Norsk forfatterpar på sporet af sibirisk eventyr

Netop nu, hvor vi er opmærksomme på, hvem der har koloniseret, og hvem der egentlig ejer genstandene på museerne, er denne beretning tankevækkende

Norsk forfatterpar på sporet af sibirisk eventyr

Da Fritz Dörries er 48 år, bliver hans første datter født og døbt Thecla efter en af Sibiriens smukkeste sommerfugle. Selv konstaterer han, at der er ved at sænke sig en sindsro over ham. Som læser, der har fulgt hans liv gennem 22 år, tænker man, at det egentlig er utroligt, at han overhovedet blev 48 år, og at han tilmed skal ende med at blive 101 år, og samtidig, at det er en meget smuk sløjfe, han binder ved at opkalde sin førstefødte efter en sommerfugl i Sibirien.

Fritz Dörries var en tysk naturvidenskabsmand (1852-1953). Som 25-årig begynder han et langt og intensivt rejseliv i det enorme Sibirien. Han begynder dog med at gå gennem Japan. Formålet med rejserne er at samle ind til europæiske samlere og museer. Han skyder og dræber, sætter på nåle, flår og pelser, han registrerer, noterer og tegner. Han elsker den store tiger, men den store kærlighed, som han har fået i arv fra sin far, går til sommerfuglen:

”Der findes mennesker, som ikke tror på Gud. Der findes mennesker, som aldrig har haft en sommerfuglevinge under et mikroskop, der findes mennesker, som aldrig har set en larve spille død eller en sværm af svalehaler fylde et dirrende sommerland med deres lydløse farvespil. Og jeg forstår ikke, hvordan de kan finde nogen mening med livet.”

Det er den norske forfatter Roy Jacobsen og hans hustru Anneliese Pitz, som er lingvist, der har siddet med Fritz Dörries’ manuskript om hans 22 år lange sibiriske eventyr. Den da 90-årige Dörries nedskrev sit manus i Hamborg i 1942 i tre ens versioner, som han gav videre til sine tre børn, og et af manuskripterne endte i Norge, hvor et oldebarn henvendte sig til Roy Jacobsen med manuskriptet. Til alt held for Jacobsen kunne hans hustru tyde det, for Dörries skrev Sütterlin, en gotisk håndskrift.

Ægteparret blev så optaget af Dörries, at de selv gav sig til at rejse i Sibirien, og nu har de altså ud fra manuskriptet kombineret med andre kilder skabt en form for roman om Dörries’ færd. Det er løst meget fint, sproget er mundret, og der er nærvær i stoffet og også en form for dramaturgi ud over det kronologiske princip. Det er elementært spændende, når Dörries sætter sig for at fragte en flok levende wapitihjorte hjem fra Vitim i republikken Burjatien til Carl Hagenbeck fra Hamborg. En lille smuttur på to måneder, anslår Hagenbeck, men det bliver nok til det dobbelte, og tænk engang – hjortene overlever det hele.

Manuskriptet bærer præg af, at det er manden magtpåliggende at fortælle, hvor han har været, hvad han har gjort og mindre om, hvad han tænkte undervejs, hvem der hjalp ham (mødte han mon også indfødte kvinder?), hvad de spiste, hvem der lappede deres tøj og så videre.

Jeg forestiller mig, at ægteparret har været tro over for tonen i manuskriptet, men jeg kunne dog godt have ønsket at have fået lov at kigge lidt med i originalen. Allermest savner jeg dog et kort, for ud over de mange, mange navne på forskellige dyrearter, både på dansk og latin, er der et væld af stednavne. Noget af en oversætteropgave. Er man ikke så kendt i den sibiriske geografi, kan det være svært at fornemme, hvor de nu rejser hen.

Overvejende er det koldt. Isnende koldt. Og rejserne er lange og opslidende, komforten minimal. Men det, der trækker Dörries, mærker man, er en ægte naturglæde. Han bliver afhængig af de store åbne vidder, hvor intet menneskeskabt forstyrrer blikket, og han kan fortabe sig i sommerfuglevingen. En stor del af tiden rejser han sammen med sin bror, og de samler vognlæs af dyr, som de pelser og får fragtet hjem, hvor lillebror kan udstoppe dem og sælge dem videre. Det er en rigtig god forretning. Der er også bud efter menneskekranier, og derfor aflurer de af og til, hvor forskellige stammer begraver deres døde for så året efter at kunne tage kraniet med sig.

Netop nu, hvor vi er så opmærksomme på, hvem der har koloniseret og ranet til sig, og hvem de genstande, indsamlet af driftige hvide mænd, man kan se på museer, retteligt tilhører, er det ganske tankevækkende at læse Dörries’ beretning. For han gør sig ikke mange overvejelser over det moralske i at franarre folk sjældent værktøj eller snuppe deres afdødes kranier.

Han indser ret hurtigt, at man må skik følge (undtagen når det handler om hundekød), hvis man vil klare sig. På den måde ved han godt, at de indfødte kender deres landskab, men han opfatter klart sig selv som hævet over dem. Og så er der det paradoksale, at lige så rå, han kan være, når han nedlægger dyr, ligeså blød bliver han indimellem i blikket, når han betragter dem. Det er ikke så lidt, han får indsamlet i sit liv. 520 præparerede rovdyr, 225 fuglearter, i alt 4805 eksemplarer, og 61.500 sommerfugle, heraf 996 forskellige arter, hvoraf de 275 blev ”opdaget af os”, som der står. Bogen er illustreret med Dörries’ tegninger. Han er ikke en stor mester, men det er fine vignetter af sommerfuglene især, som også giver dette nærvær til bogen, følelsen af at have været med på tur.