Udtrykket ”blå bog” kender de fleste, måske fra skoletiden, hvor mangen en sagesløs elev er indfanget i sine sårbare år med højt hår og bøjle på tænderne. Eller bare fra den daglige læsning, hvor et par linjer i bogomslaget giver os få, vigtige informationer om forfatteren bag.
Men der findes én blå bog, som er mor til alle de andre, nemlig ”Kraks Blå Bog”, der i dag udkommer for 109. gang. Bogen indeholder levnedsbeskrivelser af 8486 ”betydningsfulde” danskere. Blandt de 173 nyoptagne i år er så forskellige mennesker som Prins Nikolai, sanger Kira Skov, journalist Abdel Aziz Mahmoud og cykelrytter Annika Langvad. Og en lang række direktører, iværksættere og chefer i det offentlige har også fået plads i det nu 1608 sider lange opslagsværk.
Optages man her, ryger man først ud ved sin død. Og i en tidsalder, hvor ”de kendte” ind imellem er svirrende døgnfluer, og informationer i øvrigt flyder frit på internettet, kunne man spørge til, om noget så gammeldags som ”Kraks Blå Bog” overhovedet giver mening længere.
Krimiforfatteren Peter Stein er én af dem, der blev kontaktet af folkene bag den blå bog, som ville høre, om han kunne hjælpe dem med sin levnedsbeskrivelse til 2018-udgaven af bogen.
”Det blev jeg da stolt over. Det plejer at være et sted, man er, hvis man har foretaget sig noget i livet af bedriftagtig karakter, så jeg blev da glad,” siger han.
I engelsktalende lande findes et lignende værk kaldet ”Who’s Who”, en liste over prominente personer, som udkom første gang i England i 1849. ”Kraks Blå Bog” er modelleret efter dén, men kom først noget senere, nemlig i 1910, hvor Ove Krak første gang samlede et dansk persongalleri sammen til udgivelse.
Christoph Houman Ellersgaard, adjunkt ved CBS Copenhagen Business School og medforfatter til debatbogen ”Tæm eliten” er for øjeblikket i gang med et forskningsprojekt om elitens historie i Danmark. Han ser ”Kraks Blå Bog” som et meget tidligt instrument til at håndtere netværksrelationer i den danske elite.
”Før enevældens ophør, så havde man en meget fast kreds af aristokrater og forretningsdrivende ’indenfor voldene’, hvor der var meget stor sandsynlighed for, at alle som var noget ved musikken allerede kendte hinanden. Det er ikke tilfældigt, at ’Kraks Blå Bog’ udkommer første gang i 1910, lige omkring indførelsen af parlamentarisme og almen valgret herhjemme, for den er med i en bevægelse fra et samfund, hvor toppen har tætte relationer til hinanden til et samfund, hvor eliten skal til at inkludere flere forskellige typer af mennesker. For eksempel politikere, der kommer fra en meget beskeden baggrund,” siger han.
”Kraks Blå Bog” er en måde at håndtere et mere komplekst elitenetværk, og sådan bruges bogen faktisk også i dag, siger Christoph Houman Ellersgaard.
”Det er en måde, hvorpå man hurtigt kan finde ud af, om et menneske helt bogstaveligt er blåstemplet og blandt den promille i befolkningen som har gjort sig bemærket på et bestemt område. Det er mit indtryk, at der i mange store organisationer, tit i nærheden af direktionssekretæren, står en udgave af ’Kraks Blå Bog’. Skal en direktør mødes med en kulturleder, kan man hurtigt blive ’briefet’ om, hvem vedkommende er,” siger han.
Men den er også vigtig, ja for forskningen. Christoph Houman Ellersgaard trækker selv ganske meget på den blå bog til daglig i det forskningsprojekt, han er med på.
”I dag har vi et værktøj som Wikipedia, ja, hvor der står rigtig meget om rigtig mange mennesker. Men i ’Kraks Blå Bog’ står ting, som kan være tunge at spore op ellers, netop fordi det er de beskrevne selv, der rapporterer deres levnedsforløb ind. Og så længe, der ikke er andre, der systematiserer disse data på så mange for så mange forskellige områder, så har bogen en chance for at overleve,” siger han.
Forfatter Peter Stein har i mange år arbejdet som journalist før han blev fuldtidsforfatter, og i den branche er den blå bog også nyttig.
”Før internettet var det jo et helt uundværligt hjælpemiddel, et sted, man altid kunne søge til for faktuelle oplysninger om dem, man skrev om. Og kontaktoplysninger! Det er klart, det var folk med en vis lønramme eller tyngde i erhvervslivet, eller folk i den kunstneriske branche, hvis værker havde bred appel eller kunstnerisk værdi, der stod der. Og i dag er det jo en helt anden verden. Det er ikke noget, der kommer til at forandre mit liv, at jeg står der nu, men derfor er det stadig en anerkendelse,” siger han.
Udvælgelsen af personer til optagelse i ”Kraks Blå Bog” foretages af redaktionen på Gads Forlag, der i dag udgiver bogen. Det sker i samarbejde med et udvalg af ”anonyme eksterne konsulenter”, der indstiller kandidater til udvælgelse, fortæller Bolette Rud Pallesen, digital chef for Gads Forlag.
”Og det er altid gerning og meritter, der afgør, om man bliver optaget, ikke ens herkomst,” siger hun.
Forfatteren Caspar Eric er også blandt de nyoptagne, og han havde aldrig forestillet sig, at han skulle være en ”blå bog-person”.
”Til at begynde med tænkte jeg, at det var lidt skørt, at ’Kraks Blå Bog’ var en verden, som ikke var min. Men det er jo også meget beærende, at når ens navn står der, så bliver det der. Pludselig er man en del af historien, og når man på den måde bliver taget seriøst, forpligter det. Følelsen af, at nogle lægger mærke til det, jeg gør, er et godt brændstof,” siger han.
”Men derudover er jeg stadig lidt spændt på, hvad det egentlig betyder. Om jeg om lidt får udleveret nøglerne til et hemmeligt selskab.”