”Skønt. Fedt. Virkelig skønt. Det er fintfølende og meget rammende. Vi skal få publikum til at forstå, at det, de skal se, foregår herinde.” Teaterinstruktør Rasmus Ask peger på sit hoved. Hans begejstrede respons er rettet mod tre skuespillere, der står på et kvadratisk trægulv i et sortmalet lokale. De er i Teatret Møllens indre, og dagens prøver på den kommende forestilling ”Det ensomme hjerte” er netop gået i gang.
”Publikum forstår, hvor vi er. Solen skinner. Der er en ung mand. Og han er ved at blive skudt. Fed energi. Vi tager den igen,” fortsætter instruktøren.
De tre skuespillere sætter sig på nogle stole. En efter en rejser de sig og afgiver en replik. De er alle tre udgaver af Hans Horn, den musikalske tysker, der mod alle odds overlevede Anden Verdenskrig. Hans Horn var menig tysk soldat på Østfronten, og sidenhen bosatte han sig i Danmark med sin familie, hvor han arbejdede som praktiserende læge. Da Hans Horn døde i 1989, efterlod han sig et erindringsværk på mere end 5000 rigt illustrerede sider. Men først efter hans hustrus død ved årtusindskiftet gik omfanget og kvaliteten af faderens erindringer op for parrets to børn.
I 2013 sendte sønnen Thomas Horn prøvende en mail til forfatteren og historikeren Tom Buk-Swienty. I 2017 udkom erindringerne i kondenseret og dramatiseret form som bogen ”Det ensomme hjerte”, der blev en bestseller.
Teaterchef på Teatret Møllen i Haderslev Nikolaj Mineka så straks potentialet i at omforme bogen til en forestilling, og allerede i 2018 gav han bogen til dramatiker Brian Wind-Hansen, der i samarbejde med Teatret Møllen og instruktør Rasmus Ask står for det færdige manuskript.
”Solen skinner.” Det er Hans Horn, der siger det. Eller en af teaterforestillingens Hans Horn’er, repræsenteret af skuespiller Ole Sørensen.
”Der er en ung mand,” fortsætter en anden Hans Horn, nu i form af den lidt yngre skuespiller Thomas Rønne.
”Han er 24 år.” Skuespiller Ane Helene Hovby sætter sig igen, efter replikken er sagt.
”Der er en duft af forår.”
”Fuglesang.”
”Den unge mand kigger på sine kammerater.”
”De står på en lang række”
”Op ad muren.”
”Foran skytterne.”
”Flot. Skønt. Der sker virkelig et stemningsskift, når det går op for os, hvad der er ved at ske.” instruktør Rasmus Ask er tilfreds med gennemøvningen af første scene, og han går videre til manuskriptets scene tre, der hedder ”En lektion”. Den omhandler Hans Horns undervisning i cello – et instrument, han skulle komme til at mestre. Det blev en færdighed, der flere gange reddede ham ud af farlige situationer under Anden Verdenskrig. Derfor spiller strygere og klassisk musik en stor rolle i teateropsætningen, fortæller instruktøren.
”Der er en stor fortælling. Der er næsten noget odyssé over det. Hans Horn blev i løbet af krigen læge, men han spillede også cello, som flere gange blev hans redning. Måske også på et sjæleligt og menneskeligt plan. Det er en unik mulighed i teaterrummet at få strygerne til at konstruere en poetisk virkelighed, hvor de sammen med skuespillernes ord maler billeder frem hos publikum.”
Under ”En lektion” sidder de tre skuespillere på deres spinkle træstole og spiller luft-cello, mens strygerne kommer til at sidde bag dem. Skuespillerne simulerer flere gange at få et rap over fingrene, når de spiller forkert og til slut også et slag over nakken. Ane Helene Hovby ser henimod den ældre Horn i form af Ole Sørensen:
”Spiller du cello?”, spørger hun tilsyneladende imponeret over skuespillerens åbenlyse luftcello-talent.
”Du ser ud til at have styr på det.” Ole Sørensen ryster smilende på hovedet.
”Han er skuespiller, Ane,” lyder det konstaterende fra instruktøren, og i rummet genlyder latteren fra de tre skuespillere, instruktør-assistenten og Rasmus Ask selv. De tager scenen forfra.
For dramatiker Brian Wind-Hansen stod kernehistorien i Tom Buk-Swientys ”Det ensomme hjerte” frem allerede efter første gennemlæsning.
”For mig bliver fortællingen ikke bare en om Anden Verdenskrig, men om krig i det hele taget. Hvad er krig? Hvad efterlader krig i et menneske? Selvom man overlever en krig, kommer der så et helt menneske ud på den anden side? Horn repræsenterer de mange mennesker, der under en krig gør, hvad de kan for at overleve. Der er en beretning om en mand, der hverken var en selvopofrende helt eller en gemen skurk. Han var den helt almindelige tysker fanget i en ualmindelig tid. På nogle tidspunkter går han på kompromis med sin moral, værdier og etik. Og det er det interessante at se på i forestillingen – kan et menneske, der gør frygtelige ting for at overleve under en krig, bevare sin menneskelighed?”
Brian Wind-Hansen skrev manuskriptet igennem tre gange, før det endelige lå klar til forestillingen. Og med et så omfangsrigt materiale måtte meget skæres væk:
”Når man går ind i så stort et værk, er det som en gåde, der skal løses. Hvor ligger de vigtigste tråde? Alt andet måtte skæres væk, så det blev den universelle fortælling om, hvad krig gør ved mennesker. Og om kærligheden, der bliver en redning for Horn og giver ham noget at kæmpe for. Mit håb er, at publikum tager Horns historie med sig, når de går ud af salen. At hans skæbne sætter nogle tanker i gang, om hvad krig er for en størrelse,” slutter dramatiker Brian Wind-Hansen.
På Teatret Møllen er de nået til en ny scene – ”Et instrument”. Scenen viser Hans Horn som ung, og hans mor, der presser på for at få sønnen til at spille et klassisk instrument. Selv var hun pianist og indledte en, for Hans Horn, pinagtig affære med pianolæren. Scenens omdrejningspunkt bliver netop Hans Horns viden om moderens affære, og skuespiller Ole Sørensen fremsiger prøvende scenens afsluttende replik:
”Der er en dreng, der skamfuldt bærer en cello gennem byens gader. Et instrument, der er større end ham selv.”