Da Johannes Møllehave for en del år siden begyndte at gå med bowlerhat og spadserestok, var han en søndag i Sorgenfri Kirke og mødte mig med hilsenen: Man må gå med hat for at kunne tage hatten af for manden!
Det er en typisk Møllehave-sætning fuld af finurlighed og humor. Den 4. januar fylder han 81 år, og den dag bør danske præster og andre godtfolk tage hatten af for fødselaren.
Der er ikke mange andre, der har præget dansk kirkeliv som han. Hans bøger blev solgt og sælges stadigvæk i tusinder, hans revytekster har bragt smil og latter frem hos alle danskere, og selv er han blevet parodieret lige så morsomt. Han har holdt foredrag overalt og har i årtier kunnet holde forsamlinger tryllebundet i timevis, hvor han jonglerede med verdenslitteraturen, salmebogen og den bibelske historie. ”Min overfladiskhed stikker ikke så dybt,” sagde han engang på sin egen Storm P.’ske måde. Han kunne også krydre sine prædikener med humor. Ingen har vel som han ændret danskernes billede af kedelige præster og uvedkommende kristendom til det stik modsatte. I Virum Kirke sad folk sågar nærmest helt oppe i vindueskarmene, når han prædikede, og hans prædikener blev inspiration for talrige præster i landet. Hvem har ikke snuppet en bid af hans prædikener eller bøger?
Nu bliver han 81 år, og det skal fejres. Sidste års fødselsdag gik i vasken, da han kort inden blev syg, men hvem anden kan fejre den kommende dag med en dokumentarfilm?
Den er optaget op til 80-årsdagen, men premieren blev udskudt et år. Siden optagelserne er Møllehave flyttet på plejehjem – også på sit elskede Frederiksberg, hvor han har boet siden sin hjemkomst fra England. På Frederiksberg foldede hans barndom sig ud og nu altså også hans alderdom.
Her ser vi ham gå rundt iført hat og stok, smilende og talende med mennesker. Vi hører ham fortælle om Halfdan Rasmussen, Benny Andersen og Storm P. Et stofområde, han har kredset om hele sit offentlige liv og beriget alle os andre med. Vi ser ham holde foredrag for en gruppe unge højskoleelever, og det gør han blændende.
I begyndelsen af filmen bliver han spurgt, om livet har en mening? Ja, da, og så citerer han Johannesevangeliets indledning: ”I begyndelsen var ordet”, og på typisk Møllehavevis kører den så derfra om, at ordet på græsk hedder logos, og logos også kan betyde mening. Derfor er meningen på forhånd givet fra begyndelsen af Gud. Meningen er, at du skal elske livet. Han citerer så H.C. Andersen for at sige, at livet er det skønneste eventyr af dem alle.
Møllehave er præst morgen, middag og aften. Sådan formulerer han det selv, og det går igennem filmen. Den er for det meste optaget på Frederiksberg, men også på Langeland i den gamle, smulle Bøstrup Præstegård, der nu hedder Møllehuset, hvor Møllehave sammen med sin niece holder saloner. ”Du skal lave noget,” lyder en stemme i Møllehave, som han kalder Den Sorte Hånd. Den prikker ham på skulderen og siger: Der kræves noget af dig! Det har han så sandelig levet op til, også i alderdommen.
Filmen er en hyldest ikke bare til fødselaren, men også til digterne og kristendommen, ja, sågar til livet selv. Det er en meget åndrig, sjov og finurlig film. På plakaten for filmen står Møllehave og kigger ud over havet. Vi ser ham bagfra. Det ville han selv have kunnet fået meget ud af.
Er det som et maleri af Caspar David Friedrich? Er det en venten på færgemanden Charon? Eller er det udsigten mod det forjættede land, som Grundtvig digter det i ”Jeg kender et land”, hvor det ”hilses i morgenens spejlklare strand”?
Tillykke, Johannes Møllehave, med fødselsdagen, og tillykke til alle os andre med din indsats. Du er lidt forrykt, men forgæves har du sandelig ikke været.