To nye bøger åbner oldtidssagaernes univers for nutidens læsere

Annette Lassen giver et klart og velinformeret indtryk af Nordens første litteratur

Oversætter og sagaforsker Annette Lassen er docent ved Árni Magnússon-instituttet i Island.
Oversætter og sagaforsker Annette Lassen er docent ved Árni Magnússon-instituttet i Island. Foto: Paw Gissel.

Udvalget med 13 sagaer (og to totter, det er novelle-agtige fortællinger) rummer nogle af de kendteste nordiske sagaer, blandt andre ”Regnar Lodbrogs Saga”, ”Rolf Krakes Saga” og ”Vølsungernes Saga”. De er oversat til et let læst dansk, med korte noter og en liste med sjældne ord og begreber. Annette Lassen, der er docent ved Árni Magnússon-instituttet i Island, har i sin ledsagende indføring, ”Oldtidssagaernes verden”, indkredset genren og behandlet sagaernes litterære baggrund, overlevering, temaer, deres forhold til historien og det samfund, de beskriver.

Sagnene er nedskrevet i det 12. århundrede, og det ældste overleverede manuskript er fra cirka 1300. De første sagaer blev ligesom Saxos historieværk nedskrevet på latin! Denne tætte forbindelse til den europæiske kultur går igen i indholdet. Sagaerne er altså ikke, som nogle måske tror, et særligt oprindeligt udtryk for en nordisk folkesjæl. De er en del af den europæiske kultur og litteratur, som også vi nordboer altså hører til.

Forfatterne plukkede frit i begivenheder fra den europæiske historie og forenede dem i deres egne fortællinger uden småligt hensyn til historisk sammenhæng: Ifølge den romerske historiker Jordanes fra 6. århundrede efter Kristus døde hunnerkongen Atle af en blodstyrtning morgenen efter sit bryllup. Men i ”Vølsungernes Saga” støder hans dronning, Gudrun, et sværd i hjertet på ham og sætter ild til borgens hal. Der bliver historien bestemt ikke kedeligere af.

Man bliver slået af genrens bredde. Oldtidssagaerne foregår i en fantasiverden med magi, konger og helte med forudbestemt og urokkelig skæbne, indholdet kan indimellem være ret direkte erotisk, og personerne har store lidenskaber og giver udtryk for stærke og voldsomme følelser. Heroverfor står de islandske sagaer med mere jævne typer og stille sind. Hér er en mand og kvinde forelskede, når de taler sammen, og gentagne besøg betyder en affære. Man kan overveje, om der faktisk ikke er tale om flere genrer.

Afsnittene om oldtidssagaernes samfund viser forfatterens store indsigt i emnet, men er samtidig noget beskrivende. Det ville være spændende, hvis en kapacitet som Annette Lassen lidt mere dristigt prøvede at give en mere samlet beskrivelse af den mentalitet, der hersker i disse sagaer. Man kan nemlig forvente, at der opstår en særlig tankegang og adfærd hos helte som disse. De lever i livsfare – hver side i en saga har sine drab og farestunder – og de kompenserer formodentlig for dette hårde livsvilkår med krav om ære og fornøjelser i form af mad, drikke og kvinder.

Sagaernes personkreds og handlingers inspirationskraft behandler Annette Lassen til sidst. Ikke bare romantikkens forfattere greb dem, de er også grundlaget for operaer som Wagners ”Nibelung-ring”, Tolkiens ”Ringenes Herre” og i nyere tid George R.R. Martins ”Game of Thrones” og Michael Hirsts ”Vikings”. Særligt sagaernes stærke kvindeskikkelser som dem i ”Vølsungernes Saga” giver de moderne sagainspirerede dramaer saft og kraft. Alt det har Annette Lassen nu hjulpet moderne læsere til at se, så vi ikke blot kan glæde os over sagaerne, men også over disse nye værker med større indsigt end ellers.