Denne fine bog om østerhimmerlandsk perle får det hele med

En stor bog om en lille perle, bemærker Carsten Bach-Nielsen om bogen

Denne fine bog om østerhimmerlandsk perle får det hele med
Foto: Leif Tuxen.

I 35 år var Finn Carpentier Pedersen sognepræst i Skelund og Visborg Kirker i Østhimmerland. Skelund, der i 1920’erne ifølge Traps danmarksbeskrivelse udtaltes Skelum, var som sognekirke nok mindre end den stærkt udbyggede og udstyrede Visborg Kirke, men det var her, præsten boede.

Sognepræsten skrev i 1987 en bog om Visborg Kirke på 130 sider. Som aktiv pensionist har han nu begået en bog i større format og i flot udstyr om den egentlig lidet opsigtsvækkende kirke i Skelund.Det lønner sig at benytte landets bedste trykkeri, der også har sørget for opsætningen. En flot bog, der prydes af Maja Lisa Engelhardts altertæppe fra 1999. For nu at sige det er Skelund Kirke alene kendt for sin moderne udsmykning af Maja Lisa Engelhardt, der til den skabte sin altertavle, ”Noli me tangere” (rør mig ikke) ud fra Johannesevangeliets kapitel 20.

Siden lavede hun også messehageler til kirken. Det medførte et kongeligt besøg i 1999. Det er nok den eneste gang, en regent har besøgt byen, så kirken er på den måde et erindringssted i den egn, der lokalt gerne går under betegnelsen De dødes Rige.

I gammel tid gik vejen dog gennem byen og over fjorden ved Mariager, siden kom Hadsundbanen, men også den er fortid. Landsbyen har nu sin kirke, der både repræsenterer den store vide verden og den ganske lille lokale. Det er disse to aspekter, Finn Carpentier søger at forene i den monumentale bog.

Man venter nok stadig, om ikke på toget fra Hadsund, så dog på Danmarks Kirker, hvis redaktion først vil ankomme ude i en fjern fremtid. Man savner et inventarium, en beskrivelse af kirken, dens bygninger, genstande og ejendomme. Finn Carpentier har med denne bog givet sit eget bud på, hvordan et sådant kan laves. Det er blevet mere detaljeret, end Danmarks Kirker vil gøre det. Der er vitterligt ting og genstande, som den almindeligt interesserede læser næppe har megen nytte af at vide noget om – men som er del af sognets fælles erindring og historie. Kilderne ikke blot læses, men gengives ofte i deres fulde længde.

Bogen støtter sig på en bred vifte af tilgængelig litteratur om kirkebygninger og kirkekunst. Den søsætter teorier, der ligeså hurtigt sænkes. Den overfortolker selvsagt sine steder. Sissel F. Plathes nye bog om gotikkens simple dekorative kalkmaleri har ikke nået at sætte sit aftryk. Desværre. Forfatteren undrer sig over nogle forhold; læseren bemærker andre ting. Hvor er skriftestolen? Hvordan holdt man varmen i kirken i gamle dage? Ovnopvarmede mursten under herskabets fødder er for en eftertid enten borte eller bare – mursten. Genstande beskrives indgående, og de er godt fotograferet. Dog kunne Finn Carpentier have undret sig over, at Paradiset i dåbsfadet er forsynet med en port – pointeret i Grundtvigs salme ”Guds-husets dør er i vor dåb”, nummer 444 i salmebogen.

En særlig historie knytter sig til kirkens inventar, nemlig et tidligere altertavlemaleri, som konservator Niels Termansen tilsyneladende på eget initiativ restaurerede i 1910. Det kom gennem en indsamling i Aalborg Amt i 1947 til Sydslesvig som hjælp i det kirkelige arbejde efter krigen. De danske menigheder måtte endnu tage til takke med gudstjenestelokaler i skoler og andre bygninger. Skelund Kirkes gamle altertavlemaleri endte således i Karby Skole i Angel. Da kirkesalen her nedlagdes i 2004, vendte maleriet hjem til Skelund efter sin rejse ude i den større verden.

Skelund Kirke har fået sin beskrivelse; den er indsat som et sted, der må besøges af enhver, der interesserer sig for moderne kirkekunst. Menigheden har fået sin historie i en bog med kirkebygningen som det naturlige centrum. En stor bog om en lille perle.