Opera om aktiv dødshjælp er mere provokation end kunst og egner sig bedre som en kronik i avisen

”Manualen” af Louise Alenius har fået verdenspremiere på Operaen, koblet med en klassiker fra mellemkrigstiden. Alenius slipper ikke godt fra sit forehavende

Louise Alenius’ fem kvarter lange opera, "Manualen", om aktiv dødshjælp har vakt en del debat, både før og efter sin premiere.
Louise Alenius’ fem kvarter lange opera, "Manualen", om aktiv dødshjælp har vakt en del debat, både før og efter sin premiere. . Foto: Camilla Winther.

Det Kongelige Teater har udtrykkeligt valgt at lancere to vidt forskellige operaer – både med hensyn til tilblivelseshistorie og karakter – som en dobbeltforestilling, og det er ret beset rimeligt nok. For både i den spritnye ”Manualen” af den 44-årige Louise Alenius – hun har både skrevet tekst og musik hertil - og i klassikeren ”De syv dødssynder” af mellemkrigstidens berømte tyske makkerpar Kurt Weill og Bertolt Brecht spiller døden hovedrollen.

Alenius’ fem kvarter lange opera har forståeligt nok vakt en del debat, både før og efter sin premiere. Emnet er nemlig mildest talt kontroversielt, hvilket hun har fortalt om i interview her i avisen. Det drejer sig om en uhelbredeligt syg og lidende krop, der skal finde fred – og omdrejningspunktet er aktiv dødshjælp eller eutanasi, inspireret af den danske læge Svend Lings, der i Højesteret i 2019 blev dømt for at have medvirket til to selvmord og et selvmordsforsøg. Til Kristeligt Dagblad har et medlem af Det Etiske Råd, Morten Bangsgaard, ved en lejlighed udtalt, at det er problematisk at promovere aktiv dødshjælp med udgangspunkt i Svend Lings selvmordsmanual. 

Der er, som man vil forstå, tale om en problematiserende opera, og man kunne både før, under og efter forestillingen med en vis ret spørge sig selv, om det ikke havde været mere relevant at behandle dette komplicerede og ømtålelige emne i en kronik eller i et længere debatindlæg frem for i en opera? Ganske vist har netop denne musikgenre en lang tradition for at slutte med dramatiske dødsfald, men det sker som regel i en mere eller mindre kulørt kontekst med tradition for, at helten eller heltinden for egen eller en andens hånd segner døende om umiddelbart før tæppefald – for så at genopstå ved næste forestilling.

I ”Manualen” oplever man på scenen ikke alene skikkelser som Bevidstheden, Hjertet og Lungen – de to sidstnævnte sunget med forrygende intensitet af Petri Lindroos og Signe Asmussen – men også et par nyrer, en hånd (fremstillet af fem kvinder) og blodceller i form af en lille skare statister. Man hører den liturgiske vending ”miserere nobis” (”forbarm dig over os”), som talrige komponister lige siden Bach og Mozarts tid har brugt i deres korværker.

Men her klinger denne bøn tilsyneladende uden at indgå i en kristen eller anden åndelig forbindelse. Alenius borer i emnet ud fra et nærmest kirurgisk udgangspunkt – egentligt effektivt, men den bagvedliggende etik synes at forsvinde op under sceneloftet, hvor der i forvejen er ophængt en mandsskikkelse, symboliserende hjertet. Det var karakteristisk, at korets heftige hidkalden ikke gjaldt Gud, men et andet ord på tre bogstaver, der gang på gang blev hamret fast: ilt, ilt! Og under dette krasse værk følte man da flere gange trang til at snappe efter vejret: Åh, min ilt!

Louise Alenius
Louise Alenius Foto: Johanne Teglgård Olsen

Louise Alenius er en alsidig og uhyre ambitiøs kunstner, der til lejligheden også havde skabt et større installationsværk, man kunne studere nærmere i Operaens foyer. Den over tre meter høje træskulptur havde titlen "Tête", og man kunne træde ind i det. Men trods flere andre spændende aspekter blev verdenspremieren – en sådan var det nemlig – på ”Manualen” med sine morbide indslag en ubehagelig oplevelse. Og det var vist også meningen. Kunst kan som bekendt provokere på mange måder. Her var det bare sin sag at gennemskue hensigten hermed. Kunst for kunstens (eller kunstnerens?) egen skyld - eller provokation for provokationens skyld?

Efter hele tre kvarters pause blev publikum kaldt ind til en ganske anden sag, ”De syv Dødssynder” af det berømte makkerpar Kurt Weill og Bertolt Brecht. De to tyskere skabte en række scenesucceser i begyndelsen af 1930’erne, inden Hitler lukkede ned for den slags forestillinger, som ud fra en nazistisk tangegang var udtryk for en depraveret tankegang. De syv dødssynder oplistes normalt som: dovenskab, hovmod, vrede, fråseri, utugt, griskhed og misundelse. Forestillingen varede kun 35 minutter eller blot fem minutter pr. dødssynd, ja, ikke engang det, for der var også indlagt en prolog og en epilog.

Forestillingen var en co-produktion med Dansk Danseteater og Operaen i Montpellier, så de medvirkende dansede sig så at sige gennem dødssynderne. Det stærkeste islæt i denne besynderlige cocktail var sangeren Nanna Øland Fabricius alias Oh Land, som takket være et meget overbevisende ”Brecht-tysk” var i stand til at fremmane en længst svunden tid, hvor Berlin havde status som Europas kulturelle hovedstad.

"Manualen" og "De syv Dødssynder" – dobbeltforestilling på Operaen. Det Kongelige Kapel, dirigent: Robert Houssart – Instruktør: Sasha Milavic Davies/Patrick Kinmonth. Opføres den 25. og 27. maj samt den 1. og 4. juni.