Kulturredaktør: Vi har brug for klog aflæsning af tidsånden. Og det leverer Nick Cave

Nick Cave anviser en frugtbar vej ud af den polariserede politiske debat. Desværre står han mere og mere alene

Politisk frygter Cave med rette, at flere og flere afholder sig fra at blande sig i den ophedede debat. Midten risikerer at gøre sig selv stum, skriver kulturredaktør Michael Bach.
Politisk frygter Cave med rette, at flere og flere afholder sig fra at blande sig i den ophedede debat. Midten risikerer at gøre sig selv stum, skriver kulturredaktør Michael Bach. . Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Nick Cave er en ener. I den aktuelle polariserede kulturdebat skiller den australske kunstner sig ud, fordi han insisterer på at kritisere både højre- og venstrefløj. Ikke fordi han er konfliktsky. Tværtimod er han kompromisløs – men han er det på kunstens vegne. Og han frygter, at fløjenes politisering af kunsten er ved at ødelægge kulturlivet.

Det siger meget om kulturdebatten, at det er manden i midten, der føler sig alene, men sådan har Cave det. Ved pressemødet mandag på Det Kongelige Bibliotek opfordrede han alle, der interesserer sig for kunst, til at sige fra over for den vildtvoksende ”cancel culture” og løbende omskrivning af fortiden, så den passer til nutidens normer.

Nick Cave har før skilt sig ud. Da opfordringerne i det britiske musikmiljø lød – det var før coronakrisen – til at musikere skulle boykotte Israel på grund af regeringens bosættelsespolitik, og aflyse planlagte koncerter i Tel Aviv, sagde Cave tydeligt fra. Hvorfor straffe publikum for en regerings politik? At blive væk og aflyse er en tom gestus.

Aflysningsmanien finder han også i den helt aktuelle kulturdebat. Universiteter i USA skifter navne, hvis de er opkaldt efter forfattere, der i nutiden regnes for kontroversielle, og fjerner forfatterne fra pensum. Det har senest ramt to Sydstatsforfattere fra USA, som Cave sættter særligt højt: Flannery O’ Connor og William Faulkner.

”Disse forfattere, der har været fundamentale for min udvikling, er sært nok lige præcis dém, der bliver taget af pensum i universiteterne og skolerne. De er komplekse forfattere, har komplekse syn på livet, på køn og race. Idéen om, at vi kan rense fortiden ved at aflyse disse bøger, at det ville gøre fortiden til et bedre sted, er helt skør og går direkte imod kunstens væsen,” sagde Nick Cave.

Så langt er vi ikke herhjemme endnu, men danske universiteter har også områder opkaldt efter nationens stolte kvinder og mænd. Vil det altid hedde Karen Blixens Plads ved Københavns Universitet på Amager og Jens Chr. Skous Vej på Aarhus Universitet? Kan vi nu være sikre på, at de to altid sagde det, man i dag bør sige?

Aflysnings-kulturen kan man på en måde nemt gøre grin med, fordi den er så bastant, baseret på forbud og naiv bogstavelighed: Mark Twain lod en person sige noget om en anden person, som man ikke må sige i dag – derfor er Mark Twain nok racist, og så kan vi ikke læse ”Huck Finn”. Det løfter derfor debatten, når Cave, som under konferencen, insisterer på, at ”aflysningskulturen” ikke er en dækkende betegnelse:

”Jeg kan faktisk ikke lide ordet ’cancel culture’, der er noget tegneserieagtigt over det. Det er mere subtilt, det der sker,” sagde han.

Politisk frygter Cave med rette, at flere og flere afholder sig fra at blande sig i den ophedede debat. Midten risikerer at gøre sig selv stum. Som han siger:

”Det er som i det berømte digt ’The Second Coming’ af W.B. Yeats: ’The centre cannot hold’. De to fraktioner på fløjene suger luften ud af rummet, og midten falder fra hinanden. En politisk figur som Trump puster til ilden og opflammer begge sider. Men det er afgørende, at vi som rationelle mennesker, der tror på kunstens betydning, siger fra, selvom det er svært.”

Ja, selvcensuren eller slet og ret opgivenheden over at skulle bevæge sig ind i den politiske debat og de sociale mediers ekkokamre kan være lammende. Men hvem har brug for, at fløjen er opflammet, og midten er lammet? Kun de ekstreme.

Eksistentielt pegede Cave under pressekonferencen nyttigt og menneskeklogt på, hvordan vi udvikler os som mennesker: gennem tilgivelse. Det er et særsyn i dansk kulturliv, at en kunstner tager kristne begreber som nåde og tilgivelse i brug, når en vej ud af det debatmæssige morads skal anvises, men ikke for Cave:

”Opdelingen af samfundet får ilt af mangel på tilgivelse. Begrebet tilgivelse er vi nødt til at bringe tilbage i samfundet. Grunden er, at har vi ikke tilgivelse, har vi ikke frihed til at sige, hvad vi mener, vi har ikke frihed til at lave fejl. Men vi laver jo fejl, og vi lærer af det. Hvis vi laver en fejl, og vores liv dermed er ovre, aflyst, så har vi ikke frihed til at vokse som mennesker eller samfund. Vi har brug for friheden til at fejle, det er det, livet handler om.”

Nej, vi har ikke brug for mere aflysning i tiden. Men vi har brug for mere aflæsning af tidsånden, klog aflæsning, og den leverer en kunstner som Cave. En ener på midten.

Læs reportagen fra Kristeligt Dagblads møde med Nick Cave her.