På en sokkel står en gennemsigtig plastkasse med låg. Inde i kassen er der et miniunivers, et terrarium, hvor der vokser sære sager og trives besynderlige væsener. Bunden er dækket af jord og op ad den gror papmachéagtige kaktusformer og en søanemonelignende vækst af plastic.
Rundt omkring skyder elektriske modstande og et radiorør op. Der ligger også en grøn frø, men mest iøjnefaldende er en neon-changerende penis, der som et sært og nøgent dyr synes at krybe blindt rundt.
Værket er fra 1971 og kan ses på Louisianas nye udstilling. Skaberen er den japanske kunstner Tetsumi Kudo, og den bløde, ofte ret farvestrålende, selvstændiggjorte penis, der er et billede på ny tid uden magtpotens, er gennemgående i hans univers. Det handler ikke om sex. Kudos værker er fysiske og grænseoverskridende, men ikke seksuelle.
Kudo var 10 år, da atombomberne over Hiroshima og Nagasaki blev kastet. Han voksede op i efterkrigstidens Japan, hvor kejserens autoritet svandt, og angsten for fremtiden voksede. Hans kunst er et forsøg på at tænke radikalt anderledes. At visualisere en fremtid, hvor en ny økologi har taget over, et landskab, hvor disparate elementer vokser op af den bestrålede jord. Hvor menneskeheden ikke mere er den potente verdenshersker, og triaden menneske, natur og teknologi har dannet en ny enhed.
Udstillingen, som er i østfløjen, er bygget op, så man kan begynde fra begge ender, og det fungerer godt, for der er som sådan ikke den store udvikling i Kudos værker fra 1960-1970’erne, som udstillingen fokuserer på, mere en variation over temaerne.
Formodentlig er det få, der vil nikke genkendende til navnet Tetsumi Kudo, som man godt kan kalde en kunstnernes kunstner. Han har inspireret kunstnere som amerikanske Mike Kelly og Paul McCarthy, og mon ikke britiske Chapman Brothers også har skelet til hans grænseoverskridende værker?
I bredere kredse er han blevet lidt glemt, måske fordi han som kunstner var svær at rubricere. Nu er han imidlertid ved at blive genopdaget med store udstillinger rundt omkring i verden, og med klimakrisen og bevidstheden om, at vi er trådt ind i den antropocæne tid, har hans kunst fået ny aktualitet.
Menneskelivet handler for en stor del om at skabe orden i kaos. Vi inddeler, vi adskiller, vi kategoriserer, sætter skel mellem dette og hint, forskel mellem skæg og snot. Her kan kunsten rykke ved vores vante billeder, blande det adskilte på forskellige måder. Og det gør Tetsumi Kudo ret radikalt, i og med at han ikke opererer med kategorier eller rangordninger, lort og lagkage er i samme niveau.
Hans værker er billeder på en postnuklear økologi, som han forestillede sig ville komme. En helt anden tilværelsesform på den bestrålede jord. Opvokset med angsten for stråling og en stigende miljøbevidsthed gik han i en anden retning end den opbyggelige miljøkæmper. Kudo var tilsyneladende fri for sentimentalitet eller nostalgi og arbejdede ud fra en forestilling om, at alting, inklusive mennesket, er i bevægelse og forandring, og at det godt kan være, at livet, som vi kender det, går under, men så vil der opstå nye former, koblinger mellem det organiske og det kunstige, som sprænger de vante kategorier.
Louisiana ejer to værker af ham, som var med på deres store Japan-udstilling i 1974, men som først blev vist igen i 2013.
Tetsumi Kudo blev født i Japan i 1935 og døde samme sted i 1990. Han tilbragte imidlertid mere end 20 år af sit liv i Paris, som han kom til i 1962. I Tokyo havde han været del af den radikale efterkrigs-kunstscene, hvor han blandt andet arbejdede med anti-art performance og med fundne objekter. Der var voldsomme kræfter på spil i Japan, her kan man tænke på kunstnere som Yoko Ono og Yayoi Kusama, som Louisiana også har vist.
I Paris lykkedes det lynhurtigt Kudo at få kontakter til avantgarde-kunstscenen. Han udstillede blandt andet sammen med gruppen Nouveau Réaliste, der talte folk som Jean Tinguely og Niki de Saint Phalle. Boksen, beholderen, der for ham er en metafor på menneskelivets vilkår (vi fødes fra en beholder, vi lever vores liv i en beholder/lejlighed, og når vi er døde, ender vi i en beholder), bliver hans figur fra 1962, hvor han laver ”Bottled Humanism”, en skulptur med noget, der ligner en blanding af en tegneseriefigur og et foster i en krukke.
Tetsumi Kudo arbejdede primært med en form for assemblage, det vil sige samlinger af fundne og selvlavede genstande, som han installerede, først i bokse og akvarier, og fra 1970 i fuglebure. Inden for disse rammer skaber han sine fremtidsuniverser opbygget af disparate elementer som elektroniske dimser, ægte hår, rynkede penisser, næser, hjerner, hænder eller skaller af hænder, der ligner noget fra en special effects-mesters værksted, enorme (kunstige) ekskrementer med larver og fluer er også gennemgående, sensuelle plasticblomster, der formeligt spilder over af sig selv, og snegle, hvis slim glider ned ad glasvæggene.
Slimet er der altid meget af, måske fordi det også er en metafor for den flydende plasticitet, som Kudo peger på som et muligt fremtidsscenarie. Det er underligt, foruroligende, surreelt og samtidig grotesk humoristisk.
