"Er I klar?"
Museumsvært Yvonne Thomsen lægger sin højre hånd på håndtaget til en lav og smal jerndør. Håndtaget er dekoreret med en slange i blankpoleret messing. Den snor sig om to andre slanger, bidende, kyssende, kælende. Et lille slangeorgie.
Langsomt åbner hun jerndøren indad. På den anden side er luften kølig, der dufter af jord og uopvarmet kirke. Øjnene arbejder hårdt på at finde fæste i overgangen fra det skarpe lys i entréen til det mørke, vi er trådt ind i. Der går omtrent fire sekunder, så sker det:
"Bummmmmmmm!"
Yvonne Thomsen har smækket døren bag os, med en lyd, der får brystkassen til at dirre. Det er lyden af den største port, lyden af noget definitivt. Vi ser på hinanden og nævner i kor børnene, der heldigvis er i sikkerhed hos et vennepar.
Vi er helt alene i mørket.
Ikke dén Vigeland
Hun virkede ellers så tilforladelig, Yvonne Thomsen, da hun for lidt siden tog imod os og låste op til museet uden for åbningstid.
Emanuel Vigelands Museum kaldes i rejseguides for Oslos "hidden gem", en skjult skat for kunstinteresserede, som få ved findes. Men har man først været der, glemmer man det ikke sådan lige, siges det også.
Museet ligger i bydelen Slemdal, trukket væk fra alfarvej for almindelige storbyturister, og fremstår udefra set som en vinduesløs kirke i røde mursten. Det har kun åbent fire timer om ugen, hver søndag fra klokken 12 til 16.
Navnet "Vigeland" får nok de fleste til at tænke på "Vigelandsparken", parken med de hvidgrå skulpturer og den gigantiske søjle i Oslos bymidte. Men det er ikke dén Vigeland, museet i Slemdal drejer sig om. For Gustav Vigeland, der ud over Vigelandsparken også står bag udformningen af Nobel-medaljen, og må siges at have sat sit præg på den norske offentlighed, havde en mindre kendt lillebror.
Emanuel Vigeland (1875-1948) gjorde sig især bemærket inden for kirkekunsten. Han har blandt andet udsmykket Uranienborg Kirke i Oslo, Oskarskirken i Stockholm, Stavanger Domkirke og herhjemme Aarhus Domkirke med sine glasmosaikker - men hans absolutte opus magnum er rødstensmuseet i Slemdal, der tjente som hans atelier, mens han levede og siden blev hans mausoleum.
I mange år boede Emanuel Vigeland i Slemdal, så det er naturligt nok, at han gerne ville begraves her. Her fremstillede han også det monumentale glasmaleri, der blev opsat i Aarhus Domkirke i 1926.
I glasmaleriet hentede han inspiration i linjen "Livstræet fæsted i graven rod" fra Grundtvigsalmen "Vær velkommen, Herrens år". Kristus korsfæstes og skyder til himmels i én bevægelse, sammen med et træ, der vokser fra hans grav.
Alt, hvad Gud har skabt
Værket indeni mausoleet, Emanuel Vigelands vigtigste værk, er en enorm fresko, 800 kvadratmeter stor, med titlen "Vita" - Livet. Han påbegyndte den i 1927 og blev færdig året før han døde, i 1947. I den tid, arbejdet stod på, var kunstneren meget restriktiv med at vise offentligheden, hvad han havde gang i. Det var kun hans allernærmeste familie og venner, der fik det at se. Og selv efter hans død stod museet længe uåbnet. Først i 1959 fik offentligheden adgang til mausoleet.
Inspireret af sine forbilleder fra den italienske renæssance, gav han det navnet "Tomba Emanuelle" - Emanuels grav.
Kunsthistorisk set er det svært at placere, men et af de mærkater, eftertiden har sat på er "sensymbolisme", sagde Yvonne Thomsen, før hun lukkede os ind.
De to Vigeland-brødre kan af flere årsager ikke slås i hartkorn, sagde hun også. Én af dem er religion.
Brødrene blev født i byen Mandal på Norges sydkyst, Gustav i 1869, Emanuel i 1875.
"De voksede op i et pietistisk hjem med en kristendom, som var inderlig og ganske streng. Gustavs reaktion på det, senere i livet, var, at det ville han ikke have noget med at gøre. Emanuel var stærkt religiøs hele livet, men hans kristentro ændrede sig også," sagde Yvonne Thomsen. og pegede op over den lave jerndør, hvor der var en inskription.
"'Quicquid deus creavit purum est'. Det betyder 'alt, hvad Gud har skabt, er rent'. Det er noget af det, I vil se udtrykt herinde. Og det er en tankegang, der står i kontrast til den skyldsbevidsthed, han voksede op med."
Kunstnerisk var brødrene også uenige. Men det er uklart, om det var kunstsynet, der skilte dem ad eller om Gustav Vigeland slet og ret syntes, at lillebroderens kunst lignede hans egen for meget.
"Da Emanuel holdt sin første soloudstilling i 1902, gjorde Gustav det vældig tydeligt, at dét kunne han ikke lide. Det ved vi ikke fra Emanuel, men fra Gustav, som der er skrevet langt mere om og som også ofte har udtalt sig om sit liv og sin kunst. At det var det, han sagde, og det betød, at deres veje skiltes. Gustav udtrykker det selv sådan: 'Og det var dét'."
Resten af livet holdt de sig hver til sit.
Gustav Vigeland var kendt i sin samtid, og alene det at det lykkedes ham at omdanne en hel park i Oslo til et museum for hans skulpturkunst, må siges at tale om hans status. Han arbejdede på parken i 20 år, fra midt i 1920'erne og frem til sin død i 1943 - samtidig som Emanuel Vigeland malede sin enorme fresko i skjul oppe i Slemdal.
Eftertiden har hvisket om Gustav Vigelands politiske tilhørsforhold: Var han nazist? Parkens svulstige æstetik taler ikke i andre retninger. Men Gustav Vigeland udtrykte aldrig selv sympati for nazismen, hans lillebror ej heller.
Efterklang og elskov
Efterklangen af den dumpe lyd fra døren har lagt sig.
"Vi må gå ud fra, hun kommer tilbage," siger jeg, men mine ord bliver ligesom taget af rummet.
Det står klart, at hvis man skal tale herinde, må man dæmpe lyden og give korte beskeder, ellers bliver de til mumlen højt oppe under den buede hvælving. Som om det ikke er én selv, der taler.
Det er umuligt at afgøre, hvor højt til loftet, der er. Hvælvingen har nogle motiver, malet i rødt, brunt, gult og sort. Men hvad er det? Det eneste lys i rummet kommer fra dæmpede lamper i gulvet langs væggene. Efter kunstnerens udtrykte ønske er belysningen holdt på et minimum. Man KAN ikke tænde lyset herinde.
Langsomt træder billederne frem, efterhånden som øjnene vænner sig til mørket: Lamperne kaster lys op på en muskuløs, rødhåret kvinde i fødsel, og flere steder vrimler det med babyer. På modsatte væg har et mandeansigt boret sig ned i et kvindeskød i det der ligner ét stort orgie af nøgne kroppe.
Helt i det dunkle, i hvert hjørne af rummet, er der fire bronzeskulpturer. To af dem viser fødsler, de to andre elskov. Man skal helt, helt tæt på, for at ane detaljerne: Hvordan mandekroppen bøjer sig i en bue over kvinden, der omfavner ham med benene.
Jerndøren går op igen og Yvonne Thomsen træder ind, smilende.
"Hvad er det med lyden?" spørger vi.
"Det siges, at efterklangen varer omkring 14 sekunder," nærmest hvisker hun.
"Det var ikke noget, han havde indtænkt fra starten. Sent, da han var ved at være færdig, skrev han: 'Det store rum har en vidunderlig akustik', og fremhævede, at det for eftertiden måtte bruges til at skabe glæde i andres tilværelse."
Det er sket: Især i de senere år har flere og flere lydkunstnere og musikere fået ørerne op for mausoleets specielle klang.
Her er spillet folkemusik, pop og elektronisk. For nylig spillede en violinist Bach herinde og i den anden ende af genrespektret har den danske black metal-sangerinde og multiinstrumentalist Myrkur optaget flere af sangene på sin kritikerroste plade "M" herinde.
Normalt lukkes maksimalt 16 mennesker ad gangen ind i mausoleet, men i dag er vi heldige kun at være tre. Det er fristende at lade en lille tone sive ud mellem læberne og lade den danse op under loftet som en sommerfugl.
Det er dog ikke al musik, der gør sig godt her.
"Musikken må altid tilpasses rummet. Det er næsten et instrument i sig selv, det spiller med," siger Yvonne Thomsen.
Slægternes gang
Freskoen er dog det mest spektakulære. Emanuel Vigeland tog som ung kunstner studieophold i Danmark og var her elev af skagensmaleren P.S. Krøyer fra 1898-99, men rejste senere også til Frankrig og Italien. I Italien blev han optaget af renæssancens freskoer, hvoraf Michelangelos i Det Sixtinske Kapel i Rom vel er den mest kendte.
Hos Michelangelo såvel som Vigeland spiller skabelsen en stor rolle. Yvonne Thomsen forklarer, at man med fordel kan se "Vita" som et udtryk for en livshjulstankegang, som Emanuel Vigeland tillagde sig i løbet af sit liv.
"Liv og død er en del af den samme symbiose, og seksualiteten og forplantningen er også en del af Guds plan," siger hun.
"Det taler også ind i hans virke som kirkekunstner. De værker han lavede til kirker, var jo bestillingsværker. Men det her var der ingen, ud over ham selv, der havde bestilt."
Emanuel Vigeland havde egentlig tænkt, at rødstensatelieret i Slemdal skulle være et museum for ham. Men han endte med at blive så glad for det, at han ønskede at blive begravet hér, og hvile under det, der var hans vision af døden. Han døde i 1948
Vi vender os igen mod den tunge jerndør. Over den står Emanuel Vigelands urne på en hylde. Den består i en udhulet klippesten fra øen Tjøme, hvor kunstneren havde sommerhus, og hvor også forfatteren Roald Dahl brugte sin barndoms somre.
Over urnen er der malet to menneskeskeletter, viklet ind i hinanden. Op fra de døde elskende stiger en søjle af spædbørn. Emanuel Vigeland fik tre børn sammen med sin hustru Valborg Kristine Madsen. Hans barnebarn, Tone Vigeland, er anerkendt smykkekunstner og bor her i Slemdal, hvor hendes bedstefar havde sit helle.
"Man kan jo tolke det som man vil. Jeg ser det nok sådan, at det er slægternes gang, han viser," siger vores museumsvært, før hun åbner døren ud til lyset igen.
Vi står lidt og ser på hinanden i stilhed, alle tre. Det er som om, vi har besøgt et andet land, et dødsrige, og Yvonne Thomsen ved det godt.
Der er kun få hundrede meter hjem til vennerne, aftensmaden og børnene. Og vi er her endnu.