En halskæde af kranier skåret i menneskeknogler, et kunstsmykke af blond menneskehår og en ørering med diamant af sammenpresset aske fra et dødt menneske.
Det er nogle af de særprægede kunstsmykker, man for øjeblikket kan se på Sønderborg Slot i den aktuelle udstilling "Makabre Mesterværker". Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Museum Sønderjylland, den rutinerede smykkeskribent Nina Hald og guldsmeden Bodil Binner, og viser 88 nyproducerede smykker i samspil med historiske genstande, der belyser de traditioner, der ligger bag.
Det billede af smykker, vi har i dag, er, at smykker gives ved lykkelige, lyse og glædelige begivenheder; dåb, konfirmation, fødselsdag, forlovelse, bryllup, siger Nina Hald.
"Men smykkernes udgangspunkt er noget med at være viet døden. De blev givet ved graven som offergaver til guderne, og man har haft dem på som et billede på, at man var viet det næste liv, viet det hinsides."
En nøgle til det hinsides
Der er flere forskellige eksempler på den meget bogstavelige tradition med at bære døde med sig videre i et smykke. Hårlokken er ét sted at starte, siger Nina Hald.
"Det er en tradition, der begynder omkring år 300-400 i nogle af de tidlige kristne samfund," fortæller hun.
"Man giver sin elskede en hårlok fra én selv med i graven, og beholder noget af den elskedes hår, som man bærer på sig. Det er vigtigt, man har det med sig, for det er nøglen til at finde den anden, hvis man skulle genopstå på den yderste dag. Det er en form for pant, men det handler også om, at man kan tage en elsket med sig i det hinsides, for det er vigtigt at stå hel foran Gud."
At bære kors som smykke og opstandelsessymbol blev først normalt omkring år 700, fortæller Nina Hald.
"Romerne så ikke opstandelse eller frelse i korset, det var en ydmygende måde at blive henrettet på, et torturinstrument. I dag kan vi se et fint kors hænge om halsen på en nybagt konfirmand eller endda ned i kavalergangen. Sådan ville man aldrig bruge det på Kristi tid. Man ville aldrig skilte med, at man var kristen."
I renæssancen sker der nogle nybrud. Her kommer der i takt med lægevidenskabens udvikling et andet fokus på kroppen. Her begynder man at vise hud og se smykker som eksempelvis kors båret direkte på kvindehud, fortæller Nina Hald. Og der opstår også en variation af hårpanten, som klinger decideret usømmelig i nutidens ører.
Victorias sorg
I renæssancen i 1500-1600-tallet kom der nemlig også fokus på det seksuelle. Og her kan man finde eksempler på, at elskende udveksler kønsbehåring.
"Renæssancen har en vågnende bevidsthed om, at vi eksisterer i kroppe, man har en reel kropsdyrkelse. Hvad er det mest intime og romantiske, man kan give hinanden? En kvast pubeshår, eventuelt flettet, i et smykke. Det har været noget lidt frækt - en pant udvekslet i elskov. Men det har samtidig været en videreførelse af traditionen med at bære et symbol på, at man er forbundet med nogen i døden."
Hos de mere kropsforskrækkede victorianere i 1700-tallets England var det frække ikke just noget, der blev skiltet med. Men dronning Victoria kom faktisk til at være dén, der gav hårsmykkerne et storslået comeback.
Da dronning Victorias ægtemand, prins Albert, døde i 1861, gik dronningen ind i en sørgeperiode, der kom til at vare ganske længe.
"Victoria bærer sorg i årtier efter sin mand Alberts død. Hun går med sort – hun havde ikke behøvet det, men vælger altså at gøre det. Hun bærer smykker af diverse sorte ædelsten. Og hun går med hårlokker, som hun har klippet af Albert, både i levende live og af liget."
Håret bandt hun ind i smykker, og det fik en sand bølge af hårsmykkemode til at brede sig i hele Europa, fortæller Nina Hald.
"Hun fik også lavet armbånd ud af de mælketænder, hendes børn tabte. Hun fik en hel del børn, og mælketænderne blev indfattet i guld og sat på et armbånd som perler i en kæde."
Diamanter ud af aske
I det hele taget havde man et helt andet forhold til humane rester, end vi har i dag. Men det handler også om, at følelser spillede en stor rolle i Den Victorianske Æra, siger Nina Hald.
"Sentimentalitet er virkelig også noget, der hører victoriatiden til. Selvom det ikke er en positiv beskrivelse af victorianerne, gav de deres kæledyr rettigheder før børnene. Og en fremherskende følelse har også skullet vises udadtil. Det har nok også været et tveægget sværd for mange: En kvinde i sort var urørlig og ikke én, man lige sådan tiltalte. Det kan også have haft negative konsekvenser og isoleret den sørgende."
I 1800-tallet kom der øget fokus på hygiejne, i takt med at man opdagede, at bakterier kan spredes, blandt andet fra døde kroppe. Hårsmykkerne blev langsomt mindre og mindre populære, og i dag finder vi dem ikke specielt tiltalende.
"Når hår bliver aet, bliver det også fedtet. Hvis vi gør det i dag, vil håret helt sikkert være opbevaret bag en stump glas i en medaljon," siger Nina Hald.
Men så er det jo, at det reneste rene kommer ind i billedet: asken. I dag bliver langt de fleste afdøde danskere kremeret, omkring 85 procent, og det er en mulighed for efterladte at få lavet smykker med sten af sammenpresset aske fra den afdøde.
Firmaer er i stand til at specialfremstille diamanter i forskellige farver, og hår kan faktisk også bruges. Ud af asken, der indeholder kulstof, kan man frembringe syntetiske diamanter, der indfattes i guld eller sølv og bæres i alverdens forskellige slags smykker: ringe, brocher, amuletter, øreringe.
På udstillingen kan ses et eksempel på denne nye smykketrend, leveret af guldsmeden Bodil Binner. Hun har kreeret en Fugl Fønix-ørering med en syntetisk blå diamant lavet på en fabrik i Schweiz af asken fra en afdød person.
Et andet spektakulært smykke er en halskæde med perler af bittesmå kranier, skåret i ægte menneskeknogler. Smykket er lavet af Fredericia-guldsmedjen Me Mori, der har specialiseret sig i at lave smykker, der italesætter vores forhold til døden, for derved at få os til at forholde os til livet.
Det kræver også sin etik, påpeger Nina Hald:
"For at undgå en tiltale på straffelovens paragraf 139, det, der hedder usømmelig omgang med lig, har guldsmeden købt et gammelt skelet til undervisningsbrug, som hun så har skåret perlerne ud af. Halskæden har i øvrigt også et religiøst islæt, fordi der er det antal perler i den, som katolikkerne har i deres bedekranse," siger Nina Hald.
Smykkeskribenten har aldrig selv fået lavet et mindesmykke. Men nu, hun tænker over det, kunne hun godt forestille sig at "bære" hendes farfar, som hun havde et nært forhold til.
"Men hans aske skulle ikke sammenpresse til en blå diamant, den skulle være grå! Det var hans farve. Jeg synes faktisk, det ville give god mening, for jeg ville blive mindet om alle de grin og samtaler, al den tid, vi har haft sammen. De døde forlader os jo ikke i tankerne."