Det kan næppe have undgået nogens opmærksomhed, at forfatteren og litteraturanmelderen Leonora Christina Skov er lesbisk. Det har hun gjort opmærksom på i årevis. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at det i en verden, hvor de heteroseksuelle skaber normen, kan være besværligt at være homoseksuel. Men at Leonora Christina Skov har måttet kæmpe en ofte bitter og kompromisløs kamp med sin nærmeste familie for at blive anerkendt, som den hun er, er vel knap så velkendt.
Det er en historie, hun først nu tager direkte fat på, efter hendes mors død for et par år siden. Først nu ikke bare kan hun, men må hun beskrive deres forhold nærmere. Det gør hun så i romanen ”Den, der lever stille”.
Det er en rædselsvækkende og opbyggelig historie, Leonora fortæller. Hun vil, som hun skriver, ”gøre hvad som helst for, at de ting, jeg har været igennem, ikke kommer til ske for andre”. Noget af det, hun kan gøre, er at fortælle om alt det, som ikke er blevet sagt og gjort gennem årene, fra hun var ganske ung og til nu, hvor hun har passeret de fyrre år.
Som et – efterhånden godt trættende – omkvæd gennem bogen, står der ”tænkte jeg”. Hvad hun tænkte engang og holdt for sig selv, kommer nu ud af skabet. ”Det bliver sagt,” som Christian Ditlev Jensen skrev i år 2000 om sin dysfunktionelle familie og de fortiede seksuelle overgreb mod ham. ”Så er det sagt”, kunne Skovs roman have heddet, for heri fortæller hun om sin vanvittige families reaktion på hendes liv og seksuelle orientering.
Det er ikke småting, hun har måttet stå model til. Hendes forældre hævder blandt andet, at hun er skyld i, at moderen får brystkræft. Kræften er ifølge dem psykisk betinget, og Christina har med sin – i deres øjne – umoralske, unaturlige og afskyelige adfærd som lesbisk ødelagt moderens liv. Christina bliver også udelukket fra dele af sin familie, fordi hun ikke vil hykle og forstille sig, men insisterer på, at hun er kæreste med kvinder og endda bliver gift med en. I sit monogame forhold er hun dog så normal, som man kan ønske sig.
Christina fortæller sin historie fra hun er barn til voksen, og romanen former sig i den forstand som en udviklingsroman. Eller rettere: Det er under identiteten Leonora, at hun fortæller. Leonora er nemlig den person, som hun skaber og forvandler sig til, da hun som 19-årig flytter hjemme fra provinsbyen og til København. Meget af den historie er godt fortalt og mærket af en afgørende og gribende nødvendighed. Ja, den hæver sig endda over Leonoras egen problematik og kan ses som en historie om alle mulige minoriteter, der lægger sig ud med de normer, som familie og miljø kræver overholdt og finder acceptable. Det er bevidst ikke en dyneløftende indføring i lesbiskes seksuelle samliv. Det er slet ikke det, der er interessant.
Interessant er derimod hendes forhold til andre kvinder. Hun vælger helst kvindelige partnere, der er betydeligt ældre og mere erfarne end hende selv. Den første, præsten Ingrid, opdrager hende ligefrem, men har ikke kræfter til at stå frem for sin menighed og vedkende sig forholdet til Leonora.
Kernen i romanen er dog Leonoras komplicerede forhold til sin mor, og efter mormoderens død også til hende. Det trekantsforhold viser sig efterhånden at have afgørende betydning for Leonoras liv.
Moderens ukærlige forhold til sin datter vedbliver at være en gåde, da Leonora ikke kan gennemskue, hvem moderen egentlig er, og hvorfor hun har handlet, som hun har gjort. Der er nogle traumer fra barndommen, og der er en depression, som ligger forud for Leonoras fødsel. Men moderen, som har levet stille, har ikke afsat sig nogle spor, der kan fortælle, hvem hun var. At hun har haft et kompliceret forhold til sin mor, der måske aldrig rigtig har værdsat hende, skinner efterhånden igennem. Mormoderen, som har været Leonoras fortrolige, har måske også gjort sin egen datter fortræd. Man ser konturerne af en social arv.
Alt dette får Leonora færden af. Men så heller ikke mere. Det er så bogens realisme, at den ikke blotlægger mere, end der er belæg for i ”virkeligheden”. Men hvorfor hænge sig i virkeligheden, når man vil skrive en roman, som Leonora Christina Skov åbenbart har sat sig for? Denne uhyrlige mor, som bliver nedbrudt fysisk af sin sygdom for øjnene af Leonora og læseren, fortjener så afgjort at blive skildret som andet og mere end et spøgelse og et mysterium.
Det samme skyggeliv præger også nogle af de andre personer i romanen. For Leonora føles persongalleriet i lange passager lige levende, som hun skriver, men det gør det ikke for mig. Maria, Kirsten og Sidsel bliver for anonyme figurer, og det er et problem. Og det er et problem, Leonora Christina Skov deler med andre forfattere, der benytter sig af en jegfortæller. Både en romanfigur og et menneske af kød og blod bliver til i sit samspil med andre. Hvis det samspil skal gennemlyses, bliver man nødt til at få flere figurer nøjere beskrevet. Det er et æstetisk problem, som forfatteren ikke har løst.
Med ”Den, der lever stille” skriver Leonora Christina Skov sig ind i rækken af forfattere, som for eksempel Marie Cardinal og Morten Sabroe, der har skullet gøre op med deres døde, dominerende mødre. Også de har lagt alt det, der ikke kunne siges, frem i lyset. De har beskrevet alle de uforløste følelser, og hvordan mor har gjort et barn og en voksen fortræd. Nu har Leonora så sagt, hvad hun længe har tænkt. Og oprigtig tak for det. Det skal så blive interessant at se, hvordan Leonora Christina Skov kommer videre herfra og får sagt noget af det, hun ikke før har tænkt – for eksempel om sin mor.