Joakim von And tjente sin første 25-øre som skopudser i Skotland. Sidenhen får den lille mønt næsten magiske kræfter, sættes i montre og udstilles, mens pengetanken fyldes af mere og mere guld. Magien, hører man undervejs i Carl Barks’ klassiske historier, er imidlertid slet ikke en slags hokuspokus. Møntens værdi er sentimental.
En lignende mindegenstand følger man i Mich Vraas halvbiografiske portræt af sin iværksætter-morfar, Lauritz Duch. I ”Vaniljehuset” er morfaderen blevet omdøbt til Markus Dusinius Dick, og mønten er en lille guldknap, som en spansk soldat mister i starten af 1800-tallet. Soldaten hedder Augustín Mollón og var en virkelig person, der ligger begravet i Odense. Hans betydning for Dusinius Dicks familiehistorie er imidlertid opspind, som Mich Vraas efterord fortæller læseren, men i bogen kommer hans dramatiske død af et (våde)skud til at præge Dusinius Dicks svigerfamilie.
Selv vokser han op som tolvte barn i en fattig skomagerfamilie, men har store drømme. Han vil ud og tjene penge og viser tidligt et godt øje for at kunne få fikse ideer. Han er en gudsbenådet sælger, og især hans tidlige barndomsår er meget medrivende fortalt.
Mich Vraa jonglerer, som i sin trilogi om Dansk Vestindien, med en håndfuld fortællerstemmer undervejs. I begyndelsen skiftes der primært mellem tredjepersonsfortæller – mens den næsten 10-årige Dusinius begår sig i Odense og blandt andet sælger stjålne kravlenisser – og en dateret dagbogsform med jegfortæller. Jegfortælleren, der også er Dusinius’ stemme, befinder sig på kuranstalten Hareskoven i Bagsværd i 1929, hvor den succesfulde handelsmand er på ophold med hjerteflimmer. Dusinius’ helbred er skrantende, og et visit fra en tidligere gullaschbaron, Hamburg-Larsen, sætter hans hukommelse i gang, så dagbogsnotaterne, der ellers er skrevet i nutid, også bliver erindrende i form. Og det er undervejs slående, som den 52-årige hjertesyge fortæller kan huske enhver replik og lille detalje for 30 år siden, mens han i sin nutid blander rundt på sine yngste børns navne. Og det kan ikke udelukkende bortforklares med, at Dusinius ikke har været investeret i sine børn. De skiftende fortællere gentager undervejs nogle af de samme scener, uden der lægges afgørende eller afslørende detaljer til, og så bliver skiftet i fortæller en anelse meningsløst. Samme anke kan man have, da Dusinius’ kone, Jonna, halvvejs i bogen får ordet. Her falder den opbyggelige Mads Skjern-fortælling, som man aner omkring Dusinius’ person, til jorden, og Jonnas skuffelser over at være blevet skubbet ud af familiefirmaet bliver aldrig vedkommende. Kun i hendes begærscener, hvor hun for eksempel er ude at ro med en ung spanier, forekommer hun levende – men Mich Vraa gør også en dyd ud af at beskrive begær og seksuel lyst.
I bipersonernes mangfoldige galleri boltrer stereotyper som stærke sømænd, kokette kvinder og fordrukne malermestre sig, og det er ærgerligt, at Mich Vraa ikke satser mere i sit portræt af den arbejdsomme Dusinius. At han tager udgangspunkt i sin egen familie, er ikke interessant nok til at gøre historien om ”Vaniljehuset” til vedkommende fiktion. Dertil er handelsmandens deroute for klejn og hans moralske forfald for rosenrødt, og måske bliver blikket på guldknappen i sidste ende for sentimentalt. Et fokus på en plotmæssig forløsning ville have klædt den historiske roman – som ellers sikkert vil leve op til mange læseres tjekliste. Men der mangler fokus.