Kunstner: Man skal tage de chancer, man ikke har

Claus Carstensen fik idéen til udstillingen ”Becoming animal”, der i øjeblikket vises på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, efter han var til begravelse for en ven, der tog sit eget liv

Maleren Claus Carstensen var en af ”De Unge Vilde” i 1980’erne. Og nu genkender han en del af punkens livtag med tomheden i Prædikerens Bog, der har inspireret ham til udstillingen ”Becoming animal”. –
Maleren Claus Carstensen var en af ”De Unge Vilde” i 1980’erne. Og nu genkender han en del af punkens livtag med tomheden i Prædikerens Bog, der har inspireret ham til udstillingen ”Becoming animal”. – . Foto: Leif Tuxen.

Verden var tom som et ubrugt lærred, da Gud gik i gang med at give alting farver.

Det fornemmer man allerede i Bibelens andet vers, som understreger, hvor trist det hele var i begyndelsen, før Gud skabte himlen og jorden:

”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.”

Sådan har intet ændret sig. For tomheden er stadig dér, hvor Gud ikke skaber livet. Det mærker man i Bibelens største ”depressionsdagbog”, Prædikerens Bog, hvor den resignerede forfatter beskriver livet (uden Gud) som ”tomhed, endeløs tomhed”.

Bogen tilskrives sommetider kong Salomon, men uanset hvem der har skrevet den, er det en, der har kigget dybet ind i mørket, mener kunstneren Claus Carstensen, der har været kurator på udstillingen ”Becoming animal” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, og udstillingen har også hentet sit mørke motto fra Prædikerens Bog:

”Jeg tænkte: Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed!”, skriver prædikeren, og Claus Carstensen kan godt sige amen til det bibelvers, selvom han ikke er troende selv:

Foto: Leif Tuxen

”Jeg er i bedste fald agnostiker og i værste fald ateist, men jeg må også erkende, at Bibelen har forsøgt sig med en eksistentiel tolkning af verden, som langt hen ad vejen har holdt stik. Jeg tror bare ikke på, at det var Gud, der skrev på Moses’ stentavler. Jeg tror, at loven, etikken og moralen er menneskeskabte kulturelle størrelser, derimod er der megen sandhed i syndefaldsfortællingen, for menneskets byrde er jo vores skam og dødsbevidsthed, der kan få livet til at virke tomt. Men pointen er jo, at kulturen er en direkte frugt af syndefaldet,” siger kunstneren og peger på, hvordan der er spist af æblet på min iPhone. For Apple har ligefrem hentet sit logo fra syndefaldet, når mange af os bruger mere tid på at søge transcendens gennem teknik i stedet for teologi. Men Bibelen har stadig nogle af de bedste bud på at tackle livets tragedier, mener han.

Claus Carstensen fik idéen til udstillingen, da han deltog i en af sine venners begravelse i Köln:

”Min ven havde begået selvmord. Og i nattoget på vej ned til begravelsen i Köln begyndte jeg at tælle de venner, jeg havde haft, som ikke var blevet 40 år. Jeg kom op på 35. Det var et svimlende højt tal for mig. Allerede da jeg var dreng, døde flere af mine venner,” siger Claus Carstensen og sænker stemmen, mens han oplister sine tab.

En blev fundet med en plastikpose over hovedet, en anden kørt ned på vej til sin efterskole, og en tredje kørte selv galt på knallert. Og som en del af kunstnermiljøet og punkmiljøet, der nærmest hyldede selvmordet, mistede han den ene efter den anden af sine venner, heriblandt flere af sine bedste venner, der simpelthen gav op, fordi livet virkede meningsløst og tomt. Men det var nærmest også evangeliet til vennens begravelse i Köln:

”Til begravelsen blev der læst en meget pessimistisk tekst op af filosoffen Scho-penhauer, der beskrev, hvordan mennesket deler stofskifte med dyret og bør gå lige så oprejst ind i døden som i livet. I sin fortvivlelse havde han begået selvmord, men altså netop også valgt denne tekst af Schopenhauer til sin begravelse for at pege på det oprejste i handlingen.”

Det var en jesuitisk præst, der stod for begravelsen. Han var også kunstkender og havde kurateret en retrospektiv udstilling for Claus Carstensens ven på første sal i kirken bagefter, så det farvede hele begravelsen.

”To år senere, hvor jeg var til endnu en begravelse, stødte jeg på citatet fra Prædikerens Bog og fik her idéen til at lave denne udstilling, som nu vises på Museet for Religiøs Kunst, og som undersøger tilværelsens tilsyneladende tomhed. Schopenhauer siger jo næsten det samme som Prædikeren.”

Udstillingen består både af Claus Carstensens egne værker og andre værker – en del af dem er lavet af psykiatriske patienter, andre lånt fra museer og samlere i udlandet, andre igen er fra hans egen samling. For Claus Carstensen har selv en stor kunstsamling, ligesom han ikke kun har et stort kunstbibliotek, men også et enormt arkiv over sin egen kunst i et pakhus, der i øjeblikket viser malerier med grønne bavianer, der skriger på de fyldte lærreder.

Foto: Leif Tuxen

”Dyret interesserer mig, fordi det på den ene side er den paradisiske udgave af os selv, der lever uden dødsbevidsthed, men på den anden side repræsenterer dyret jo også vores egen undertrykte natur og det, som vi gør andre mennesker til, når vi dehumansierer dem, som man for eksempel gjorde under folkemordet i Rwanda, hvor hutuerne betragtede tutsierne som kakerlakker.”

Dyret og døden har også fulgt ham som motiv gennem mange år, mens han også har skrevet digte til sine døde, men også til sin datter for at fejre livet og markere døden gennem den udødelige poesi. Men det er maleriet, der har gjort ham berømt.

I 1980’erne kom han selv frem som en af ”De Unge Vilde” med en voldsom stil og en voldsom produktivitet. Han lægger heller ikke skjul på, at han som mange andre kunstnere har lavet kunst for at skubbe døden væk foran sig:

”Da en af mine bedste venner begik selvmord i 1988 lavede jeg i et rent arbejds- raseri på nogle få måneder 1257 collager af alle de papirer – regninger, bankudskrifter, politiske plakater og så videre – der havde samlet sig gennem årene. Det var på samme tid et sørgearbejde og en katarsis, som også var afslutningen på halvfjerdserne for mig. Den anden side af kunsten, den psykologiske belønning ved at lave kunst, kan måske bedst sammenlignes med det at tage stoffer eller dyrke sex. Men sandheden er jo, at man derigennem kun udskyder døden, skubber den foran sig,” siger Claus Carstensen, som mener, at det også er en af forklaringer på, at punk- kulturen og den tilhørende misbrugskultur ikke varede længere tid, fordi den hurtigt endte med tomme flasker og tomme sprøjter i forgæves forsøg på at udviske døden.

Til gengæld rummer dyret måske nøglen til at undgå dødsbevidsthed, mener han:

”Dyr har jo ikke behov for nogen transcendens.”

Modsat dyrene kan mennesket tænke over sit eget fald, og det er også en af pointerne med udstillingen, der kredser om psykologiens fire store problemer – frihedens problem (hvor starter min frihed i forhold til andres?), meningsløsheden, ensomheden og døden.

”Sommetider skal man ind i mørket for at kunne se lyset igen. Det er det, udstillingen giver mulighed for. Og folk reagerer meget forskelligt på den. Nogle får det dårligt, mens en mor, hvis barn havde begået selvmord, syntes, at det havde været en slags forløsning at gå gennem udstillingen.”

Hvordan har du selv fundet livsmodet efter at være gået gennem mørket?

”Det er stadig en gåde for mig, at vi skal leve, når vi skal dø igen. Situationisterne løste det næsten for nemt ved at sige, at der er et liv efter fødslen. Men hver dag er jo en ny mulighed, og hvert maleri er en proces, der både indebærer et kontroltab og en kemisk belønning i hjernen, når noget lykkes. Men livet er mere end det.”

Sådan kan man også forstå punkens motto ”Du har ikke en chance, tag den” som en positiv livsfilosofi:

”Det skal jo tolkes som: ’Du skal dø, men få så meget ud af livet som muligt’. Og det gjorde vi så. Dengang var der næsten ingen gallerier i København, i stedet lavede vi vores egne. I dag er kunstverdenen mere kommercialiseret og professionaliseret. Det er både godt og skidt. Nu er det muligt at leve af sin kunst, men det er også meget blevet en dans om guldkalven,” siger Claus Carstensen og lader blikket glide ind mod værkstedet, hvor der stadig er tomme lærreder, der venter på at blive fyldt ud.