Nyheden om, at Grønland er blevet ramt af det første coronatilfælde, tikker ind, da den 30-årige universitetsstuderende Paninnguaq Heilmann sidder i sin stue i en lejlighed i det centrale Nuuk sammen med sin søn på halvandet år og giver interview over mobiltelefonen.
Egentlig var planen, at Paninnguaq Heilmann skulle være fløjet til København i forbindelse med verdenspremieren på den nye film ”Kampen om Grønland” ved dokumentarfestivalen CPH:DOX. Der var også arrangeret en fuldt udsolgt gallapremiere på Det Kongelige Teater. Men gallapremieren er aflyst, og CPH:DOX har måttet droppe alle fysiske forestillinger. I stedet er filmen en del af festivalens nye digitale program og kan streames hjemmefra.
”Kampen om Grønland” kommer på et tidspunkt, hvor selvstændighedsspørgsmålet er mere aktuelt end nogensinde. Et flertal af befolkningen ønsker løsrivelse på lang sigt, og statsminister Mette Frederiksen (S) er lydhør. I kulissen står Kina og USA med løfter om milliardinvesteringer.
Filmen følger fire unge, der på hver sin måde kæmper for et bedre Grønland. Rapperen Josef Tarrak bliver landskendt, da han udkommer med sangen ”Tupilak”, som sætter spørgsmålstegn ved relationen til Danmark. Sammen med sin kæreste, Paninnguaq Heilmann, får han lavet traditionelle inuitansigtstatoveringer, og parret bliver eksemplet på en ny generation, der forsøger at trodse en barndom præget af forældrenes fravær og alkoholisme.
”Vi er det første par med ansigtstatoveringer i 250 år,” konstaterer Paninnguaq Heilmann i en scene. I filmen protesterer hun uden held til sin gymnasielærer over, at hun skal synge på engelsk i en teaterforestilling om Grønlands vigtigste sagn, ”Havets Moder”. Det havde været mere rigtigt at opføre stykket på grønlandsk, mener hun.
Paninnguaq Heilmann ser sig selv som del af en ny generation af grønlændere, der vil ændre samfundet og tale højt om problemer som alkoholisme, overgreb mod børn og selvmord:
”Vi siger: ’Sådan vil vi ikke leve. Sådan skal vores børn ikke leve.’ Vi vil bryde ud af et usundt mønster.”
Som filmens øvrige hovedpersoner er hun præget af en dobbelthed. På den ene side elsker hun ”at gå i Tivoli og lande i Kastrup ”. På den anden side ønsker hun et selvstændigt Grønland.
Paninnguaq Heilmanns egen opvækst er på godt og ondt et spejl af Grønland.
”Jeg har vel haft omkring 30 adresser i fire grønlandske byer. På en måde har jeg aldrig helt haft faste barndomsvenner, fordi vi er flyttet så meget rundt. Jeg har gode minder fra Sydgrønland, men jeg har også dårlige minder. Som otte-niårig begyndte jeg at passe mine søskende, når mine forældre drak.”
Paninnguaq Heilmann var 16 år, da hun blev smidt ud af folkeskolen. Det skete, efter at hun ved en tilfældighed havde fundet ud af, at den mand, hun hele sin barndom havde kaldt sin far, ikke var hendes rigtige far. Forældrenes løgn gjorde ondt, og hun begyndte at pjække, feste og drikke. Hun fik det så dårligt, at hun ikke ønskede at leve længere. Hun sprang i havnen i Maniitsoq (tidligere Sukkertoppen), men blev reddet af nogle mænd, der så hende hoppe i det kolde vand.
”Folk i byen snakkede om mit selvmordsforsøg. Men ingen, heller ikke mine forældre, talte med mig om, hvordan jeg havde det. Der var tavshed,” fortæller Paninnguaq Heilmann.
Som 19-årig forsøgte hun igen at tage sit eget liv. Vendepunktet blev seks ugers misbrugsbehandling, hvor hun for første gang kunne tale om sine egne problemer. Da hun var 21 år, fik hun sit første barn, en datter, der i dag er ni år.
”Da jeg var helt ung, følte jeg ikke, at jeg duede til noget. Jeg skammede mig over at være grønlænder, og jeg skammede mig over mine forældre. Det ændrede mit syn på tilværelsen at få et barn. Det er vildt, at jeg går på universitetet nu. Men der sker noget i Grønland i de her år. Jeg er optimist, fordi vi er begyndt at tale åbent om Grønlands problemer,” siger Paninnguaq Heilmann.
I hendes familie er forandringen også mærkbar. Hendes forældre har været ædru i 15 år.
Efter en turbulent ungdom tog Paninnguaq Heilmann studentereksamen, da hun var i slutningen af 20’erne. I dag studerer hun oversættelse og tolkning på Grønlands Universitet, og hendes plan er at forske i udviklingen af inuitsprog. Derudover er hun initiativtager til et projekt, som siden 2014 har arbejdet med at forebygge selvmord i Grønland
Paninnguaq Heilmann hører til dem, der mener, at Grønlands problemer med selvmord, alkoholmisbrug og seksuelt misbrug af børn bunder i, at mange grønlændere har mistet deres identitet og selvværd i mødet med det moderne samfund.
Men Grønland har haft hjemmestyre og senere selvstyre i sammenlagt 40 år. Bestemmer grønlænderne ikke selv?
”Det er rigtigt, at vi har selvstyre. Men ledende embedsmænd kommer stadig fra Danmark. Problemet er, at uddannelser, skoler og velfærdssystem er indrettet som en kopi af det danske samfund. Det koster menneskeliv, at systemet i Grønland ikke er tilpasset befolkningen. Hvis en ung fanger i Nordgrønland er glad for at være fanger, får han at vide, at han skal tage en uddannelse, og at han skal lære dansk. Men hvorfor skal han det? Hvorfor kan han ikke være stolt af at være fanger?”, spørger Paninnguaq Heilmann og fortsætter:
”Prøv at forestille dig, at danskerne skulle indordne sig under det russiske system. Jeg har lært den danske historie. Jeg er opflasket med ’Huset på Christianshavn’. Jeg er blevet royalist, ja sjovt nok elsker jeg de kongelige. Men samtidig er jeg også grønlænder. Det er en dobbelthed,” siger Paninnguaq Heilmann, der hele sin barndom og ungdom forsøgte at blive så dansk som muligt:
”Men for nogle år siden fandt jeg ud af, at jeg er stolt af at være grønlænder, og jeg stoppede faktisk med at prøve på at blive dansker. På den måde var det en lettelse at få ansigtstatoveringer. Det styrkede min grønlandske identitet.”
Hun håber, at grønlænderne bliver bedre til at dyrke fællesskabet med andre inuitsamfund i Canada, Alaska og Sibirien.
”Vi har været igennem en lang ’daniseringsperiode’, som ikke har været god for Grønland, og vi har været igennem en ’grønlandiseringsperiode’, som på en måde også er slået fejl. Nu er vi i en periode, hvor vi er påvirket af globaliseringen. Vi er på internettet og er blevet internationale, samtidig med at vi søger tilbage til vores rødder og finder vores egen identitet,” siger Paninnguaq Heilmann.
”Kampen om Grønland” slutter, da Donald Trump erklærer, at han vil købe Grønland. Trods sit ønske om selvstændighed erkender Paninnguaq Heilmann i filmen, at et samarbejde med Danmark er at foretrække frem for amerikansk indflydelse.
”Der er også meget, der binder os sammen med Danmark. Vores fælles historie og de mange ægteskaber mellem danskere og grønlændere.”