Sproget er tungt i Stig Dalager-roman. Men under skønhedsfejlene bor en interessant historie

Stig Dalagers ambitiøse kolos ”Kaos og verden” hæmmes gevaldigt af flere sproglige udfordringer

Sproget er tungt i Stig Dalager-roman. Men under skønhedsfejlene bor en interessant historie

Bagflappen lover ellers godt: Stig Dalagers tidligere fembindsværk ”Broerne til verden” får ros fra den internationale og danske presse, der ikke er sen til at udråbe bøgerne om den dansk-amerikanske advokat Jon Bækgård til stor litteratur. Sjette bind, ”Kaos og verden”, kan læses uafhængigt af de andre, og jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt de store ord er lige vel pompøse, for jeg har aldrig selv stiftet bekendtskab med Jon Bækgårds fortidige færden til verdens brændpunkter.

I ”Kaos og verden” begynder vi under hjemlige himmelstrøg. Den succesfulde advokat Jon Bækgård er i stor sorg, da hans kæreste gennem mange år, Sine, er død i en trafikulykke. Deres fælles søn, Tobias, er mesterpianist og autist, og han vil hellere tale om Schubert end sin mors død. Jon er med andre ord alene med tabet, der langsomt driver ham derud, hvor han ikke kan bunde. Redningen bliver en flugt til USA, hvor han tidligere har ført store sager omkring terrorangrebet i 2001, og denne gang hidkaldes han af sin gamle ven Claus Berglund. Året er 2016, og præsidentvalget er rødglødende.

Det fylder meget i ”Kaos og verden”, men desværre går der som oftest forklarende foredrag i den, når Stig Dalager berører de politiske emner. I en scene ser Jon Bækgård CNN, der bringer et sammenklip af debatterne mellem Hillary Clinton og Donald Trump. Det giver Stig Dalager lejlighed til at opridse deres politiske synspunkter henover et par ganske overflødige sider. Her, i 2020 er intet af det nyt for læseren, og spørgsmålet er, hvad genfortælligen gavner.

Men historien er der: Jon Bæklund hyres til at føre sag mod et it-firma, der har stjålet essentiel software fra vennen Claus Berglund. Begge firmaer skaber avatarer, der i Stig Dalagers optik er menneskelignende robotter med indbyggede supercomputere, og for at komplicere tingene yderligere har Claus forelsket sig i avataren Phil.

Jon, der trækker sin sorg med sig som en ikke særligt overbevisende tung sort skygge, får ligeledes snart en kompagnon i digital skikkelse; den computerskabte avatar Sine. Hende skaber Claus på rekordtid ud fra nogle minder og billeder, og Jon – der mest husker sin kæreste ud fra hendes korthårsfrisure og for eksempel slet ingen krav har til avatarens stemme – godtager stort set kopien. Snart begynder både Phil og Sine imidlertid at handle på egen hånd, og de klassiske etiske spørgsmål melder sig: Hvornår træder mennesket over tærsklen og agerer skabende Gud – og hvad er faren ved det? Hele det samvittighedsspørgsmål er ganske interessant, men overordnet set hæmmes ”Kaos og verden” gevaldigt af flere sproglige udfordringer.

Her bruges gennemgående ”telling” frem for ”showing” – forfatteren fortæller frem for at vise – og replikkerne er over en bred kam både for slappe og for instrumentaliserede. Her taler Jon eksempelvis med sin chef hjemme i Danmark:

” – Jo, siger han, – hvad vil du ha’ jeg skal sige? – Kun det, du selv har lyst til, men måske er det med Sine simpelthen for svært for dig at håndtere. Når du ikke taler med os om det, hvad så med en psykolog? – Det er selvfølgelig en mulighed. Men hvad skal en psykolog stille op med et savn af en skovsøs størrelse?”