Hun kommer med medvind fra vest, den amerikanske forfatter og naturforsker Sy Montgomery, som har modtaget adskillige udmærkelser for sit arbejde, og som af Boston Globe bliver betegnet som ”halvt Indiana Jones, halvt Emily Dickinson”.
Det var måske ikke lige de to, der kom til mig under læsningen af ”En blækspruttes sjæl. En overraskende og sanselig udforskning af bevidsthedens vidunder”. Vi associerer som bekendt forskelligt, men ét er sikkert: Man skal kunne goutere en vis sukret amerikansk sentimentalitet, hvis man skal have det fulde udbytte af Sy Montgomerys bog, og man skal således ikke slå ud over sætninger som denne: ”De har ændret mit liv for evigt. Jeg har elsket dem, og det vil jeg altid gøre, for de har givet mig en stor gave: en dybere forståelse for, hvad det betyder at tænke og føle og forstå.”
”En blækspruttes sjæl” lægger sig i halen af de mange personlige essayistiske fortællinger om dyre- og naturriget, som forlagene flittigt sender ud i disse år, og som har lært os at gå friskt til værker om de mest nørdede emner, som for eksempel engelske Dave Goulsons bøger om bier, tyske Peter Wohllebens om træer, norske Morten A. Strøksnes’ om alverdens have og svenske Patrik Svenssons indtagende ”Åleevangeliet”, der bruger ålen som omdrejningspunkt til at skrive såvel en familiesom en videnskabs- og kulturhistorie.
Så vidt omkring kommer Sy Montgomery dog ikke. Det er hende selv, der er i fokus sammen med de kæmpe stillehavsblæksprutter, som hun stifter bekendtskab med i New England Aquarium, og som fuldstændig stjæler hendes hjerte. Hun beslutter sig for at blive ven med dem og dermed forsøge at finde ud af, hvor langt fra vores forestillingsevne en blækspruttes sind egentlig ligger. Og svaret må være, at det er tæt på vores, eller i hvert fald hendes, for om blæksprutten Athena skriver hun: ”Selvom vi kun lige har mødt hinanden, kender Athena mig allerede på en måde, som ingen før har kendt mig.”
Sy Montgomery benytter sig primært af reportagens form, hvor det er hendes egne møder med blæksprutterne og med undervandsverdenen, som står i centrum, og hun krydrer sine oplevelser med en række tankevækkende fakta om de enorme bløddyr: At de har ni hjerner og tre hjerter, at deres blod er blåt, at den største art har 16.000 sugekopper, og at hunnerne i naturen blot lægger æg en enkelt gang, men at de til gengæld aldrig forlader dem igen, end ikke for at jage efter føde, hvorfor de sulter resten af deres liv. Og selvom der er mange gentagelser i reportagerne, mange beskrivelser af sugekopper, leddeløse arme og farveskift, så formidler hun sin fascination af de andre, af det anderledes og af den verden, som vi ikke kender og forstår, fint og med stort engagement, og hendes projekt med at forsvare blæksprutten mod århundreders karaktermord og punktere dens status som et af havets største monstre lykkes således, omend visse måske vil slå sig en kende på hendes forkærlighed for såvel det antropomorfe som det sukkersøde.