til at hedde ”Hvidhed” på dansk) og en række kortere prosatekster. For det giver både arbejdsro og sjælefred at leve livet med en fast liturgi, der også giver plads til kirkegang og bøn for den flittige katolik, som kommer til messe mindst en gang om ugen.
En gudstjeneste er på mange måder også en gentagelse, men vi har brug for at høre de samme ord og budskaber igen og igen, og ”det er de små variationer, der giver tilværelsen vitalitet”, forklarer Jon Fosse, der siden sin tidlige debut som digter også har dyrket gentagelser som en livgivende rytme i sit eget sprog. For det giver i sig selv mening at vende tilbage til udgangspunktet og begynde forfra helt ned på sætningsniveau, mener han:
”Gentagelserne, repetitionerne og variationerne er helt fundamentale for min måde at skrive på. Hvis man er mest optaget af at drage et indhold ud af sin læsning, kan gentagelser måske virke meningsløse. Men tænk bare på, hvordan musik og lyrik ville lyde uden repetition. Gentagelser giver alting rytme. Det gælder også i prosatekster og ikke bare i mine,” skriver Jon Fosse i et mailsvar fra sin æresbolig i Oslo, hvor han skriver med den norske hofmarskal som nærmeste nabo og den norske konge som genbo længere oppe i slotsparken.
Han er den nulevende europæiske dramatiker, hvis stykker bliver sat op på flest scener i verden, og som forfatter har han modtaget så mange priser, at væggene på hans toilet er tætpakkede med hædersbevisninger. Men hans skrivestil har grundlæggende ikke ændret sig, siden han var ung.
”Jeg har brugt en skrivemåde med mange gentagelser, siden jeg debuterede som 19-årig digter. Jeg spillede meget guitar i mine teenageår, og da jeg begyndte at skrive, forsøgte jeg at genskabe en slags musik i skriften. Og som sagt, i musikken er gentagelserne helt uundværlige, uanset om man spiller små viser eller store avancerede mikrotonalitetskompositioner. Jeg har ofte sagt, at jeg er en slags spillemand, en spillemand i litteraturen, og lidt om det er der jo nok.”
I sine unge år malede Jon Fosse også en del, og efter eget udsagn var han formentlig også en mere talentfuld maler end musiker.
”Som barn tegnede jeg meget. Og så igen i en periode, da jeg kom i 30-årsalderen. Det gav mig glæde, men jeg ødelagde alle billederne. For jeg forstod aldrig at stoppe med at male i tide. Jeg havde nok et vist talent som billedkunstner. Jeg kunne for eksempel tegne et ansigt, så det lignede. Men det var digtningen, som lå mig nærmest, og som jeg virkelig havde talent for. Jeg er dog stadig interesseret i billedkunst, mere end i musik. Og af en eller anden grund er det oliemaleriet, der fascinerer mig mest. Den billedkunstner, som har fascineret mig mest de seneste år, er nok Mark Rothko (amerikansk-jødisk maler, 1903-1970, red.)”.
Interessen for maleri har Jon Fosse også bevaret som forfatter, så det er ikke tilfældigt, at malere spiller hovedroller i flere af hans værker. Det gælder blandt andet den kritikerroste roman ”Melancholia” og nu også i ”Septologien”, hvor hovedpersonen eller hovedpersonerne er malere. Fortællingen i ”Septologien” begynder ligefrem med to penselstrøg, da hovedpersonen, Asle, sætter to streger på sit lærred med en lilla og en brun farve, der danner et kryds, som i virkeligheden er et kors. Og på den måde er der også en dybere mening med, at Asle hele tiden vender tilbage til sit kryds, som han maler på ny hele tiden. For den daglige tilbagevenden til korset er også den vigtigste gentagelse i Jon Fosses eget liv, og det har han altså også malet ind i sit store romanværk.
”Det er jo et kors, et andreaskors, Asle maler. Eftersom jeg selv er kristen katolik, siger det sig selv, at korset har alverdens betydning for mig, også i forskellige former, som andreaskorset.”
Asle vender ikke kun tilbage til korset på lærredet, men også til barndommen og dens traumer. Og sådan vil det næste bind også fortsætte med at vende tilbage til barndommen og ungdommen for at give baggrund til de første bøger og pege frem mod de sidste to bøger i syvbindsværket, afslører Jon Fosse.
”Jeg bilder mig ind, at det lykkes mig at skrive med barnets og den unges blik. Det er i hvert fald det, jeg prøver,” forklarer forfatteren, som ikke er meget for at fortolke sine egne værker, men alligevel tidligere her i avisen, ”måske med en overfortolkning eller fortalelse” (siger han nu), har kaldt ”Septologien” for ”ét langt dødsøjeblik”. For at være døende er jo at være levende, som han siger. Og han har tidligere rost sin danske ven og forfatterkollega Søren Ulrik Thomsens præcise poetiske udtryk ”Jeg er døende, altså levende”.
Det afspejler formen også i ”Septologien”. Fortællingen dør aldrig, og det gør skriften heller ikke, så der er ikke et eneste punktum i de syv bind. I Fosses eget sprog fosser fortællingen derimod derudad i én lang, levende ordstrøm, så sætningerne sejler mellem hinanden som endeløse dage, der forbinder fortiden og nutiden med et ”og” i stedet for et punktum, mens gentagelserne skaber mere liv i sproget i en stærkt metafysisk fortælling om to mænd, den fromme kunstmaler Asle og drukkenbolten Asle, som heller ikke er til at skille helt ad. For hvad vil det sige at være ét menneske, som måske kan føles som flere forskellige karakterer? Og hvad er fiktion og selvbiografi i en fortælling om en kunstner med halvlangt hår (som Fosse) og konstante katolske bønner (som Fosse) og en anden Asle med alkoholproblemer (som Fosse tidligere havde)?
”Nej, jeg skriver ikke selvbiografisk,” fastslår Jon Fosse selv:
”Jeg har ganske enkelt ikke oplevet noget af det, jeg skriver om. Men jeg bruger selvfølgelig mit eget liv og det, jeg har fået fortalt, det jeg har læst og ikke mindst det, jeg kan forestille mig, som materiale. Det er imagination, ikke naturalisme, for at sige det sådan. Det er forvandlingen af materialet, imaginationen og formgivningen, som er selve skrivekunsten, og som gør det værd at blive ved med at skrive og digte noget. Jeg kan ikke finde ud af at skrive noget, jeg har oplevet, sådan som det skete. Nogle kan skrive sådan, ikke jeg. Det er måske, fordi det at fremkalde en form er det afgørende for mig, og indholdet er så at sige en del af formen.”
Sommetider kan man få fornemmelsen af, at de to Asle-karakterer egentlig er den samme person, fordi Jon Fosse både gør formen og fortællingen så flydende, men det er også helt bevidst, forklarer han:
”De to Asle-figurer er vel to varianter af et liv, og der er den ene til dels gledet over i den anden. Det er af og til tydeligt, at det er to personer, af og til ikke. Men fra det perspektiv, romanen er skrevet fra, har skellet mellem den ene og den anden ikke meget at sige. De bliver ligesom den samme person. Med et velkendt begreb kan man måske sige, at det er en dobbeltgængerroman,” skriver Jon Fosse, der foreløbig har fået stor ros for sit punktumløse romanprojekt. De to første bøger, der udkom som én samlet bog i den engelsksprogede udgave, blev blandt andet nomineret til den internationale Booker-pris, som den anden norske roman nogensinde.
”De eneste regulære tæsk, den fik, kom faktisk fra Danmark, hvor de to første dele udkom som to bøger, som derfor også kunne blive slagtet to gange af samme anmelder. Og jeg kan vel glæde mig til fem slagtninger til,” skriver Jon Fosse, som nok trods alt også mener, at nogle gentagelser er bedre end andre.