På ydersiden af glasdøren ind til Andreas Brantelids øverum, højt oppe, sidder en krog i messing. Der er ingen krog på indersiden af døren, så han kan holde andre ude og få den fred, man måske forventer, at en stjernecellist kunne have brug for. Har han brug for, at andre lukker ham inde, når han øver sig? Og hvordan kommer han ud?
”Nej, nej. Den er kun på, når jeg ikke er hjemme,” forklarer cellisten med et grin.
Anordningen giver mening, når man lader blikket glide på gulvet i entréen i hans hjem i Nærum i Nordsjælland. Et hav af sko og gummistøvler, lyserøde, grønne og blå, ligger hulter til bulter og vidner om, at Andreas Brantelid og hans hustru har fire børn i alderen ét til seks år. Og de kan, ved han af erfaring, finde på at indtage øverummet og gå på opdagelse på deres egen kreative måde, hive noder ud af reolen og vælte nodestativet.
Lige denne fredag er 5/6 af familien rejst til Sverige på ferie hos bedsteforældrene. Ladt tilbage er deres musikerfar i en undtagelsestilstand af total ro.
”Det er virkelig ikke sådan hér, det plejer at være fredag eftermiddag,” siger han og sætter kaffen over på kaffemaskinen i køkkenet mellem opvasken fra i morges.
Han er lige kommet hjem fra København, hvor han i disse dage indspiller cellokoncerter af komponisterne Haydn og Bach sammen med cembalisten Lars Ulrik Mortensen og barokensemblet Concerto Copenhagen. I potteplanterne i stuen er der stukket rød-hvide papirflag, resterne af hans egen 33 års fødselsdagsfest dagen før.
I sin levetid har han allerede nået en hel del: Han er én af de mest efterspurgte cellister i sin generation og har optrådt som solist med symfoniorkestre i hele verden. Han har indspillet den bedste og sværeste musik, der er skrevet til hans instrument.
Han begyndte at spille som treårig, blev siden udråbt til et ungt musikerhåb i den klassiske verden og har modtaget en lang række priser og legater for sit følelsesfulde strengespil. Da Kristeligt Dagblad i 2008 skrev om ham som ét af landets nye supertalenter i serien ”De absolut egnede” var det under overskriften "Andreas Brantelid: Drengen der fokuserede på sin cello".
Han har svært ved at forestille sig selv uden sit instrument. Og dog, for under coronaepidemien er der noget, der har rykket sig i ham.
”Det lyder helt absurd at sige det, men det har været den bedste tid i mit liv, det her. At få lidt pause. Økonomisk er det jo en katastrofe! Men som musiker spiller man ikke nødvendigvis smukkere af at spille hele tiden,” siger han.
Op til 80 koncerter om året har ikke været usædvanligt for ham de senere år. Ved den første coronanedlukning i marts befandt han sig i Finland for at spille Elgars cellokoncert og var på vej ind i salen, da hans agent ringede. Beskeden var, at de kommende koncerter var aflyst, og at han efter koncerten skulle tage næste fly hjem mod København.
”Det var så ufatteligt mærkeligt at gå ind i den sal og modtage klapsalverne og vide, at det var sidste gang i meget lang tid, man skulle gøre dét. Jeg er jo i princippet fri til at vælge, hvad jeg gerne vil spille af koncerter, men det har været utroligt svært at sige nej til ting. Og pludselig var der bare noget andet, der kom udefra og bestemte, hvad jeg skulle,” siger han.
Den konservatorieuddannede musiker har egentlig længe haft lyst til at tage et sent ”sabbatår” blandt andet til at lære nye værker. Det kunne han så gøre nu, men coronakrisen også har gjort det mere synligt, at musikken er hans levebrød.
”Det er jo et dristigt skridt at tage, når man har fire børn, helt at trække stikket. Men jeg kan virkelig mærke, der er andre ting, der begynder at trække i mig også,” siger han.
At kalke det stråtækte hus, han bor i for eksempel. En sur pligt for mange husejere, men Andreas Brantelid har rent faktisk haft lyst til det. Han er dog ikke nået ret langt, for der kom et andet lystprojekt i vejen, nemlig de Haydn-indspilninger, han lige nu er ved at færdiggøre.
”Tarmstrenge!” udbryder han begejstret, mens kaffen buldrer færdig på maskinen.
I dag bruger man stålstrenge til strengeinstrumenter, men dengang Haydn levede, i wienerklassikken, havde en cello strenge lavet af snoede svinetarme, forklarer han.
”De er sindssygt svære at kontrollere i forhold til stålstrengene. Det er lidt ligesom at spille på en stemme, der er i overgang. Lige pludselig vil den noget helt andet, end man har bedt den om.”
Men det kan også noget, en særlig rå og autentisk lyd, der er værd at gå langt for.
”Jeg har øvet mig på de tarmstrenge i flere måneder. Jeg underviser selv elever, og jeg plejer at sige til dem, at der ikke er noget, der hedder for lidt tid. Lidt for lidt tid er en god idé, og man skal ikke have måneder til ting, det er ikke sikkert, det ender med at blive bedre af det. Jeg er vant til at have tre-fire dage til at øve noget, jeg skal spille i næste uge. Så det er ret vildt, det her.”
På køkkenbordet ligger lystlæsningen, 600 siders noder med titlen ”Bach, Sämtliche Kantaten”. Andreas Brantelid læser stemmerne i kantaterne én for én, sætter dem sammen inde i hovedet, hvor lyden af tonerne allerede findes. Han har det som om, han er ved at læse en fed roman, siger han og smiler over hele hovedet:
”Og det er bind 1 ud af 20!”
Coronatidens koncertpause har betydet flere cd-indspilninger. Efter mange års tilløb har han fået indspillet ét af de sværeste stykker, han kan komme i tanker om, Alfredo Piattis ”12 capricci”, som en hyldest til hans gamle professor.
”Det er sådan noget, man spiller for at øve sig, blive bedre. Det lyder altid lidt som en overlevelseskamp. Men der ligger noget musik under, som jeg gerne ville have frem, og jeg er faktisk blevet godt tilfreds. Min professor døde desværre alt for tidligt, men han havde fortjent at høre det ordentligt,” siger han.
Og så er der én ting mere, han har gjort de seneste måneder, mere end han plejer:
”Jeg har leget med mine børn.”
Inde i stuen ligger de farvestrålende balloner fra i går stille under flyglet, men man ser for sig, hvordan de for få timer siden dansede i rummet. Livet som far begyndte lidt uventet for seks år siden for Andreas Brantelid. Han havde mødt en svensk bratschist, Emilia, og kort tid efter blev hun gravid.
”Så friede jeg til hende. Og så er vi bare fortsat i det spor,” siger han.
”I livet tager man jo nogle valg, nogle af dem tager sig selv. Lige nu føles det meget som om, man bare er midt i det hele og prøver at følge med. Det handler meget om børnene. Jeg spiller utroligt meget stadigvæk, og det at få børn giver én kniven for struben. Før levede jeg sådan en meget bohemisk tilværelse, hvor jeg kunne gå rundt i min egen verden en hel dag uden egentlig at øve mig særlig fokuseret. Men nu skal jeg øve mange timer hver dag for at være sikker på at være i topform, nu afhænger vores liv jo af det,” siger han.
De købte huset i Nærum for fem år siden, det er stort nok til alle, men de fylder også en del hver især. Emilia Brantelid spiller i orkester og har også brug for at øve sig. Og de to ældste af børnene på fire og seks er begyndt at spille violin, noget der udfordrer deres fars tålmodighed. Han prøver, men det er ikke altid, han orker at insistere på, at de skal øve.
”Stik en iPad i hænderne på et barn, og det lærer, hvad det skal på to sekunder. Men det er vildt svært at lære dem at sætte fingrene rigtigt på en violin. Den dér ABC... Det lyder helt forfærdeligt! Jeg kan heldigvis ikke huske, at jeg selv har lydt så skidt,” siger han og griner.
Den fyr, han taler om, når han taler om sig selv i datid, ham, der kunne gå rundt om sig selv en hel dag, kunne man kalde ”det unge talent”. Han boede i en lejlighed på Åboulevarden i København, og selv, når han var hjemme og havde fri, var der aldrig rigtigt fred, som dén han nu kan føle, når han er hjemme i Nordsjælland.
I det gamle interview fra 2006 i Kristeligt Dagblad kan man høre den 18-årige Brantelid sige, at han bestemt på længere sigt ”regner med at kunne kombinere musikerlivet med det at have en kæreste”, efterfulgt af:
”Men lige nu er det vigtigste for mig at studere og koncentrere mig nærmest fanatisk om musik.”
Dengang havde han ikke haft ro til at kaste sig ud i et ”tarmstrengsprojekt”, dertil var han for ung og for meget ”i kaos”, siger han.
”Der er intet, der har givet mig så meget nervøsitet, som musikken. Folk syntes altid, det var godt, det jeg lavede, da jeg var lille. Da jeg så blev teenager og fandt ud af, hvordan jeg gerne ville spille, blev det mere presset. Det gik fra at være en leg, til at jeg blev bange for min egen skuffelse,” siger han.
Han husker, at han på et tidspunkt var på vej mod det nordvestlige USA for at spille som solist med Seattles symfoniorkester.
”To uger før, jeg skulle af sted, holdt jeg op med at tale med mine venner og min familie. Jeg var nervøs på rejsen derover, jeg var nervøs under hele koncerten, og jeg var nervøs, da jeg var færdig med at spille. Jeg var så vred hele vejen hjem i flyveren. Og da det gik op for mig, indså jeg, at sådan kan man jo ikke leve et helt liv,” siger han.
”Det har været mig selv, jeg var bange for at skuffe allermest. Det handler ikke så meget om, hvad andre synes, dét der. Det er selvværdet, der er problemet. Hvis man spiller falske toner, er man et dårligt menneske. Man identificerer sig så meget med det, man gør, men det er skidt, for man bliver en slave af sit instrument,” siger han.
Skyggesiderne ved at være så talentfuld, at man i princippet burde kunne spille alt, hvad der er skrevet, til perfektion, er der stadig. Men Andreas Brantelid er blevet bedre til at arbejde med dem i dag. Når han sidder i øverummet er det tilladt at dykke ned i frustrationens mørke. Så må han gerne være hård over for sig selv eller sin formåen for en stund. Men det har ikke plads, når han optræder, har han besluttet.
”I dag siger jeg ikke til mig selv, at det gik dårligt. Efter en koncert tager jeg fem minutter, hvor jeg gennemgår den oppe i hovedet, hvordan gik det, og hvad skete der? Men jeg prøver at leve efter, at alt er tilladt på scenen.”
Han er begyndt at se ret meget fodbold i fjernsynet på det seneste, siger han så.
”Ja, og du hører jo aldrig en fodboldspiller sige efter en kamp, at han ikke spillede særlig godt, og at fremtiden ser sort ud, vel? Sportsfolk lærer typisk at forholde sig objektivt til deres præstationer, for derefter at lægge det bag sig og se fremad mod det næste. Det er altid sådan noget med: ’Jeg synes, vi spiller en okay kamp, og så er det selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke lige får scoret, men vi ved, hvad vi skal forbedre i næste kamp.’ Er det ikke rigtigt?”
Det er sådan noget, han også prøver at tale med sine elever om. At de skal finde ud af, hvilke følelser der er konstruktive for dem og for spillet, fremadrettet:
”Også selvom den ikke sad heroppe,” siger han og hæver håndfladen op over sit eget krøllede hovede;
”Så kan publikum have haft en stor oplevelse. Og de er forbavsende ligeglade med, hvordan folk på scenen har det. De har ingen medlidenhed med dig, hvis du kommer ind og ligner en undskyldning for dig selv.”
Andreas Brantelid er aldrig selv blevet presset af sine forældre til at spille, det er vigtigt for ham at sige (faderen Ingemar Brantelid er i øvrigt også musiker og cellist i strygekvartetten Arild). Det begyndte med en cello og suzukimetoden, der i korte træk går ud på at spille ”efter øret”. Hans tvillingesøster Ida spillede også violin som barn, men i dag har hun uddannet sig til jordemoder og er glad for det. Og Andreas Brantelid bliver mildt irriteret på dén, der kommer anstigende med den forestilling eller fordom, at ”disciplin, disciplin og mere disciplin” skulle være afgørende for at blive dygtig inden for klassisk musik. For eksempel en journalist fra Kristeligt Dagblad.
”Ja, disciplin og hvad så?! Selvfølgelig kan du spille en hundesvær etude og spille alle toner rent uden at have noget på hjerte. Men hvis det skal berøre nogen, det du gør...”
Den rynke, der har tegnet sig i panden på ham, retter sig langsomt ud.
”Det er lidt en sygdom i den klassiske musik, det her med disciplinen. I visse kredse er det perfekte godt nok. Og sikke en skam! Der er så meget der går tabt, når musikken bliver til et kunstskøjteløb, hvor man ikke må træde ved siden af. Hvis jeg hører en koncert, hvor der ikke er en eneste mislyd, så bliver jeg mistænksom. Og hvis man spiller et stykke, alle kender, er perfektionen jo nærmest meningsløs. Der må vi altså tilbage til noget...”
Nogle flere tarmstrenge?
”Ja!”
Han griner.
”Nej, misforstå mig ikke. Jeg kan godt lide, når den sidder lige i skabet, og jeg er nok også ret fanatisk i forhold til at øve mig så fokuseret, at chancen for at spille uden en skramme bliver så stor som muligt. Men når man så endelig sidder dér på scenen, efter så mange timers øvning, og måske også har rejst langt, så må man gerne vove ikke at spille på præcis samme måde som i går. Og man må vove at spille lige så frit, som hvis musikken var et sprog,” siger han.
”Det er egentlig ligesom, når du og jeg taler sammen nu. Vi nuancerer sproget ved at betone ord og frasere vores sætninger. Og nogle gange stikker sætninger ud, de er overraskende eller ligefrem unaturlige. Derfor er der en naturlig dissonans i samtalen. Sådan er det også i musikken.”
Musikken er et sprog, som har boet i ham, siden han var barn. I denne tid savner han også den velkendte, højtidelige følelse af at skulle på scenen.
”Min far er jo også musiker, og fra jeg var en lille dreng har jeg kunnet mærke, at der var noget i gære, når han skulle spille koncert. Normalt måtte jeg gerne sidde mellem hans ben, når han spillede, men ikke lige dér. Og jeg husker alvoren i salen. Publikum, duften af dameparfume. Det har jeg altid godt kunnet lide, og jeg har savnet det i denne tid, mange mennesker proppet ind på lidt plads, den nervøse stemning.”
Tænke sig selv uden celloen kan han ikke. Men engang imellem kommer der en strøtanke, som er lige så angstprovokerende, som den er besnærende.
”Jeg har aldrig valgt musikken, det er mere musikken, der har valgt mig. Det har på en måde været en selvfølge, så længe, jeg kan huske, at jeg spillede cello, og helt utænkeligt ikke at spille. Det er et håndværk, som er så svært, en ferskvare, som skal holdes ved lige hver dag for at være frisk.”
Og hvis man så ovenikøbet kræver af sig selv, at det skal være héroppe,” siger han og løfter igen håndfladen op over hovedet.
”Det kan også gøre, at man tænker: ’Hvor må det være dejligt ikke at have dét der!’ At have et almindeligt arbejde, som man kan lægge fra sig, når arbejdsdagen er omme.”
Men der ér noget andet i livet end celloen, og det fylder mere og mere. Som de børn, der normalt ville skrige på leverpostejsmadder og fjernsyn nu, fredagstrætte, glade og kaotiske. Når han øver bag sin glasdør, er der ikke låst. De må gerne komme ind og sidde mellem hans ben, bag celloen, som han selv gjorde, da han var lille. Og det bedste, han ved, er at komme flyvende hjem fra en koncert og blive mødt af børnenes jordnære behov:
”De er bedøvende ligeglade med, om jeg lige har spillet Dvorak, Elgar eller Haydn. De skal bare have skiftet dén ble eller have mig til at skubbe bag på den trehjulede.”
Hovedparten af Brantelid-banden er rejst i forvejen til broderlandet, mens deres far indspiller færdig i København. Hvis man spørger ham, hvad han har allermest lyst til i hele verden, lige nu, breder der sig et saligt smil over hans ansigt.
”Ferie! Der er helt tomt oppe i knolden på mig. Jeg skal have en uge uden at spille.”