”Stribe med gren”.
Sådan hed mønsteret på de gardiner, der hang i museumsinspektør Kirsten Tofte-gaards teenageværelse på Østerbro i København i 1960’erne. Mønsteret bestod af vertikale baner, hver anden ensfarvet grøn og hver anden med ranker af brunlige blade. De gardiner havde betydning i barne- og ungdomsårene og lagrede sig i hukommelsen på en særlig måde. Kirsten Toftegaard husker også en bestemt rødorange nederdel fra sin barndoms klædeskab. Den var i lærredsvævet bomuld, og mønsteret hed noget langt mere eksotisk, nemlig ”Beirut”.
Nu har Kirsten Toftegaard, der er uddannet i tekstildesign, cand.mag. i historie og nuværende leder af mode- og tekstilsamlingen på Designmuseum Danmark i København, skrevet en bog om mennesket bag de to mønstre – og hundredvis af andre mønstre. Marie Gudme Leth hedder kvinden, der var pioner inden for stoftryk i Danmark, og som var berømt vidt og bredt for sine farverige mønstre, der for manges vedkommende var inspireret af naturen. Blade, fugle, blomster, insekter og træer var der masser af i hendes tekstiler. Mønstre, der i samtiden blev regnet for at være god smag, og som indbragte hende en betydelig kommerciel succes.
”Desværre fik jeg aldrig lejlighed til at tale med Marie Gudme Leth, men måske har vi mødt hinanden,” siger Kirsten Toftegaard.
Hun forestiller sig, at den succesrige tekstildesigner og forretningskvinde kan have kigget ned i barnevognen til den spæde Kirsten. Barnevogn og baby blev af og til stillet uden for slagterforretningen i Rosenvængets Allé 1 på Østerbro, hvor personalet holdt et vågent øje, mens Kirsten Toftegaards mor gjorde sine ærinder i området, hvor hun og familiens lejlighed lå. På samme adresse, men i mellembygningen i gården, havde Marie Gudme Leth sit stoftrykværksted fra 1940.
”Jeg forestiller mig, at Marie Gudme Leth har passeret min barnevogn og sagt dikke-dik til babyen i vognen, når hun var på vej op til sit værksted,” skriver Kirsten Tofte-gaard ønsketænkende i bogens indledning.
Sikkert er det til gengæld, at Kirsten Toftegaard 40 år senere, i 1980, mens hun var elev på tekstillinjen på Skolen for Brugskunst (nu Det Kongelige Akademi) blev introduceret for Marie Gudme Leths værker og for hendes status som et stort forbillede i dansk stoftryk.
”Hun er beundringsværdig og interessant, fordi hun som den første dygtigt introducerede tekstiltryk i Danmark i det 20. århundrede og revolutionerede branchen, efter at den havde været nærmest ikke-eksisterende siden anden halvdel af 1800-tallet, hvor billige stoffer fra England, Tyskland og Frankrig satte sig tungt på markedet,” siger Kirsten Toftegaard om begrundelsen for sin bog.
Bogen er den første, der er skrevet om den danske kunsthåndværker, som levede et langt liv, hun blev 102 år, med egne stoftryk og med uddannelse af flere generationer af stoftrykkere. Bogen er fyldt med eksempler på Marie Gudme Leths farverige trykte mønstre. Fra de stramme med linjer og rette vinkler til dem, der er flest af: de fantasifulde, frodige naturinspirerede mønstre. Tryk, der bærer navne som ”Ananas og bananer”, ”Blomkålspude”, ”Dyrekrans”, ”Grøftekant”, ”Havbund”, ”Perlehøne” og Urskov”. Hun er også kvinden bag trykket ”H.C. Andersen” fra 1937 med illustrationer fra digterens mange eventyr. Det er siden genoptrykt på vægtæpper og tørklæder og solgt til turister.
Rejste til Java
Som nogle af titlerne antyder, hentede Marie Gudme Leth ikke kun sin inspiration fra sine hjemlige himmelstrøg. Da hun var midt i 20’erne, rejste hun i 1921 med et fragt- og passagerskib til byen Surabaya på øen Java i Indonesien. Her opholdt hun sig i to et halvt år hos sin søster og svoger, angiveligt for at slikke sine sår efter en brudt forlovelse, men opholdet fik også betydning for hendes stoftryk, for hun kom hjem med akvarel- og kultegnede skitser af den eksotiske natur, hun oplevede. I Berlingske Tidende kunne man i en artikel om rejsen blandt andet læse, at ”den unge frk. Gudme ikke vilde nøjes med en saa apatisk Tilværelse som den, de øvrige europæiske Damer fører, men baade foretog sig Ture til Fods og til Vogns langt ud i de skønne Landskaber for at tage Studier, ansaas for farligt og urimeligt”.
Selv er Marie Gudme Leth i bogen citeret for at sige: ”Efter at være kommet hjem henfaldt jeg i triste Betragtninger om, hvor grimme Stofdessinerne var. De fleste var tyske, ofte rent ud sagt smagløse, og det faldt mig ind, at man måtte kunne lave noget, der var langt pænere.”
”Hun havde en klar ambition om at blive kunsthåndværker og om at leve af at sælge sine stoffer. For at få mulighed for at deltage i udstillinger var det nødvendigt at være medlem af forskellige foreninger for kunstværk, og det blev Marie Gudme Leth i midten af 1920’erne. Herefter deltog hun med værker i flere udstillinger, og hun blev også leder af stoftrykklassen på den nyoprettede Kunsthåndværkerskolen i København,” fortæller Kirsten Toftegaard.
Et gennembrud for Marie Gudme Leths mønstrede stoffer kom i 1935. Det skete, da hun blev leder af den nyoprettede virksomhed Dansk Kattuntrykkeri på Christianshavn. Her blev der i årene efter rammetrykt mere end 1000 meter stof om måneden. Men det helt store gennembrud oplevede hun i 1937, da forretningen Magasin-Bo havde arrangeret en udstilling med boligtekstiler, der var hængt op som gardiner, så mønsteret var synligt, ligesom der var møbler og puder, der var betrukket med hendes stof. I en anmeldelse i bladet Nyt Tidsskrift for Kunstindustri kunne man læse, hvad det særlige ved Marie Gudme Leths tryk var:
”Tøjtryk og Vævning er to bundforskellige Kategorier. Men det glemmes undertiden, og derfor er det forfriskende at se en Stoftrykker, der næsten helt renoncerer på lineære Mønstre, og som ikke i mindste Maade forsøger at imitere Vævemønstre. Det behøver fru Leth heller ikke, for hun har sit eget lille Speciale, et meget indtagende Talent til at tegne Dyr og Planter,” hed det blandt andet.
En dygtig forretningskvinde
Efter fem år forlod Marie Gudme Leth Dansk Kattuntrykkeri og fik to år senere sit eget værksted og sin egen virksomhed på Rosenvængets Allé, som hun drev indtil 1963. Hun var, siger Kirsten Toftegaard, ud over at være en kreativ kunsthåndværker også en særdeles dygtig forretningskvinde.
”Hun var en god kombination af kreativitet, teknisk snilde og forretningssans. Dertil kommer, at hun gerne stillede op til interviews og ikke var bleg for at lade sig eksponere, og så hun havde sine meningers mod.”
Efter 1963 deltog hun stadig på en lang række udstillinger, og i 1980 fik hun tildelt den livsvarige ydelse på finansloven for sin lange indsats for kunsthåndværket stoftryk.
Kirsten Toftegaard samler på godt kunsthåndværk og har da også nogle duge med Marie Gudme Leths tryk, som hun passer rigtigt godt på. Det er stoffer, der også findes i samlingen på Designmuseum Danmark. Men først og fremmest vil Kirsten Toftegaard med sin bog gerne bidrage til, at Marie Gudme Leth ikke bliver glemt.
”Inden for stoftryk er hun den, der har haft størst betydning i Danmark, ingen tvivl om det, og derfor skal vi huske hende,” siger hun og tilføjer:
”Når der ikke er skrevet om hende før, handler det om, at der stadigvæk er et hierarki inden for kunsthåndværk. Det mindst fine at beskæftige sig med er tekstiler og mode. Det hænger utvivlsomt sammen med, at det altid har været et kvindefag.”
