Set i erindringens tågede lys og ved fiktionens ulmende flamme

I romanen ”Krigslys” føles alt lyset ravfarvet, og der gemmer sig altid endnu en hemmelighed om næste skyggefylde hjørne

Set i erindringens tågede lys og ved fiktionens ulmende flamme

Michael Ondaatje er født 1943 i Sri Lanka, opvokset i England, og emigreret til Canada i en alder af 19 år. Han har et stort forfatterskab bag sig, og den helt store berømmelse fik han, da romanen ”Den engelske patient”, som indbragte ham Man Booker Prize, blev filmatiseret. For to år siden gav patienten endnu engang bonus, idet Michael Ondaatje fik The Golden Man Booker Prize, som den bedste Booker-prisvinder i 50 år.

Romanen ”Krigslys” udkom i 2018 og har allerede fået mange roser med på vejen. Romanen udspiller sig i efterkrigstidens England. Her er i mere end en forstand tåget, mørkt og skyggefuldt. Ondaatje har formeligt hyllet hele denne roman ind i et klæbende tåget væv. Mange ting udspiller sig helt fysisk om natten eller i mørke, ligesom det billedlige mørke, alt det, der er uvist, hemmeligt, glemt eller fortrængt, fylder godt op. Undervejs i min læsning fik jeg virkelig den følelse, som man har, når man vandrer i tåge; man ved aldrig, hvad kroppen støder ind i.

Romanen åbner med en bragende god begyndelsessætning, som får læseren helt frem i stolen: ”I 1945 rejste vores forældre væk og overlod os til to mænd, der muligvis var kriminelle.” Os, er den 14-årige Nathaniel, han er fortælleren, og hans søster, 16-årige Rachel. De bliver efterladt alene i det blitz-hærgede London, forældrene skal efter sigende til Singapore for at bo et år, men efter de er rejst, finder børnene mors fyldte rejsekuffert godt gemt i kælderen. Manden, der skal tage sig af huset og børnene – Natsværmeren, som de kalder ham – er en lysfølsom type. Det er hans ven, tidligere bokser, Lynet også. De to har mange ting i gang, blandt andet noget med hundevæddeløb og forskellige former for snyd og optimering, og hjemmet bliver mødested for mange dunkle eksistenser.

Nu er romanen jo den aldrende Nathaniels forsøg på at komme overens med, hvad der egentlig skete dengang. I skrivende tid har han fået arbejde hos Udenrigsministeriet i et stort arkiv, som dækker krigen og efterkrigstiden. Langsomt forsøger han at lægge sin barndoms brikker, så de danner et mønster. I den henseende har han på en og samme tid en meget specifik hukommelse, mens meget fortaber sig i skyggerne, hvilket har sin egen melankolske og patosfulde nydelse: ”Nogle aftener når jeg står indenfor muren omkring min have i en efterårsstorm, kan jeg fornemme muren skælve i mørket når vinden fra østkysten rammer den og bliver sendt op i luften over mig. Så føler jeg at intet kan trænge ind eller forstyrre den ensomhed jeg har fundet herinde i det lidt lunere mørke. Som om jeg er beskyttet mod en fortid som stadig skræmmer mig (…)” Nathaniel afdækker, men han digter lige så meget, hvorfor hans synsvinkel strækker sig helt ind i det ømme møde mellem hans mor og hendes elsker, og senere mellem Lynet og hans egen tabte ungdomskærlighed.

Dengang han og søsteren levede med Natværmeren og Lynet, blev der ikke talt meget. Men mærkelige ting skete, for eksempel i form af lange natlige sejlture med væddeløbshunde, mystiske personager der dukkede op og forsvandt, et erotisk forhold til en jævnaldrende, som aldrig får sit rigtige navn. Ord som ”af og til”, ”nogle gange”, ”altid”, og ”måske” er med til at få læseren til at miste tidsfornemmelse og orientering. Det hele har selvfølgelig noget med krigen, hemmelige opgaver, og det fortrængte traume at gøre.

På et tidspunkt dukker mor op igen, og hun og Nathaniel bosætter sig i Suffolk. Heller ikke her er folk, hvad de giver sig ud for, man ved aldrig, hvem der overvåger hvem.

Der skal ikke røbes mere, for rejsen ind i tågen og den måde, man selv føler sig med til at afdække mønstret, er jo romanens styrke. Samtidig er det også romanens svaghed, at næsten alting har samme valør, og at der ligesom hele tiden kan trækkes en ny forklaring ind fra højre. At alt er gådefuldt, og alle grålige spøgelser – trods vidunderlige små beskrivelser som denne af Sam Malakite fra Suffolk (navnene hos Ondaatje peger på, at han også er digter): ”Han bar briller med glas så tykke som flaskebunde, var bygget som en okse og ikke sådan at overse. Han havde en lang frakke af grævlingeskind som lugtede af bregner og nogle gange af regnorme.”