Briterne har ikke haft meget at more sig over på det seneste. Eftervirkningerne af Brexit. En katastrofal coronahåndtering. En premierminister, der fortæller usandheder. Og med den mindste hær i 300 år under den største sikkerhedskrise siden Anden Verdenskrig.
Men der er et lyspunkt, som man har kunnet varme sig ved siden 1922. Det hedder BBC, og der er formentlig ingen anden radio- eller tv-station på kloden med et tilsvarende renommé. Det er også et af de få eksempler for det, som regeringen lidt pompøst kalder Global Britain, altså at landet kan gøre sig gældende internationalt, selvom man ikke længere kontrollerer verdenshavene eller så meget andet.
Præcist op til jubilæet er der udkommet en mursten af en fortælling, ”The BBC. A People’s History”, som sætter sig for at vende om ikke hver en sten, så dog en stor del af historien bag dette ikoniske foretagende. Det lykkes ganske godt. Derom senere.
Først en såkaldt disclaimer: Den, der skriver disse linjer, har lyttet til BBC i halvdelen af dens levetid. Som ung var det en adgang til verden. Som korrespondent var den uundværlig, fra Nordirland til New Delhi. Det drejede sig ikke bare om nyheder. Det var guldstandarden for, hvad der var væsentligt, når man ser det hele fra oven. En tysk station vægter Tyskland højest, en amerikansk har næsten kun øje for USA, og i danske radioaviser er væsentlighedskriteriet mere eller mindre afskaffet, så stort og småt blandes og tilsættes jingles – små melodier – fordi man ikke tror, at lyttere kan koncentrere sig mere end 30 sekunder ad gangen.
Hos BBC World Service, som er stationens internationale radiokanal, er man ikke særlig britisk i sin vægtning, men man gør meget ud af at være uafhængig. Det er derfor, BBC-korrespondenter er blandt de første til at blive udvist, når diktaturer strammer skruen. Det kan ligefrem være en indikator for, at noget mere dramatisk er i vente. Sarah Rainsford, den mangeårige korrespondent i Moskva, blev smidt ud i august. Et halvt år senere marcherede Rusland ind i Ukraine. Kloge ledere har en anden tilgang. Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens sidste præsident, har fortalt, at han altid lyttede til BBC på russisk, for det var her, han fik den bedste orientering om, hvad der foregik i hans land.
Journalistik på Business Class
Denne anmelder har også haft glæde af stationen i den virkelige verden. Man har ofte kunnet lægge sig i slipstrømmen af en BBC-reporter, som man kendte, og det var en god idé, fordi man på den måde kunne springe ventetider for en gemen, dansk reporter over og suse direkte med til et interview med en stats- eller regeringschef, eller komme ind i en flygtningelejr, eller noget lignende. Det var som at rejse på Business Class, hvor man overhaler andre passagerer i køen, fordi man har en bedre billet.
Bagsiden er, at BBC-folk er superaktive hele tiden, også når man selv er ved at falde om af træthed. Der er altid en radioavis, der skal passes, eller et indslag, der skal klippes til.
Tilbage til bogen. En af de ting, BBC har måttet slås med i næsten hele sin tilværelse, har været, at man angiveligt er for elitær. Det er nok derfor, ”folket” indgår i værkets undertitel. Det kan være lidt trættende; ikke fordi man ikke kan være folkelig – hvad stationen efter denne anmelders mening i stort omfang er – men fordi tonen kan virke en anelse påtaget, i et forsøg på at få alle med. Storbritannien har en stolt tradition for læsevenlige biografier, om alt fra Churchill til hemmelige tjenester og byudvikling efter 1945, uden at lefle for nogen. Det er ikke helt lykkedes her, og de mange pragtfulde, gamle billeder fremstår grå og grødede, fordi man har sparet det glittede papir, som er bedst til trykning af sort-hvide fotografier.
Skandalerne
Men så er det heller ikke værre. Forfatteren har, siger han, haft fri adgang til BBC's arkiv, der må være stort, og for en aficionado som overtegnede er der mange guldklumper. BBC's grundlægger, John Reith, var ”dybt mistænksom over for kunst og kultur”. Føromtalte Churchill – premierminister under krigen og med til at redde den frie verden – hadede stationen gennem hele sin lange karriere, fordi den ikke ville lade sig bruge som hans propagandamaskine. Noget lignende kan ses hos den nuværende beboer af Downing Street 10, Boris Johnson.
Reith var ikke helt nem at greje, men når det virkelig gjaldt, kunne man stole på ham. Han kæmpede for stationens uafhængighed, og vandt i reglen, undertiden ved hjælp af taktiske indrømmelser. ”Intet er smukkere end at gøre det rigtige og blive skældt ud for det bagefter,” sagde han; hvis vi alle fulgte den devise, ville verden være et ærligere sted.
BBC har haft mange generaldirektører og mange skandaler. En stjernereporter fik et interview med prinsesse Diana i 1995 ved hjælp af et forfalsket dokument. En anden påstod nogle år efter, at premierminister Tony Blair havde vildledt nationen for at kunne sende tropper til Irak; det var en historie med kun én, anonym kilde, som, da mediemaskinen rullede, og regeringen afviste påstanden, begik selvmord. Stationen har dækket over kendte studieværters overgreb mod børn.
Alt sammen forfærdeligt. Men BBC står stadigt, og forhåbentligt solidt. Der har været en række Finest Hours, ikke mindst under Anden Verdenskrig. Stationens indsats under krigen i Ukraine er formentlig ikke overgået i moderne tid. Med et net af korrespondenter, der sætter livet på spil med fremragende journalistik, fra James Waterhouse i Kyiv til kolleger ude i landet, mellem bomber og ruiner. Aldrig hyperventilerende, altid rolige, uden et æh eller øh. For min skyld kunne de få Nobels Fredspris. Og så har vi slet ikke nævnt tv-siden, eller de mange fremragende, andre radioprogrammer. Og Johannes G. Sørensen, der den 4. maj 1945 klokken 20.34 viderebragte budskabet om Danmarks befrielse fra et BBC-studie i London. Der er nok at komme efter. Lyt selv.
David Hendy: The BBC. A People’s History. 656 sider. 25 britiske pund. Profile Books.
I ”læst udefra” omtaler vi en aktuel bog fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.