Trods daglige rygter om en invasion herskede der sommeridyl langs den jyske vestkyst i juli 1943. Danske strandgæster med picnickurve under armen trodsede pigtråden og kampvogns-spærringerne, som udgjorde nazisternes Atlantvold, der skulle forhindre en allieret invasion af det besatte Europa. Varmen vandt over den militære disciplin, og selv de tyske soldater var i bar overkrop.
Det var det syn, der mødte Hitlers fotograf Walter Frentz, da han i juli ankom til Danmark. Et besøg, som skildres i bogen ”Hitlers Danmarksbilleder”, som netop er udkommet.
Den 35-årige fotograf Walter Frentz havde til opgave at dokumentere, hvor langt tyskerne var med byggeriet af Atlantvolden, som strakte sig fra den spanske grænse og op til Norge. Og for den tyske fotograf var alt ikke idyl. På køreturen op langs den jyske vestkyst blev det klart, at volden ikke var så veludbygget, som man havde lovet Føreren. Det var ikke den eneste foruroligende nyhed, fotografen kunne tage med tilbage til Hitler efter godt tre uger i Danmark. For netop i de uger bredte den første folkelige opstand mod den nazistiske besættelsesmagt sig i Danmark, August-oprøret, som det efterfølgende blev kaldt. Sabotagen tog til fra en stadig mere selvsikker modstandsbevægelse.
Da Walter Frentz den 21. august vendte tilbage til førerhovedkvarteret Ulveskansen og sad til bords med Hitler, fortalte han om tingenes sande tilstand ved Flødeskumsfronten, Hitlers navn for mønsterprotektoratet Danmark. Hitler blev rasende og stillede et ultimatum til den danske regering, blandt andet om at indføre dødsstraf for sabotage. Regeringen accepterede ikke Hitlers ultimatum og trådte den 29. august tilbage. Samarbejdspolitikken var historie.
Walter Frentz havde imidlertid meget mere med sig i bagagen fra Danmark end en dyster beretning til Føreren. På mere end 400 fotografier fra rejsen forevigede han det Danmark, der mødte ham; badegæsterne, fiskerne ved Hvide Sande, cyklisterne på landevejene, børn, der spiste is i Tivoli, pyntede butiksvinduer med kongeligt porcelæn og tidens arkitektoniske nyskabelser, som den ekspressionistiske Grundtvigs Kirke i København og rådhuset i Holte tegnet af Arne Jacobsen. Kort sagt: en samling enestående farvebilleder, som tegner et tidsbillede af Danmark den skæbnesvangre sommer, hvor alt så ud til at ånde fred, skriver forfatter Morten Brink Iwersen i ”Hitlers Danmarksbilleder”.
”Walter Frentz ser sig selv som kunstfotograf,” forklarer Brink Iwersen i bogen.
”Han opfatter sig selv som både upartisk og upolitisk og lader sig aldrig hvirvle ind i de uendelige intriger og magtkampe, som konstant udspiller sig i toppen af det nazistiske styre.”
Hvem var han, og hvad drev ham? Walter Frentz var ikke medlem af nazistpartiet, men blev Hitlers betroede fotograf og en af de sidste, der forlod Føreren, inden han begik selvmord i bunkeren i Berlin i krigens sidste dage. Frentz blev spydspids i den nazistiske propaganda og stod bag nogle af de mest ikoniske optagelser af Hitler, herunder Førerens køretur forbi jublende menneskemasser i Nürnberg i filmen ”Viljens triumf” fra 1935.
”Det beroliger mig, at han aldrig udløste et skud under krigen,” siger Walter Frentz’ søn, 67-årige Hanns-Peter Frentz, da avisen besøger ham i hans lejlighed i berliner-bydelen Schöneberg.
”Men i propaganda-øjemed var hans kamera et våben, der tjente et forbryderisk regime. Det reflekterede han desværre aldrig kritisk over. Han sagde, ’de ville have gode billeder, og jeg kunne levere gode billeder, skulle jeg have leveret dem dårlige?’”, siger Hanns-Peter Frentz, som selv har arbejdet med fotografi i tre årtier, og som overtog sin fars billeder ved hans død i 2004.
Walter Frentz kom til Førerhovedkvarteret i 1939 efter anbefaling fra nazisternes hofinstruktør, Leni Riefenstahl, som havde brugt ham som kameramand på flere film. Hans hovedopgave var det ugentlige propaganda-program ”Die Deutsche Wochenschau”. Men ved siden af filmarbejdet tog han tusindvis af fotografier under sine rejser i det besatte Europa. Nærmest ingen af hans 20.000 fotografier fra krigens tid viser tegn på noget ubehageligt, skriver Brink Iwersen i bogen.
”Walter Frentz var den perfekte propagandafotograf. Han fremstiller Det Tredje Rige i et gyldent skær uden spor af nazisternes krigsførelse, vold og krigsforbrydelser,” skriver han.
Opholdet i Danmark havde betydeligt noget særligt for Walter Frentz. Især elskede han, at der var hav allevegne, og han lavede tre film om Danmark efter krigen, fortæller Hanns-Peter Frentz.
”Hans fotos fra Danmark i august 1943 er et kalejdoskop af indtryk. Den danske læser kan betragte billederne med det in mente, at Danmark stod over for et historisk øjeblik. Indtil da havde landet samarbejdet og handlet med Det Tredje Rige, men nu blev man betragtet som de allieredes forbundne, og dansk politi endte i 1944 med at få taget våbnene fra sig og blive sendt i koncentrationslejre. Men alt dette fornemmer man ikke i billederne. Bortset fra bunkerne ved stranden viser de idyl,” siger sønnen.
Er der et af Deres fars danske fotos, som taler særligt til Dem?
”Jeg finder særligt de billeder spændende, hvor vi ser danskere gå til stranden gennem fæstningerne ved Atlantvolden. De billeder siger noget om mennesker. Man finder sig til rette med situationen,” siger sønnen.
Hans fars lidenskab for fotografi, men også for musik, sprog og kultur smittede af på sønnen og hans virke.
”Han var et stort talent, og han havde et meget moderne billedsprog. Men det lagde han i løbet af få år fra sig, da han begyndte at arbejde for nazisterne. De havde et stærkt konservativt kunstsyn og betragtede fra omkring 1937 avantgarde-kunsten som degenereret,” siger sønnen.
Selvom Walter Frentz ikke deltog i kamphandlinger, var han ikke uvidende om nazisternes forbrydelser. I 1941 rejste han til Minsk på Østfronten som billedreporter for SS-leder Heinrich Himmler. Han overværede, at omkring 100 mennesker blev skudt og smidt i massegrave. Ifølge Himmlers tjenestekalender var de ”jøder og partisaner”. Men Frentz indså, at der var tale om en forbrydelse, mener hans søn. Han tog et billede af en henrettelse, fordi han mente, at hans overordnede i Hitlers hovedkvarter ikke kendte til ugerningerne. Men tilbage i hovedkvarteret bad en general ham om at tilintetgøre materialet og aldrig tale om det, han havde set. Det løfte holdt han i 20 år, fortæller sønnen.
”Det havde været en afgørende oplevelse for ham. Han havde indset, at hans eget folk begik det største barbari mod andre folk. Alligevel distancerede han sig aldrig rigtigt fra Hitler,” siger sønnen.
”Han forsøgte at overbevise sig selv om, at forbrydelserne skyldtes overreaktioner fra SS-soldaters side, og at Hitler ikke havde vidst noget om dem. Det er absurd, men det var nok en beskyttelsesmekanisme,” siger han.
Walter Frentz var protestant og den eneste i familien, der gik i kirke af oprigtig interesse, fortæller Hanns-Peter Frentz. Faderen havde også en encyklopædi over holocaust, og han tog sønnen med til Auschwitz i 1974.
”Jeg ved ikke, om han var nazist. Hans dagbog viser, at han i nazitiden levede i en parallelverden, hvor han ikke havde blik for, at jøderne forsvandt, og at anderledes tænkende blev forfulgt og myrdet. For ham var det fantastisk, at han fik chancen til at gøre karriere som filmkameramand. Han havde uden tvivl et moralsk kompas, men indimellem formåede han at slukke det. For at kunne leve med sig selv efter krigen opbyggede han sit eget net af livsløgne. Jeg ville ønske, at han havde håndteret fortiden anderledes. Men med alderen er jeg holdt op med at anklage ham. Hvem ved, hvordan man selv ville have været,” siger sønnen.