Sognepræst: Man skal ikke som præst gå rundt med en facitliste på, hvad der er rigtigt og forkert

Man forkynder som præst ikke bare gennem sine ord, men også gennem den måde, man er menneske på, lyder det fra sognepræst Eva Holmegaard Larsen, som er aktuel med ny bog om præstelivet


Der er ofte en forventning om, at en præst skal være udadvendt, sjov og kunne vade charmerende i mennesker med træsko på. Men man bliver ikke nødvendigvis en dårligere præst af at være indadvendt og eftertænksom, mener Eva Holmegaard Larsen. – Foto: Leif Tuxen.
Der er ofte en forventning om, at en præst skal være udadvendt, sjov og kunne vade charmerende i mennesker med træsko på. Men man bliver ikke nødvendigvis en dårligere præst af at være indadvendt og eftertænksom, mener Eva Holmegaard Larsen. – Foto: Leif Tuxen.

Kriser under skrivning af juleprædiken. Det er en af de situationer fra præstelivet, der kan findes i sognepræst Eva Holmegaard Larsens nye bog ”På indersiden – præst i den danske folkekirke”. Bogen handler ikke mindst om hendes oplevelser i de seneste 22 år, hvor hun har været sognepræst i Nødebo og Gadevang Kirker mellem Fredensborg og Hillerød i Nordsjælland. Men den handler også om de tanker om præstegerningen, der har formet den præst, som Eva Holmegaard Larsen er blevet. Og her har hendes morfar været central. Han var sognepræst på det nordøstlige Fyn, fortalte bibelhistorier til sine børnebørn og havde en stilfærdig autoritet. Og så formede han Eva Holmegaard Larsens syn på, hvordan man kan være en god præst.

”Jeg fortæller om min morfar i bogen, fordi han var et utrolig godt menneske, og det var det, som inspirerede mig til at tro og blive præst. Hans måde at være på gjorde, at jeg forbandt den kristne tro med at være god. Det står derfor også klart for mig, at man også forkynder gennem den måde, som man er menneske på,” siger hun.

Og forbindelsen mellem det menneske, man er, og ens rolle som præst er et af de helt store temaer i den nye bog. For Eva Holmegaard Larsen mener, at præstegerningen ikke kun er et arbejde, men en livsvej og livsstil, der betyder, at man møder mange mennesker og deres skæbner på sin vej. Det er også essentielt for Eva Holmegaard Larsen, at præsten er en troværdig skikkelse på flere måder.

”Troværdig er ikke at gå rundt med en facitliste på, hvad der er rigtigt og forkert. Det er mere en ærlighed i forhold til sig selv og andre mennesker, der betyder, at man også er bevidst om sin egen tvivl og svaghed. Man skal ikke altid stå parat med svarene, men man skal altid være klar til at tage de store samtaler. En præsts arbejde handler i høj grad om at have samtaler med mennesker, så hvis man ikke interesserer sig for mennesker, skal man ikke være præst,” siger Eva Holmegaard Larsen.

Forfatteren vil med sin bog gerne fortælle om, hvor meningsfuldt og spændende præstegerningen er, men også om, at det kræver en stor personlig indsats, som koster noget.

”Alle kender præsten på kjolen og ved, at en præst prædiker i kirken om søndagen. Men ud over det møder jeg faktisk tit spørgsmålet: ’Hvad laver du egentlig resten af tiden?’ Og livet som præst er et liv, som man skal tænke alvorligt over, om man kan holde til. For det er både utrolig meningsfyldt, men man giver også en stor del af en selv,” siger Eva Holmegaard Larsen.

Og det stiller også en række krav til præsten, mener hun. Når man skal være tilgængelig for en samtale med sognebørn, der står i svære situationer, er det nemlig essentielt, at ens egen person ikke står i vejen for det. Derfor skal præsten have en stærk kaldsetik, siger Eva Holme-gaard Larsen:

”Man mister den nødvendige respekt, hvis man ikke lever og opfører sig ordentligt i sit sogn. Man må ikke sætte tilliden på spil, og man skal kunne komme til sin præst og føle sig tryg. Det betyder dog heller ikke, at man skal være mere from end alle andre og gå rundt og udstille sin godhed. Præsten er et menneske med fejl og mangler, og der skal være plads til tumultariske perioder i livet for en præst. Jeg ser dybest set kirken som et fællesskab af syndere med gensidig omsorg for hinandens svagheder.”

Selvom hun understreger, at der skal være plads til fejltagelser, er hun dog knap så sikker på, at det er noget, som den almene befolkning har fokus på. Generelt har menigheden ikke mange forventninger til, hvad man gerne vil med sin præst, og det kunne man godt opfordre mere til, mener hun.

”Min oplevelse er, at de fleste ser præsten som byens læge. Det skal forstås på den måde, at præsten skal være på pletten, når det brænder på i god og dårlig forstand: Til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Men derudover forventes der ikke meget. Man er glad, hvis man har fået en god præst, men er det ikke tilfældet, er det bare lige meget. Det spændende ved at være præst er at give mere, end sognet forventer,” siger Eva Holmegaard Larsen.

Samtidig er det vigtigt at finde en balance mellem folks forventninger og ens egen overbevisning om, hvad der er det rette at gøre, mener hun. Kirken skal nemlig ikke være en ”tilbudsavis”.

”Der er ofte en forventning om, at en præst skal være udadvendt, sjov og kunne vade charmerende i mennesker med træsko på. Det er der også nogle, der virkelig kan, mens andre er mere indadvendte og eftertænksomme, men det betyder ikke, at man er en dårligere præst. Jeg tror, man skal være tro mod sit eget væsen og være præst på den måde, man kan finde sig selv i,” siger Eva Holmegaard Larsen.

Eva Holmegaard Larsens bog om præstelivet
Eva Holmegaard Larsens bog om præstelivet