Det begynder med et skæbnesvangert skud, et selvmord beskrevet så indlevende, at man næsten synes at følge episoden på nærmeste hold dengang i Paris, da den 26-årige kunstmaler Jens Adolf Jerichau satte pistolen for tindingen. Der er gode kilder at øse af i Mikael Wivels nye biografi ”Penslen og pistolen” om maleren Jens Adolf Jerichau, for Kamma og Axel Salto hørte skuddet fra værelset nedenunder, og hermed var dansk kunst et kæmpetalent fattigere, men kunsthistorien rigere på myten og fortællingen om ynglingen og hans familie, der for en god dels vedkommende bestod af kunstnere gennem flere generationer.
Mikael Wivel fortæller medrivende og ganske morsomt om slægten Jerichau, især lyset på den polskfødte Elisabeth Jerichau Baumann er med til at sætte ild i persongalleriet, for hun nøjedes ikke med at stå og se på sin halvberømte billedhuggermand, der kendte Thorvaldsen og troede, at han skulle blive hans arvtager, hun tog sagen i egen hånd og rejste ud med sønnerne for at leve af sin kunst. Helt ind i et harem i Konstantinopel, hvor hun udstillede og brugte de levende slavinder i ophængingen. De var levende staffelier, noget der ville have vakt opsigt i Paris, som hun selv skrev.
Mikael Wivel tegner et portræt af en familie med fart på og sorgsind i den modsatte ende. Og kommer så frem til kernefortællingen om den emotionelt bebyrdede yngling Jens Adolf, opkaldt efter bedstefaderen. Da han var 10 år mistede unge Jens sin egen far, Holger, som lå i slipstrømmen efter guldalderen med sine ferme brødre Harald og Thorald, der også kunne noget med pensel og palet.
Men der er langt fra ophavets hurtigmalede ”biedermeier”-billeder til himmelstormeren Jens Adolf, der vil male figurbilleder i den store tradition fra de gamle mestre og ender med at blive måske dansk kunsts første virkelig store ekspressionist og modernist i klassiske gevandter. Modsat sin familie pegede Jens Adolfs malerier frem i tiden!
Mikael Wivel skriver eminent. Hans indlevelse i den unge malers både liv og billeder kan ikke gøres meget bedre. Når man bortser fra enkelte vendinger – eksempelvis bruges ordet lynsnart lovligt ofte, og udråbstegnene klyngebomber siderne – er der ikke noget at udsætte ved gennemlæsningen af dette helt igennem spændende og overraskende livsforløb. Vi får kunsthistorisk ballast og ramasjang, billedaflæsninger, kærlighed og seksualitetens mangfoldige indflydelse på skabelsen af værker tillige med en god portion modige iagttagelser.
Jens Adolf Jerichau rejste ud i Europa omkring udbruddet af Første Verdenskrig med en kvinde, han elskede. Hun havde fire børn (som vi ikke hører noget om) og var noget ældre end maleren, og deres kærlighedsrejse bragte nogle af de finest forløste elektriske landskabsbilleder med palmer og lysende azurblåt hav med sig.
Jens Adolf maler ellers figurbilleder i den store stil efter sin læremester Wanchers påvirkning, men han tager mytologien og bibelshistorien til nye højder på sit lange ophold i Italien, Frankrig og Spanien.
Jerichau møder den ligesindede Picasso og den franske avantgarde en måned før sit selvmord, og også dette mærkelige møde sætter sine spor, måske ikke i værket, men i sjælen.
Jens Adolf erhverver en Picasso-dukke, som mesteren egentlig selv vil eje, syet af en fortrinlig dukkemager, og dukken synes at være forbundet med en slags hypnotisk virkning. Der er utallige gætterier som i en god krimi, som historien oprulles, og Wivel holder sig ikke tilbage med sine antagelser om betydningslag i begge maleres værk. Skørt og skønt.
På sin vis livgivende at turde springe ud i denne billedundersøgelse, men det er gjort sobert og overbevisende.
Når man er fra et lille land, synes verden stor. Men det gjaldt ikke for Jens Adolf Jerichau, som ikke synes at sætte sit lys under en skæppe. Som sådan var han et lettere manisk eller ungdommeligt væsen, der havde meget at slås med hjemmefra med i bagagen.
Han led under en kraftig moderbinding, som Mikael Wivel får tøjret hele fortællingen til, og det er rigtigt set og godt at vide, at det umiskendelige drive, der lå i Jens Adolf Jerichaus billedverden og væsen, ikke kom ud af det blå. Han ville noget stort. Var skabt til noget ekstraordinært i sit eget ungdommelige billede.
Men i moderens øjne kunne han kun det forkerte rent socialt. En homoseksuel flirt satte ham i første fase fri til at se sig selv som følelsesmenneske. I næste fase var det hans udkårne, der ikke var fin nok. Hun endte med at afbryde forholdet under deres lange udlandsrejse, alt imens Jens Adolf ved en stor udstilling på Den Frie forsøgte at skrabe penge sammen til giftermålet.
Nederlaget rumsterer i kulissen. Storhed og fald. Skæbnerne i det virkelige liv går durk ind i den vilde billedverden, som Jens Adolf Jerichau fik blotlagt med kardinaler, løver og gotiske hvælvinger. Det var en slagen mand, der satte pistolen for tindingen i 1916, men en kunstner, der viste os, hvordan der ser ud højt oppe i katedralerne, der synes at være menneskenes sande bolig.
Han arbejdede indædt i atelieret med at forløse det guddommelige billede på menneskelivet.
Jens Adolf Jerichau var en ener og en mester, som Mikael Wivel tydeligt udlægger det i tekst og billede.