Hærværk eller ny kunst: Hvad skal man mene om Ibi-Pippis overskrivning af Asger Jorn-maleri?

Det blev set som rent hærværk, da kunsteren Ibi-Pippi med lim og sprittusch ændrede et maleri af Asger Jorn og erklærede, at nu var det et nyt værk. Men ifølge forskere har ødelæggelser og overskrivninger spillet en stor rolle op gennem kunsthistorien

Ifølge Jacob Thage indkapsler Asger Jorn i "Den foruroligende ælling" en følelse af angst og utryghed, som den fremstår i mennesket. "Det som plejer at være nuttet og sødt, altså ællingen, vokser i værket til foruroligende og skræmmende størrelse."
Ifølge Jacob Thage indkapsler Asger Jorn i "Den foruroligende ælling" en følelse af angst og utryghed, som den fremstår i mennesket. "Det som plejer at være nuttet og sødt, altså ællingen, vokser i værket til foruroligende og skræmmende størrelse.". Foto: Museum Jorn/Ritzau Scanpix.

I fredags blev Asger Jorns uvurderlige nationalklenodie “Den foruroligende ælling” fra 1953 skamferet af banale hooligans.

Eller også blev ejerskabet af et vandaliseret kunstværk taget fra den oprindelige hærværksmand og konceptuelt overtaget af en anden i forbindelse med en kunstnerisk aktion.

Det kommer helt an på øjnene, der ser.

Kendsgerningerne er, at kunstneren Ibi-Pippi og en gruppe medsammensvorne gik ind på Museum Jorn i Silkeborg. Med kontaktlim klistrede Ibi-Pippi et billede af sig selv på Asger Jorns værk og signerede derefter værket med sprittusch, da det, ifølge Ibi-Pippi, nu var et nyt værk med Ibi-Pippi som kunstner. 

Værkets nye titel var “Den foruroligende kælling”.

Ødelæggelsen eller vandaliseringen af det oprindelige værk var en del af Asger Jorns kunstværk, mener Ibi-Pippi. Aktionen skulle forstås et forsøg på at “generobre” værket, efter at Asger Jorn havde taget det fra den oprindelige kunstner. Men det udsagn og tanken om, at aktionen skulle have kunstnerisk værdi, giver direktør på Jorn Museet Jacob Thage ikke meget for.

“Der er tale om hærværk og intet andet. Man har i bedste fald fuldstændigt misforstået Asger Jorns værk, og i værste fald begået vandalisme for at tilkæmpe sig en platform og taletid i medierne,” siger museumsdirektøren, som ikke mener, det er korrekt, at Asger Jorn i sin tid vandaliserede det oprindelige værk.

“Det maleri som ‘Den foruroligende ælling’ er malet, på havde for sin samtid ingen egentlig kunstnerisk værdi. Det var et amatør- eller masseproduceret dekorationsværk, og Asger Jorn 'reddede' det, ved at tilføre det en reel kunstnerisk værdi,” siger Jacob Thage.

“Denne aktion er slet ikke sammenlignelig. ‘Den foruroligende ælling’ har betydning og kunstnerisk værdi for millioner af mennesker. Det er uhyggeligt, at man vil ødelægge et af dansk billedkunsts hovedværker for at få opmærksomhed,” siger han.




Ødelæggelsens kreative potentiale

Spørgsmålet er, hvornår en ødelæggelse bare er en ødelæggelse, og hvornår den også har et element af kunst i sig. Terne Thorsen arbejder på Københavns Universitet på en ph.d.-afhandling om ikonoklasme, altså kunstødelæggelse.

“Der er en lang tradition for at ødelægge kunstværker, der formodentlig er lige så gammel som det at skabe kunstværker,” siger hun.

Der er en lang række årsager til, at kunstværker bevidst ødelægges. I nogle tilfælde begrundes det politisk eller religiøst. I andre tilfælde begrundes ikonoklasmen kunstnerisk: Det originale værk ødelægges eller beskadiges og bliver i processen til et nyt værk.

“Det er, går jeg ud fra, også det, som har været tanken med Ibi-Pippis aktion mod 'Den foruroligende ælling'. Man det varierer meget, om modificeringen bliver set som hærværk eller kunst,” siger Terne Thorsen.

Et væsentligt aspekt i modtagelsen af den form for kunstneriske handlinger handler om værdi og ejerskab.

“Det maleri, Asger Jorn malede ovenpå, blev ikke opfattet som hverken økonomisk eller kunstnerisk værdifuldt – og så ejede han det desuden selv. Aktionerne mod både busten og ællingen opleves i en anden ramme, fordi de oprindelige værker repræsenterer en anden værdi, og fordi aktørerne ikke har ejerskab eller råderet over objekterne. Derfor bliver de af nogle opfattet som hærværk og ikke kunstværk,” siger Terne Thorsen.

Hun peger også på, at flere kunstnere, der har lavet værker, som arbejder med ikonoklasme som kunstnerisk greb, for eksempel Asger Jorn, men også Ai Weiwei og Man Ray, selv er blevet ramt af ikonoklastiske aktioner.

“Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad Jorn ville have syntes om denne aktion, men hverken Weiwei eller Man Ray brød sig synderligt om at “smage deres egen medicin”, så at sige,” siger Terne Thorsen, men understreger, at det selvfølgelig også drejer sig om de pågældende aktioners kunstneriske kvaliteter.




Kunst er blevet religion

Jacob Wamberg, professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, ser al ødelæggelse af kunstværker som en videreførelse af den ikonoklastiske grundtanke, at man vil ødelægge fjendens gudebilleder.

"Ikonoklasme kan skyldes modvilje mod gudebilleder, men også mod billeder i det hele taget. Skepsis over for billeder er udbredt i islam, men også i den protestantiske tradition, hvor man overkalkede billederne i kirkerne. Da hollandske malere i 1600-tallet begyndte at rykke fra de guddommelige motiver til skildringer af hverdagsliv kan det også ses som en ikonoklasme," forklarer han.

I det 20. århundrede blev store dele af billedkunsten abstrakt, og denne udvikling kan også ses som en ødelæggelse, påpeger professoren.

"Da Picasso i 1907 malede 'Frøknerne fra Avignon' som en række figurer med vansirede ansigter, blev det set som et meget brutalt billede. Og da Marcel Duchamp i 1917 hængte et urinal op og erklærede, at det var et kunstværk, ville han rent ud sagt pisse på den eksisterende kunst," siger Jacob Wamberg.

Men som tiden går, bliver megen provokerende kunst pludselig selv ophøjet til en næsten religiøs dyrkelse. Det er på den baggrund, det skal ses, at provokatøren Pierre Pinoncelli i 2006 i Paris gik til angreb på Duchamps urinal. Samme Pinocelli havde i 1993 tisset i Duchamps urinal på en udstilling i Nimes.

"Næste lag i udviklingen er, når den gamle kunst ikke angribes med et nyt værk, men med en konkret ødelæggelse. Men jeg ser dette som en verdsliggjort udgave af den religiøse ikonoklasme. I det moderne samfund ophøjes kunsten og kunstneren til næsten guddommelige, og det kan provokere beskueren til ikke at ville finde sig i andægtigt at underkaste sig værket," forklarer Jacob Wamberg.

Professoren anser det for "et spørgsmål om, hvilken psykologi man anvender," om Ibi Pippis aktion skal ses som hærværk eller skabelse af et nyt kunstværk.

"Det er jo ikke en uinteressant handling. Man kan sige, at Ibi-Pippi gør lidt af det samme som Jorn. Man kan også sige, at Ibi-Pippi stjæler lidt af glansen af Asger Jorn og prøver at smykke sig med hans berømmelse," siger Jacob Wamberg.




Kunsten at smadre et klaver

Ud over at ødelægge andres kunst kan man også skabe nye værker med ødelæggelse som idé. En kommende forestilling, “Kaboom - kunsten at ødelægge", som vises i kunstudstillingsbygningen Den Frie i København fra den 3. juni og to uger frem, fortæller historien om 18 sådanne kunstværker.

“For ødelæggelseskunstnere er der ofte et ønske om at forholde sig til, at mennesket er et destruktivt væsen. Der kan også være en vision om, at vi skal være bedre til at ødelægge det bestående, de eksisterende strukturer og hierarkier for at kunne bygge noget nyt op. Vi vil gerne lære børnene at blive bedre til at ødelægge,” erklærer Henrik Vestergaard, forestillingens instruktør og leder af Live Art Danmark, som har specialiseret sig i kunstforestillinger for børn.

Den første dag åbner forestillingen med, at børn blandt publikum er med til at smadre et klaver på scenen, ligesom den amerikanske performancekunstner Raphael Montañez Ortiz blev berømt for i 1960’erne. Børnene skal også skære i et lærred som den italienske kunstner Lucio Fontana og springe igennem det, som japaneren Saburo Murakami har gjort. I forestillingen indgår også en makulering af et maleri, hvilket refererer til en happening fra 2018 af den britiske gadekunstner Banksy.

"Børnene skal også overmale et guldaldermaleri, ligesom Asger Jorn gjorde. Men alle de værker, vi ødelægger, overmaler og skærer i, har vi lovligt indkøbt til formålet, ligesom Jorn," understreger Henrik Vestergaard, som dermed lægger afstand til Ibi-Pippis metode:

"Jorns idé var at overskrive eksisterende kunst med ny kunst. Det. Ibi-Pippi gør, er for så vidt i Jorns ånd. Jeg er heller ikke sikker på, Jorn havde tænkt sig, at hans værker skulle hænge på museum til evig tid. Men man kan diskutere, om hærværkskunstneren peger andre steder hen end på sig selv.”