Lars Bukdahl: ”Min glæde devalueres af forlagenes jerntæppe af smil”

Lars Bukdahl, litteraturkritikerpå Weekendavisen, vælger at tro på, at anmelderiet har en fremtid. Men han er ærgerlig og bekymret over forlagsbranchens massive marketingmaskine

”Hvis folk skal gide at lytte til min surhed, bliver jeg også nødt til at bevæge mig lidt videre og argumentere for, hvorfor jeg synes, at det er for galt, at verden er af lave. Og det er jo netop på grund af tabet af det blik og den tale, som kritikken e
”Hvis folk skal gide at lytte til min surhed, bliver jeg også nødt til at bevæge mig lidt videre og argumentere for, hvorfor jeg synes, at det er for galt, at verden er af lave. Og det er jo netop på grund af tabet af det blik og den tale, som kritikken e. Foto: Leif Tuxen.

Der er en bevægelse i gang. En tendens i den litterære branche, som han hverken synes om eller vil være en del af. Derfor peger han på problemet. Og så må han – med sin redaktørs velkendte formaninger i ryggen – jo bare huske sig selv på også at være lidt opbyggelig i sin tone, hvis han vil sikre sig, at andre mennesker fortsat vil lytte til hans indvendinger.

Lars Bukdahl har været litteraturkritiker for Weekendavisen siden 1996, og inden da var han anmelder her på avisen. Han er en af de få i sin branche, der ”kan leve af primært at være anmelder og stadig få menneskepenge for det”, som han siger. Og det meste af tiden føler han sig da også temmelig privilegeret, fordi han på sin avis i rimelig grad får lov at anmelde netop de bøger, som han formoder er gode.

Men – for sådan ét er der jo så alligevel – han er som sagt godt træt af særligt én bevægelse i branchen.

”Det handler egentlig om hele marketingmaskinen på forlagene, hvor forfatterne maser frem i markedsføringen hånd-i-hånd med forlagenes kommunikationsafdeling. Et forlag som Gutkind er for eksempel enormt dygtige til det,” siger Lars Bukdahl.

Dilettanters ukritiske budskaber

Lars Bukdahl sidder med forfatter Lotte Kaa Andersens nye biografiske roman ”Den inderste kerne” fra selvsamme forlag i hånden. I forbindelse med at han har skullet anmelde bogen, er han blevet præsenteret for en hel bunke pseudojournalistiske artikler på forlagets hjemmeside og diverse sociale platforme om romanen. Flere interviews, som forlaget selv er afsender på. En kronik, som forfatteren har skrevet til forlagets side. En film med indbydende baggrundsmusik. Ud over at et sådant massivt markedsføringskit gør grænserne for flydende efter hans smag, giver det også sværere betingelser for hans slags; litteraturkritikerne.

”På sociale medier vil jo man helst være glad. Det hele er bare så skønt. Du liker ikke et link til en dårlig anmeldelse, selvom du er enig med den. For det er ikke likeable at være kritisk. Så kritikken bliver altså fejet ind under alle de her pseudojournalistiske tekster, som forlagene deler på sociale medier og deler med en stadigt større sværm af bogbloggere, dilettanter, som også ofte er nogle meget positive mennesker, der hjertens gerne videredeler de glade vinklinger, forlagene fodrer dem med. I sidste ende bliver det hele én stor mur af smil over bøgerne.”

Men det er altså bare et kedeligt smil, synes han.

”Jeg føler, at den her smilemur – jerntæppet af smil – stjæler kvalifikationen ud af min glæde som kritiker. Når jeg er glad, forsøger jeg at være det på en kvalificerende måde, hvor jeg forklarer og viser, hvorfor noget er godt. Men jeg føler, at dette rædselsfulde og tordnende jerntæppe af smil devaluerer min glæde og begejstring, fordi glæden, smilet, begejstringen ligesom er blevet lov. Det er måske en lidt patetisk måde at sige det på, men det er sådan, jeg har det. Og med denne nye lov bliver kritikeren virkelig ofte sådan en, som fremstår mærkelig, mavesur og trist, og som folk derfor vil ignorere mest muligt.”

Og ja, han kan da godt se, at forlagene sagtens kan undvære de sure anmeldere og dårlige anmeldelser. Og ja, han forstår godt, hvor effektiv denne strategi på de sociale medier er for forlagenes salgstal. Men:

”Det er bare, fordi de også altid sætter sig op på den høje hest. Det er anstrengende. Hvorfor lade som om de er så fine kulturinstitutioner, når de i virkeligheden er marketingmaskiner? De vil jo sælge de her bøger lige meget hvad. De vil også udgive en bog, selvom den er dårlig, så længe de bare ved, at den sælger godt.”

Når han siger sådan, ved han godt, at han nemt kommer til at lyde som en opgivende mand, der vrisser af, at verden er af lave.

”Som anmelder synes jeg jo, at det er et problem, hvis kritik ikke længere anses som noget, der er vigtigt. Altså af rent selviske grunde. Det er uhyggeligt, når man kan se og føle sig overflødiggjort. Så på den måde er det jo en ren eksistensfrygt, der er på færde: Jeg vil gerne have, at jeg spiller en rolle. Men hvis folk skal gide at lytte til min surhed, bliver jeg også nødt til at bevæge mig lidt videre og argumentere for, hvorfor jeg synes, at det er for galt, at verden er af lave. Og det er jo netop på grund af tabet af det blik og den tale, som kritikken er.”

Opløst i en fad begejstringsfront

For Lars Bukdahl er det essentielt, at kritikken findes som fænomen i verden, fordi den kvalificerer læserne.

”Anmeldere – i hvert fald de dygtige af dem – har sans for litteratur. Jeg elsker at læse god, velskrevet kritik, men jeg tror også, at kritik er vigtig i forhold til at fortsætte med både at læse tænkende og smagende med skarphed og præcision, sådan at man som læser hele tiden bliver gjort opmærksom på og bliver bedt om at læse med på og indgå i en samtale om det her specifikke stykke kunst. Anmeldere sætter tanker i gang med litterære refleksioner og spørgsmål.”

Hvad gør værket og hvordan? Hvornår har det, en forfatter skriver, faktisk et mellemværende? Hvornår er noget kunst? Hvornår lader noget bare som om? Og hvorfor har vi overhovedet brug for kunst og litteratur?

Men når kritikken så bliver sat til side og ”opløst i en fad begejstringsfront”, så mister læseren ifølge Lars Bukdahl både den kritiske og grundige diskussion af kunsten og evnen til at se forskel på godt og dårligt.

Har kritikere mere ret end alle andre til at definere, hvad der er godt og dårligt?

”Det er i hvert fald det, de bilder sig ind. Men det kræver, at den autoritet, man har, anerkendes af læseren. For jeg kan jo sagtens stå på en ølkasse og råbe op om, at jeg har ret, og at jeg er den, der har læst mest, og den, der læser og skriver bedst – som jeg jo til enhver tid ville stå på en ølkasse og råbe – men hvis det ikke anerkendes af læseren, er vi jo lige vidt.”

Oplever du, at din autoritet anerkendes?

”Ja, i et eller andet omfang. Folk reagerer da på det, jeg skriver. Men i forhold til autoriteten er det også her, hvor jeg er lidt uforstående over for mine yngre anmelderkolleger. De gør for lidt et nummer ud af at ’være nogen’, at være en autoritet. Måske fordi det i øjeblikket handler meget om, hvem der har retten og magten til at dømme og sige noget om andre. De er tøvende og forsigtige over for smagsdommen. Men der er ikke nogen vej udenom som anmelder. Altså man får jo kun autoritet, hvis man påberåber sig den og forsøger at kvalificere sig til den. Både ved at læse dybt og råbe højt – og være præcis og ærlig. Det betyder, at man nogle gange – som jeg – kommer til at være på tværs og går imod muren af smil.”

Faren ved at tøve er ifølge Lars Bukdahl, at enhver bog er skrevet af et stakkels virkeligt menneske med et bankende hjerte, og som du kan fatte en eller anden form for empati for, hvis du vil.

”Men så bliver det hele jo pludselig lige meget. Og jeg synes ikke, at det er lige meget, om en bog er skrevet med et talent og som et genuint kunstværk eller ej. ’Skurken’ i en ond anmeldelse er hverken anmelderen eller forfatteren. Det er forlaget, der har udgivet bogen med åbne øjne eller med en eklatant manglende sans for, hvad kvalitet er,” siger Lars Bukdahl.

Blandt sine jævnaldrende og ældre kolleger efterlyser han til gengæld en større grad af personlig investering. Man er et jeg og en krop, der læser, og derfor bør en kritiker ifølge Lars Bukdahl også give sig personligt og kropsligt i teksten.

”De yngre kritikere er netop mere personlige – men de er det på den tænksomme, tøvende, snøftende måde. Det, jeg kunne komme til at savne blandt fremtidens kritikere, er netop en facon, der rimer på den måde, jeg selv teer mig på. En tegneserieagtig, karatehuggende, brølende facon, der sætter sig op imod forlagenes forsøg på at bestemme retningen. Men måske det ikke er helt så forfærdeligt, som jeg bilder mig ind, at tiderne skifter og kritikken med den.”

Så hvordan ser fremtiden for kritikken ud i det landskab?

”Jeg tror, at kritik – både i de mest kvalificerede udgaver og i de mest tabloide og platte på 12 sølle linjer og nogle stjerner – heldigvis bliver ved med at være særligt attraktive publicistiske formater, som der også i fremtiden er behov for.”

Og hvis det så alligevel går helt galt, må han efter eget udsagn så bare stille sig op på den føromtalte ølkasse med sine printede anmeldelser og råbe dem til forbigående.

”Så helt patetisk bliver jeg vel bare nødt til at blive ved med at snakke, fordi jeg ikke kan andet. Men det er enormt vigtigt, at jeg ligesom holder mig åben til den grænse, hvor jeg mærker, at her stopper legen,” siger han og fortsætter så:

”Det er også bare betingelsen for, at jeg kan blive ved med at læse den nye og unge litteratur, at jeg holder mine øjne åbne og min nysgerrighed vakt. At jeg kan få øje på forskellene, og at jeg kan påskønne dem. Ellers bliver jeg jo netop fuldstændig irrelevant.”