Jeg ved ikke af, at man har remsen på dansk, men i Norge bruges den i en leg, hvor man tager sand i hånden, kaster det op i luften og griber det igen: ”Så meget havde jeg, så meget gav jeg bort, så meget fik jeg igen”. Sådan kan man også se et liv. Som en evig udveksling mellem noget man har, noget man giver væk, og noget man får igen.
I legen med sandet ender man altid med mindre sand i hånden, men kan man bruge den metafor på et menneskeliv, hvor oplevelsen af, hvad man har fået, vel aldrig kan gøres op, eftersom den fluktuerer, bundet op, som den er, på subjektets følelsesmæssige tilstand? På samme måde kunne man spørge, hvad det betyder at ”have fået”? Det er selvfølgelig let at se, at man har mistet, hvis man har haft materiel velstand og sikre forhold, og ikke har det mere, men man kunne samtidig paradoksalt nok også have fået en større livsglæde og indsigt. Det er ikke så enkelt at gøre et liv op i tab og vinding.
Norske Trude Marsteins nye roman, ”Så meget havde jeg”, handler blandt andet om, hvordan begæret efter noget mere på en og samme tid er en positiv drivkraft, men også en rigtig destruktiv maskine, der udraderer det, der kunne være smukt. Den handler om, hvor blindt man kan agere, når man lader følelserne styre, og den handler på ret desillusionerende vis om, hvor meget man er bundet af mønstre dannet tidligt i ens liv.
I romanen følger vi Monika fra hun er 13 til hun er 58 år. Ikke kontinuert men i nedslag med et til syv års mellemrum. Det er interessant at forestille sig den øvelse foretaget på ens eget liv. Hvad ville stå frem? I Monikas liv er det kæresterne, der igen og igen kaster hendes liv op i luften og lader hende gribe, måske lidt mindre sand. Det er ikke jobbet eller det barn, hun får, eller andre relationer, der former hendes bane, men de mænd, hun møder og skifter ud i længsel efter at finde lidenskab og mening.
Ikke for ingenting optræder de store romaner om kærlighedshungrende kvinder, Gustave Flauberts ”Madame Bovary” og Lev Tolstojs ”Anna Karenina”, som litterære spejlingspunkter i teksten.
Som Emma Bovary er Monika heller ikke en særlig sympatisk hovedperson, og alligevel har man stor sympati for hende.
I romanens allerførste kapitel er Monika 13 år. Mor ligger ideligt med migræne, far har tidligere forladt mor en tid, men er nu tilbage, dog måske mere optaget af tante Lis, der mere eller mindre synes at være flyttet ind i familien. Vi ser Monika i relationer, hvor hun ikke bliver spejlet eller lyttet til, og vi ser, hvordan hun for at få opmærksomhed vælger at ofre sin fætter på en temmelig nedrig måde. Vi ser også, hvordan hendes grænser bliver overskredet på rideskolen, og at det seksuelle bliver et sted for anerkendelse.
Disse psykologiske spor af en kvinde, hvis tilknytning er usikker, og hvis grænser ikke er stabile, kan vi følge igennem romanen. På den måde er ”Så meget havde jeg” set i et psykologisk perspektiv, én lang udfoldelse af, hvor svært det er at være i tætte relationer som voksen, hvis man ikke har lært det som barn. Et gennemgående forhold har Monika til en gift universitetslærer, mange år ældre end hende selv, som læseren straks gennemskuer aldrig kommer til at forlade sin kone, og som ikke er særlig sød over for hende. Men også kærlighedens smerte får et såret menneske til at føle sig i live.
Svært for Monika bliver det også, da hun selv bliver mor. Hun elsker sit barn, men barnet er også en forhindring og genstand for voldsom irritation. Dermed startes et nyt mønster, som en knopskydning på hendes eget, når skolen ringer og fortæller, at barnet opfører sig som en mobber.
Monika er ekstrem, men hun er også, som Flaubert sagde om Emma Bovary, mig. Og dig.
En anden litterær reference er Ibsens ”Vildanden”. Noget af det, Monika spotter i familien og med sine radikale valg bare vil undgå, er livsløgnen. Man forstår hende, når hun ser på storesøster Elise, den pligtopfyldende sygeplejerske, der gifter sig med tandlægen Jan Olav, som nok er den perfekte forsørger, men godt nok også lidt af en stivstikker: ”Der er meget jeg ikke ved om Jan Olav. Og jeg tænker på hvordan der ofte er noget afventende eller utålmodigt eller bønfaldende ved Elise når Jan Olav taler, som om hun håber at noget vil ske, at han skal skifte retning, vise noget helt andet, noget hun ved findes, hun har set det, som om hun holder vejret.”
Romanens længde giver Marstein mulighed for at udfolde, hvordan ingen af os, og heller ikke Monika, undslipper en vis andel af livsløgn.
Trude Marstein er en vidunderlig stilist. Hun kan bygge rum op af få signifikante konkreter, så man føler, at man er der selv. Hun kan dreje optikken lidt, så man pludselig ser tingene fra en anden side. Bedst som man troede, at Monika havde fundet lykken med Geir, viser det sig, at de nærmest kollapser i den samme figur:
”Vi var skiftevis den ansvarlige og saglige og den der blev trynet i sin livsbekræftelse. Så det var ikke sådan at vi voksede fra hinanden, at forskellene mellem os blev uddybet, det var næsten tværtimod, det var som om vi blev stadig mere end og ikke kunne holde ud at se os selv i den anden og kæmpede med at indtage en modsat position for at undgå at møde den anden som spejlbillede igen og igen, som en sygdom, en stadig stærkere fortvivlelse.”
Med sin Monika tegner Trude Marstein i lighed med den notorisk utro Ove i ”Hjem til mig” fra 2012 et portræt af mennesket, der følger sin lyst og skamløst nægter at ofre sig for noget.
Monika sidder ikke ved sin mors dødsleje, fordi hun er udkørt, og hun vil aflyse hvad som helst, hvis der tikker en sms ind fra endnu en lovende lidenskab.
Man kan ikke sige, at ”Så meget havde jeg” er en moralsk roman, der viser, hvor tomt det er at jage efter lidenskaben. For der har også været meget smukt og intenst i Monikas liv, der heller ikke er slut, som vi lukker bogen. Men at alting har en pris, og at vi kan være smerteligt blinde for de mønstre, vi selv trækkes rundt i, det viser Trude Marstein i denne fabelagtige roman.