Elguitarbygger Johnny Mørch sidder på førstesalen af et husmandssted i Voer på Norddjurs og namedropper . Navne på guitarister og bassister, der har spillet på hans instrumenter og som hittede i 1970’erne og 1980’erne stryger over bordet. For journalisten vækker navne som Ole Fick, Michael Friis, Peter Rahbek og Tim Renwick ingen genklang. Frustrationen på begge sider af bordet er håndgribelig. Er generationskløften for stor? Er journalistens viden om guitarister og bassister fra større danske og internationale bands for lille?
Nærmest opgivende, men med et lunt glimt i øjnene sukker Johnny Mørch, at han også har lavet en bas til Romeo Williams – ”som var bassist i Elton Johns band.” Lettelsen går igennem lokalet, der er indrettet som showroom for Johnny Mørchs elguitarer og elbasser. Med Elton Johns navn er der opstået en fælles musikalsk referenceramme – et fælles udgangspunkt – og interviewet, der i virkeligheden skal handle om de håndbyggede elguitarer, der er den 75-årige Johnny Mørchs livsværk, kan begynde.
I den ombyggede stald på husmandsstedet arbejder Johnny Mørch stadig hver dag, selvom han er egentlig er gået på pension. For 10 år siden. Stalden er blevet til værksteder, hvor de elguitarer og elbasser, som han har specialiseret sig i, siden han startede forretningen med sin far i 1972, bliver til. Hustruen, Jette Mørch, mener aldrig rigtigt, at pensionisttilværelsen har indfundet sig. Selv griner Johnny Mørch afvæbnende, når han fortæller, at det jo først er nu, han har tid til at føre alle de ”indeklemte idéer” ud i livet og over i de elguitarer og elbasser, som er under opbygning i værkstederne.
Og der er mange indeklemte idéer i elguitarbyggerens system, forstår man ved at se ned gennem de to forbundne værksteder.
I det første foregår det elektroniske arbejde. Her drejer Johnny Mørch blandt andet pickupperne, som samler strengenes svingninger op og bestemmer instrumentets lyd. Det bagerste rum kalder han for ”svinerummet”, for det er her, elguitarerne og elbassernes kroppe bliver forarbejdet i træ.
Johnny Mørch bruger alt muligt slags træ. Han holder af at eksperimentere, for forskelligt træ giver forskellige klange og udseende. I svinerummet dufter der af afhøvlet træ og halvfærdige guitar-kroppe og gribebrætter ligger side om side. I hjørnet står en bunke aspetræ til tørring, som Johnny Mørch har fået af naboen og ”det var gratis, så nu prøver jeg,” siger guitarbyggeren, der efter sin pension udelukkende bygger på passion og ikke længere på bestilling.
Det var ellers de skræddersyede instrumenter, som fik Johnny Mørch på det musikalske landkort, fortæller han. Igennem næsten 40 år har han bygget elguitarer og elbasser i tæt samarbejde med kunderne, der kunne være med til at bestemme alt fra træsort og pickuppernes placering til den endelige farve og form på instrumentet.
”Det var det, jeg solgte på. At folk kunne få deres egne idéer og tanker ført ud i livet. En del kunder har samlet på mine instrumenter og fulgt hele byggeprocessen hos mig. De har været medkonstruktører og haft deres gang på værkstedet sammen med mig,” fortæller Johnny Mørch.
Fra kælderen i Randers, hvor virksomheden startede, byggede Johnny Mørch og hans far instrumenter, som hurtigt viste sig at blive efterspurgt. De første seks elguitarer var solgt på to uger. Når folk kom ind for at få repareret en elguitar eller bas af andet mærke, sagde far og søn i starten nej tak. De ville ikke røre ved ”konsum-produkter”, men fandt hurtigt ud af, at en reparation af en Fender eller en Gibson var den direkte vej til at kundens næste guitar hed Mørch.
Sådan gik det til, at Johnny Mørch lavede instrumenter til Elton Johns bassist og også en til trommeslageren Jonathan Moffet, fordi Johnny Mørch på sidst i 1980’erne var tilknyttet Puk-studiet som reparatør. Puk-studiet var et lydstudie udenfor Randers, hvor ikke bare Elton John, men også internationale navne som George Michael, Depeche Mode og Judas Priest har indspillet plader.
”Musikerne havde hørt om mig, og en dag kom de herover for at se, hvad jeg lavede. Bassisten ville gerne have en ny bas, og trommeslageren ville også have noget at spille på,” fortæller Johnny Mørch og fortsætter:
”Jeg var ovre ved Puk-studiet med en bas, og så kom Elton tøffende ud i sådan nogle store sivsandaler. ’Sikke et flot stykke håndværk’, sagde han,” Johnny Mørch griner ved at tænke tilbage på episoden med et af tidens største bands. Albummet, der blev produceret i det randrusianske lydstudie, var ”Sleeping with the Past”, der udkom i 1989 med blandt andet storhittet ”Sacrifice”.
Det var dog et noget andet band, der sporede elguitarbyggeren ind på den vej, som skulle blive hans livsbane. Nemlig Hilmer and his Comets, der tilbage i 1960’erne spillede på danserestauranten Blue Moon i Silkeborg. Johnny Mørch boede i Sejs lige udenfor Silkeborg og var i lære som værktøjsmager på samme fabrik, hvor hans far var værkfører.
På Silkeborg Maskinfabrik lyttede han til Radio Luxembourg, og den lyd, der strømmede fra højttalerne, måtte han opleve i virkeligheden. Derfor strøg han og en kammerat på knallerter ind til Vestergade i Silkeborg, til Blue Moon.
”Og så var jeg solgt. Det var rock hele vejen. Jeg havde ikke – på egen krop – oplevet hvordan en elguitar føltes. Hilmer var lige hjemvendt fra Sverige som en rockkonge. Han spillede Little Richards-numre og Shadows, og han spillede fantastisk. Det fængede, og det var starten på at spille elguitar for mig,” fortæller Johnny Mørch, der lejede sin første akustiske guitar i Silkeborg og lærte at spille af en af de andre værkføreres sønner.
Johnny Mørch blev en habil elguitarist, før han selv begyndte at bygge samme instrument. Som værktøjsmager var han ikke afskrækket af at skille og samle ting ad. Da hans egen Fender-elguitar ikke lød, som han ville, var der ikke andet for end at skille den ad, udskifte gribebræt og stål og prøve igen. Og igen. Johnny Mørch har ingen formel instrumentbyggeruddannelse og han har lært det specifikke håndværk af nogen.
”Det handler om, at man har en idé og at være vedholdende, indtil det fungerer. Og ikke give op. Jeg tænker ofte på, hvor privilegeret jeg er. Hvis ikke jeg lavede der her, kunne jeg have stået på en fabrik eller ved en drejebænk på skiftehold, som jeg har prøvet. Det er en drivkraft i sig selv, og det er blevet mit livsværk,” afslutter den autodidakte elguitarbygger, der på trods af sin pensioniststatus går glad på arbejde. Hver dag.
