Ida Jessen er vendt tilbage til Hald Hovedgaard. Hun opholder sig på det gamle gods ved Viborg i denne uge og viser hjemmevant rundt i de atmosfæremættede stuer, der i dag benyttes af forfattere og oversættere på studieophold. Jessen er kommet til Hald, siden hun var ung, undertiden i selskab med sin mor, med hvem hun har oversat nobelpristageren Alice Munro til dansk.
Efter endte arbejdsdage ved skrivebordet har naturen altid trukket i den 56-årige forfatter, og med den høje himmel, den nærliggende sø og Dollerup Bakker nærmest uden for hoveddøren forstår man hvorfor.
”Det har altid været landskaber, der nærer mig. Der er bare en livslyst og følelse af overskud, når jeg kommer ud; jeg bliver simpelthen lykkelig af det.”
Himlen, hedelandskabet og Hald er alle med i den nye roman ”Kaptajnen og Ann Barbara”, der er en western eller saga på den jyske hede, fra dengang landet endnu skulle erobres. Dengang ejede man i modsætning til i dag ikke sin egen krop, og psykologien var ikke den primære fortolkningsnøgle til menneskesindet. Det var helt andre faktorer, der definerede eksistensen.
Det har været aldeles frisættende at undslippe moderniteten og dykke ned i denne næsten arkaiske verden, fortæller Jessen over chokoladekage og Nescafé i det lune og lavloftede skriveanneks kaldet Smedehytten mellem hovedbygningen og søbredden:
”1750’erne er så mærkelig en tid, for det er lige inden, mennesket bliver andet end et instrument for andre mennesker. De fleste ejede ikke sig selv dengang, og den enevældige konge, som sad i København og var så fjern så fjern, dominerede. Heden var imidlertid en undtagelse, for den var uden for lands lov og ret og på en måde danskernes ’wild west’. Her var der langt til øvrigheden, og her kunne man undertiden leve et skjult, stille og måske blomstrende liv blandt nomadefolk og andre tilrejsende.”
En af disse tilrejsende udefra er Ludwig von Kahlen, kaptajnen fra bogens titel, som i 1754 kommer for at betvinge vinden og sandet. En idé har fået fast forankring i ham: Heden, den golde danske prærie, skal opdyrkes. Problemet er imidlertid, at ingen rigtig ved, hvor skellene går på heden. Hvem ejer den? Den brutale godsejer til Hald, der hedder Schinkel, har den opfattelse, at heden er hans, og at von Kahlen ikke skal komme og ændre på dét. Dramaet mellem to viljer er i gang.
Ida Jessen fortæller, at den nye roman vokser ud af arbejdet med det historiske stof i romanerne ”En ny tid” og ”Doktor Bagges anagrammer”. Mellem sidstnævnte og den nye roman ligger imidlertid en mindre, ”Telefon”, der foregår i København i nutiden. Den er stram, kort og dialogbåret, så anderledes end den nye roman, hvis episke vingefang og ambitiøse iscenesættelse af de store klassiske følelser som hævn og disciplin, kærlighed og fortabelse imponerede anmelderne ved udgivelsen torsdag.
”Det var nødvendigt for mig at skrive ’Telefon’ (der er fjerde og sidste bind i den såkaldte Hvium-serie med præsten Lisa som gennemgående figur, red.) inden ’Kaptajnen og Ann Barbara’. Man skal passe på, at man ikke brænder varm på et stof. Der skal altid være en form for afstand. Hvis jeg var gået fra at skrive om heden i Thyregod, som jeg gør i de to andre historiske romaner, og så ’bare’ sprunget lidt længere tilbage i tiden, ville jeg måske få en fornemmelse af, at det var for let. Det er meget vigtigt, at der er en modstand, så man har respekt for stoffet og ikke tror, at man kan det hele, og at man ikke bilder sig noget ind. Jeg havde meget svært ved at forestille mig menneskene dengang. Hvad var de for nogle? En svensk forfatterkollega fortalte mig så: ’Dengang hadede og elskede man også, og man var jaloux, og man hævnede sig.’ Og det ved man jo godt, men så var jeg i gang.”
Noget særligt ved den nye roman er, at man ikke er indenfor i hovedet og kroppene på hovedpersonerne. Vi ser dem kun udefra og hører ikke om deres motiver, og det er med fuldt overlæg fra Jessens side.
”Det var et dogme for mig under skriveprocessen: Jeg ville ikke psykologisere. Jeg ville ikke gå ind i deres tanker, nej, de skulle beskrives gennem deres gøren og deres handlinger. Ligesom i sagaerne. Kvinderne i romanen er karakteriseret ved, hvad de gør, ved deres foretagsomhed. Det samme med von Kahlen. Han er et fyrtårn, principfast, han taler altid sandt, og så lukker han altid op. Der er en scene, der gentages i romanen: Det banker på von Kahlens dør i huset på heden, han åbner, og så må han se, hvad der møder ham: Er det ondt eller godt eller midtimellem? Han aner det ikke, men han åbner. Jeg har været interesseret i at undersøge, om vi kan forstå hinanden gennem handlinger og principper og ikke følelser.”
Forfatteren har tidligere været meget interesseret i motiver og drifter i sine hovedpersoner og har skrevet en række psykologisk meget realistiske og præcise portrætter af moderne mennesker, ikke mindst i Hvium-bøgerne ”Den der lyver”, ”Det første jeg tænker på” og ”Børnene”.
”Da jeg var yngre, var jeg meget interesseret i de psykologiske mekanismer, og jeg vil sige, at jeg nogle gange har overpsykologiseret og draget for hastige beslutninger ud fra for få indicier. Det med bare at kunne bruge sine sanser uden at konkludere – det er jeg først blevet bedre til, efter at jeg er blevet ældre. Jeg tror, at da jeg var yngre, var det tillokkende at konkludere, for så var dét og dét sat på plads, og så kunne man gå videre til noget andet. Der har nok været en form for mental rastløshed i mig, men også en trang til at lære noget. Men når man så bliver ældre, skal man måske også aflære sig noget.”
”Jeg tror, at man kan køre træt i forklaringer. Også fordi de virker som en fiktion selv, og den har vi været i i mange år – det med, at så meget kan forklares med fortiden. Der er ikke et eneste flashback i min bog, og det er jo med vilje. I romanen ser vi fremad.”
Jessen vender tilbage til himlen og hedelandskabet her ved Hald, som det så ud i 1700-tallet. Hun fortæller, at hun har moret sig undervejs i skriveprocessen, som nok kan være bøvlet og fyldt af rabalder, men altså også bare er sjov, når man skal opfinde undertiden lidt mærkelige eksistenser fra fortiden. Man kommer til at føle for dem, og især ét aspekt har optaget hende:
”I dag i vores trygge middelklasseliv kender vi slet ikke til den nød, der var allestedsnærværende i 1700-tallet. Man satte alt på ét bræt – det gør alle personerne i bogen på hver sin måde. De drives af nød, de har noget, de skal gemme sig for. Og ingen af dem kan tillade sig at forsumpe. Der er kun én vej, og det er at klø på. Der er ikke alt, der gror i sandjorden, der er godt. Men det er heller ikke alt, der gror i overfloden, der er godt.”
”Det er dybt inspirerende som forfatter at komme til et minimalistisk landskab med så få komponenter, men med en mægtig, mægtig himmel ovenover. Jeg er blevet mindet om betydningen af at løfte blikket. Vi mennesker vil ellers så gerne sidde i grøften eller gemme os bag et træ, men på heden, der er så flad, at der ikke er ly noget sted, kan man ikke gemme sig for himlen. Man ved ikke, hvad der kommer ovenfra. Det at være overgivet fuldstændig – det at være forsvarsløs over for noget meget, meget stort – har været nyt for mig.”
Ida Jessen rejser sig fra bordet og sætter vand over til mere kaffe. Uden for vinduet flyder det gyldne efterårslys ødselt fra himlen ned over søen og ind mellem træernes stammer. Samme himmel har hedefolket betragtet for 250 år siden uden at ane, om der var blødt lys eller hård regn i vente. Dengang var der ingen Smedehytte at søge ly i, men tilværelsens komponenter var i grove træk de samme.
Nu banker det på. Som en anden von Kahlen vender forfatteren sig fra køkkenbordet og går hen til døren. Man bør altid lukke op.