Anne ligger på sit stuegulv med armene og benene ude fra kroppen som en søstjerne. Hun er flyttet med kæresten Jens til København fra Aarhus – ikke fordi de vil starte et liv sammen i hovedstaden, men fordi Jens har fået fast arbejde på en tegnestue som arkitekt og lidt henkastet spurgte Anne, om hun ville med. Nu er hun her, mellem uddannelser og uden netværk, med den ene hånd på vej ned i en pose vingummiflagermus og den anden i gang med at klø i et lusebid. Hvad skal hun med sit liv, tænker hun højt og konkluderer: Man kan også være søstjerne.
Martha Flyvholm Todes anden roman handler om en ung kvinde i start-20’erne, der står foran sin fremtid og ikke rigtig kan vælge retning. ”Man kan også være søstjerne” er med andre ord et lille samtidsdrama, men desværre har den spinkle historie ikke den sproglige hyperopmærksomhed, som der er brug for, når historien er så lille, og personportrættet er så diffust. For læseren lærer aldrig Anne at kende. Anne kender heller ikke sig selv, kan man argumentere, for Anne kan ikke ”føle sig selv” og griner bare ad studievejlederen, når hun pædagogisk vender sin computerskærm på kontoret for at vise Anne den hjemmeside, hun allerede har stirret sig blind på hjemmefra.
”Man kan også være søstjerne” er skrevet i små afsnit med overskrifter. Her møder Anne sin gamle folkeskoleveninde Emma i en af de bedre scener, der hedder ”Hund”:
”’Det er en bomuldshund,’ siger Emma. ’Hun er kun 16 uger gammel.’ ’Den er sød.’ ’Hun.’ ’Den ligner lidt en gulvmoppe.’”
Man aner, at Anne er lidt kontrær, og hun bliver da også ved med at kalde den vattede hund for ”den”, og samtidig er der også glimt af humor i de to gamle veninders replikker. Det kunne man godt have ønsket i resten af romanen: underliggende humor, skarpere replikker og mere personlighed.
Det kører ikke rigtig for Anne og Jens’ parforhold, der bliver sat på spidsen af nogle væggelus, der tilsyneladende er usynlige og kun bider Anne. Hun mistænker ham måske for at have haft en affære i sommerens løb, mens hun længes tilbage efter en tabt ungdom i kollegiekøkkenet i Aarhus. Samtidig kører det gevaldigt for Jens på det nye arbejde, og han fortæller begejstret om det i nogle, desværre, helt unødvendigt komplekse og uskønne replikker:
”’Det er mega sjovt, hvordan det fungerer på sådan en tegnestue,’ siger Jens. ’Du ved, på studiet arbejder man altid i hele projekter. Altså lige fra idégenerering til research til skitsetegninger til modelbygning til afsluttende præsentation.’”
I en realistisk skrevet samtidsroman er der typisk en vis replikmæssig mundtlighed, og man kan stille sig selv spørgsmålet, om der virkelig er nogen – deriblandt også regnet begejstrede unge arkitekter – der taler sådan med deres bedre halvdele?
”Man kan også være søstjerne” er et litterært quickfix, der er meget hurtigt fortæret. Desværre har den slet ikke den sproglige finesse, der er brug for i et flyvsk portræt af en ung og ubeslutsom kvinde, og selvom den spinkle historie rummer både glimt af humor og sødme – blandt andet da Anne begynder at tale med inventaret i sin lejlighed og bliver frivillig i Dansk Flygtningehjælp – så redder det ikke helheden.