I 1928 færdiggjorde den blot 22-årige Dmitrij Sjostakovitj en grotesk opera, der vakte furore i den endnu nye stat Sovjetunionen – en furore, som gav dønninger helt op til magtens elite i Kreml og givetvis fremkaldte panderynker hos Stalin. Det sidste var utvivlsomt medvirkende til, at forestillingen efter premieren i 1930 blev taget af plakater efter blot en enkelt sæson.
Det var den unge komponists første opera, og han var blevet inspireret af et litterært forlæg: Forfatteren Nikolaj Gogol (1809-1852) havde næsten hundrede år tidligere skrevet en satirisk og systemkritisk historie om en næse, der stikker af fra sin ejermand. Gogol var forud for sin tid, og det er forståeligt, at hans vittige beretning måtte virke inspirerende på den intellektuelle og skarpe Sjostakovitj.
Alene rollelisten – den havde en længde som rulleteksterne i slutningen af en voluminøs Hollywood-film – talte sit tydelige sprog om, at Det Kongelige Teater havde sat alle sejl til at for at gøre ”Næsen”, der aldrig før er blevet opført på vores nationalscene, til et af sæsonens højdepunkter. I hovedrollen som den russiske bureaukrat Kovaljov trak barytonen Palle Knudsen både sangligt og scenisk det store læs, og hans indsats var en af de mest markante, man længe har oplevet i operabygningen ude på Holmen.
Men bortset fra Knudsens altdominerende rolle var der andre fornemme præstationer, således Christian Damsgaard som Ivan, Kovaljovs tjener, Simon Duus som barberen Jakovlevitj og Hanne Fischer og operaakademi-eleven Melissa Baug som er en overklassefrue og hendes datter. Man kunne have forestillet sig, at den altid adrætte og veloplagte Gert Henning-Jensen ville have fyldt rigtigt meget i rollen som næsen, der, utaknemligt eller ej, har forladt sin ejermand, men hans tilstedeværelse på scenen blev ikke helt så markant. Det hang sandsynligvis sammen med, at der i det konstante mylder på scenen efterhånden kom lange næser på mange af de medvirkende - der gik så at sige inflation i næserne. Og de syntes at blive længere og længere.
Men heldigvis fik vi som publikum ikke en lang næse.
Det Kongelige Kapel forløste under ledelse af den unge iranske dirigent Hossein Pishkar på glimrende vis Sjostakovitjs geniale partitur. Og når iscenesættelsen mildest talt var spektakulær – den overskred vel nogle gange grænsen til det overlæssede – hang det også sammen med, at man havde sikret sig medvirken af den spanske teatergruppe La Fura, og at Det Kongelige Operakor også fyldte godt op på scenen.
I det hele taget blev ”Næsen” en velgørende bekræftelse af, at der ikke hersker nogen form for smalhals i opsætningerne på Danmarks førende operascene. Selv i dystre sekvenser får man en fornemmelse af liv og glade dage, og på premiereaftenen den 1. maj rungede latteren da også gang på gang gennem salen.
Sjostakovitj: Næsen. Instruktør: Alex Ollé. Det Kongelige Kapel samt Det Kongelige Operakor. Dirigent: Hossein Pishkar. Opføres den 7., 11., 19. og 29. maj samt den 2. juni.